Hvad er selvbeherskelse?

[Rosie Day]

Rosie var ikke blind for, at det var et charmesmil, men det betød heller ikke, at hun var immun overfor det. Tværtimod fik det maven til at slå en kolbøtte og hun kunne ikke selv lade være med at smile dumt, selvom det blev fulgt af et muntert fnys.

"I det her øjeblik? Ikke så meget," medgav hun og undlod for en gangs skyld at lave en joke om hans skrøbelige maskulinintet. Altså, i den grad, at det ikke glimtede i hendes blik. "Men jeg er jo selvfølgelig også virkelig en overscoring, så på den måde hænger det sammen."

[Logan Filch]

Logan hævede et brunt bryn, før han satte albuerne i bordet så han kunne læne sig lidt frem på disse. Han kunne ikke benægte at Rosie var en overscoring på mange punkter. Hun var fandens charmerende, så godt ud og svarede ham igen på en måde der kun pirrede ham yderligere. Nok var hun ikke af en renblodet familie, men det var ikke hendes skyld trods alt.

"Så du har indsét, at jeg måske er en underscoring?" Omformulerede han, for at teste vandende. 

[Rosie Day]

Rosie burde måske være dybt forlegen over, hvordan det var endt i påsken, men det var ærligt talt svært, når stemningen var, som den var. I hvert fald kunne hun ikke lade være med at smile et svagt provokerende smil, selvom hun ikke ligefrem kunne skjule den reelle interesse i blikket.

"Det sagde du selv," svarede hun drillende og lænede sig selv lidt frem, selvom det ikke reelt var hendes holdning. Ærligt fattede hun nærmest ikke, at de rent faktisk havde kysset - eller hvad det betød for fremtiden.

[Logan Filch]

Logan kunne ikke rigtig formå at slippe hende med øjnene. For hvordan i merlins navn ville han kunne gøre det? Freddie Day var vitterligt det sidste han tænkte på, når Rosie så ud som hun gjorde.

"Og hvis jeg gerne vil høre din mening?" Pressede han på.

[Rosie Day]

Rosie fugtede læberne, alt andet end upåvirket, men hun forvandlede sig heller ikke til en rødmende, stammende pige, bare fordi hun var vild med Logan. Måske nok. Ja?

"Hvad vil du bruge den til?" spurgte hun da også i stedet for at svare direkte og hævede et bryn, unægteligt nysgerrig omkring, hvad deres kys egentlig betød.

[Logan Filch]

"Jeg har mine grunde," Logan kunne virkelig ikke flytte blikket ordentligt fra Rosie. Ja, selvom han egentlig havde tilbudt at hjælpe hende med eksamenslæsningen. Der var altid andre motiver.

"Har du undgået mig bevidst?" spurgte han så, og gik direkte til sagen. Det var hvad løver havde en tendens til at gøre. Sommetider i hvert fald... Især når der var hormoner involveret.

[Rosie Day]

Det var ikke noget svar, men hun kunne dårligt klage over det, eftersom hun ikke selv for alvor havde svaret ham endnu. Hjertet hamrede lidt over øjenkontakten, men ved hans spørgsmål kom hun til at bryde den ved at se væk et øjeblik.

Hun strøg en undslippe lok fra hestehalen tilbage og fugtede læberne, før hun trak lidt på skuldrene og så tilbage på ham. "Måske," indrømmede hun til sidst. "Den aften endte jo lidt mærkeligt, ikke?"

[Logan Filch]

Nu var der i det mindste hul igennem til snakken. Logan var ikke en voldsomt alvorspræget personlighed, men han ønskede at udrede trådene lidt. Selvom han havde svoret overfor Freddie, ikke at prøve på noget med søsteren igen. Det her, var vel dog acceptabelt... Selvom øjnenes bevægelse mod den lyserøde tungespids, der flygtigt kom til syne, næppe ville være blevet godkendt.

Øjnene søgte Rosies igen. "Jo," svarede han, men trak også lidt på lyden. "Men det var vel ikke, som sådan, vores skyld."

[Rosie Day]

Rosies hjerte hamrede lidt over samtaleemnet. Hun kunne stadig huske, hvordan det havde føltes at kysse ham og hun ville stadig virkelig gerne vide, hvad det betød.

"Nej," svarede hun og trak selv lidt på ordet. Blikket flakkede en enkelt gang ned over hans ansigt, før det fandt hans øjne igen og hun smilede et lille, skævt smil. "Har du savnet mig, da?" spurgte hun og selvom det var ment drillende, så var der noget reelt i spørgsmålet.

[Logan Filch]

Logan vendte sig en smule i stolen, så han kunne sidde mere rettet med front mod hende. En albue blev sat i bordet, og tillod ham at kunne lægge hagen i hånden. Lettelsen meldte sig, da hun bekræftede at det ikke var deres skyld. At de, som sådan, ikke havde gjort noget galt.

"Ja," svarede han ligeud, selvom han vidste at han legede med en farlig grænse. "Det var lige begyndt at blive interessant mellem os, Day."

[Rosie Day]

Han så afslappet ud, men det gjorde ham ikke mindre tiltalende og Rosie havde lidt svært ved at abstrahere fra det. Det blev da heller ikke nemmere, da hans indledende svar fik hendes mave til at slå en kolbøtte.

Det blev dog fulgt op af et muntert fnys, som hun hævede brynene lidt af ham. "Lige begyndt? Sikke et kompliment, Filch," svarede hun tørt, men drillende. "Du ved virkelig, hvordan du skal charmere en pige."

[Logan Filch]

"Det gør jeg da," Kom det først fra Logan, som fattede han ikke sarkasmen bag bemærkningen. Snart fulgte han dog op med et muntert fnys, der kunne tyde på at han - i hvert fald lige nu - bare overspillede sin egocentriske karakter.

"Siger du at det ikke har en virkning?" Okay, nu var spillet farligt.

[Rosie Day]

Rosies pegefingerspids fulgte langsomt en åre i bordpladen, men hendes blik forblev fængslet af Logans. Hun trak på skuldrene, selvom hjertet hamrede lidt.

"Det sagde jeg ikke," svarede hun indirekte, nonchalant, og fugtede læberne igen. Han gjorde hende lidt tør i munden, selvom hun nødig ville indrømme det. De næste ord hjalp ikke på det: "Jeg sagde heller ikke, at jeg ikke var enig."

[Logan Filch]

Selv de mindste træk og bevægelser havde en stor virkning på Logan. Blikket gled flygtigt mod hendes pegefinger der blidt, næsten kærtegnede, bordpladen. Da han vendte øjnene mod hendes ansigt igen, kunne han heller ikke undgå at bide mærke i hvordan hun fugtede læberne igen.

"Jeg har tænkt lidt på det ved du nok... de kys der," Han vidste ikke hvorfor han afslørede det. Eller jo, det gjorde han. Men han burde ikke tænke de tanker, når han havde givet Freddie sit ord.

[Rosie Day]

Rosies hjerte slog et lille slag over, men hendes blik gled ikke væk. Tværtimod var der en nysgerrighed i det, selvom kinderne føltes bare en anelse varmere end normalt.

"Ja?" spurgte hun interesseret. Det sitrede i mundvigene. "Hvad har du tænkt om dem?"