Inkongruent

[Erin Morgaine]

Erin var møguinteresseret i Cailean. Og ret meget andet. Hun vidste dog en ting.

"Det taler man ikke om på en åben gang. Er du selv interesseret eller forsøger du også at få dem til at smide dig ud?"

[Cailean Morgaine]

Cailean fnøs.

"Det var dig der ikke ville med udenfor. Det er ikke min skyld at du ikke fatter et hint. Desuden er der ikke nogen der ved hvad 'klubben' er, så jeg ved ikke hvad du er så bange for. Og selv hvis de gjorde..." Han trak på skuldrene. "Hvad vil de gøre ved det?"

[Erin Morgaine]

Erin blev stram om munden. Hun kunne ikke lide klubben fordi Gideon Flint ledede den, men hun var ret sikker på at de andre i den ikke ville sætte pris på at Cailean kæftede op.

Ikke med planer om fysisk at lukke munden på ham, valgte hun derfor slet og ret at begynde at gå igen.

[Cailean Morgaine]

Cailean blev stående. Småirriteret.

"Det var så lidt," råbte han ironisk efter hende, og kunne for en sjælden gangs skyld godt forstille sig, hvorfor hans egen far ikke kunne udstå hendes. De var pisse selvoptagede. Dén gren af familien.

[Erin Morgaine]

Erin snurrede rundt. Han var simpelthen for meget.

"For hvad?! For at blande dig i noget der ikke rager dig? Agere sendebud for noget jeg ikke gider høre? Hvad troede du selv? At jeg ville begynde at græde at lettelse?"

[Cailean Morgaine]

Cailean himlede med øjnene. Hun fattede simpelthen ingenting.

"For at jeg fortalte dig, at dine latterlige forældre ikke har opgivet dig selvom du skred, din utaknemmelige møgunge! Det er altså ikke mig der besluttede, at du ville se køn ud i armene på Flint, okay? Jeg har ikke gjort dig noget, og alligevel flejner du helt skråt!"

[Erin Morgaine]

Erin dirrede. "Fuck dig, dit fordømmende, selvoptagede, latterlige røvhul," spyttede hun ud.

"Jeg gider ikke være i familie med sådan en som dig."

[Cailean Morgaine]

Ved Merlins lange...

"Bare ærgerligt, Erin! Familier er ikke ligesom forlovelser, så dem kan du desværre ikke bare aflyse som det passer dig. Men det var måske Flint der takkede nej, da han opdagede hvilken hystade du er?"

[Erin Morgaine]

Erin havde bestemt ikke synet, men hun kunne dog skelne omridset af ham og sigtede så godt som hun kunne mod hans kind. Så vaklede hun bagud.

"Nej. Modsat hvad der er indenfor din begrænsede fatteevne, så gjorde jeg det forbi uden anden dagsorden end at jeg elsker en anden," hvæsede hun, så en førsteårselev hoppede i nærheden. "Da du kun elsker dig selv er jeg klar over at det ikke giver mening for dig."

[Cailean Morgaine]

Slaget mod kinden kom bag på ham. Han stirrede ned i gulvet ved siden af ham, hvor blikket var landet, og hørte kun halvt efter da hun kom med sin forklaring. Noget med at hun 'elskede' en anden. Merlin! Og resten af hendes ord var der heller ingen sandhed i. Uanset hvor meget han forsøgte at forgive det, så elskede Cailean bestemt ikke sig selv.

Endelig løftede han blikket mod hende igen, og svarede i et forstyrrende roligt toneleje.

"Så bliv dog voksen, Erin. Livet er ikke et eventyr. Du kan ikke selv vælge hvem du vil og ikke vil giftes med."

[Erin Morgaine]

Erin bed tænderne hårdt sammen og rettede sig op. Hendes blik var lige hvor hun forestillede sig at Caileans øjne var.

"Nej," svarede hun. "For Ian Ogilvy vil ikke have mig. Men jeg har ved Merlins hat ikke tænkt mig at gifte mig med hvem som helst og aldrig i livet Gideon Flint."

[Ian Ogilvy]

[Cailean Morgaine]

Ian Ogilvy... Han var sikkert også en nar. Cailean kunne ikke se hvad problemet skulle være med Flint. Han var ganske vist ingen Montague, men han virkede da cool nok. Men Erin var som altid bare møg forkælet og dramatisk.

"Jeg tror ærligt ikke der er nogen der vil have dig, Erin. Måske skulle du bare have været taknemlig for Flint. I det mindste er han fuldblod."

[Erin Morgaine]

Erins øjne blev fyldt med tårer over den lede kommentar og hun snerpede læberne hårdt sammen, før hun drejede om på hælen og gik uden et ord.

Hun ville aldrig mere tale med sin fætter. Aldrig nogensinde.

[Cailean Morgaine]

Cailean så kun efter hende kort, inden han selv vendte om og satte kursen mod trapperne der ledte op til tårnene. Magen til utaknemmelighed. Måske skulle han alligevel overveje, om han kunne 'få skubbet hende i den rigtige retning', om ikke andet bare for at sætte hende lidt på plads.

Han overvejede da i hvert fald om han skulle snakke med Gideon Flint. Eller måske tage fat i Ian Ogilvy.

Lukket