Sandheden, endelig

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranies bryn trak sig sammen og hendes arme faldt, som hun så lige så uforstående på ham. "Jeg sagde, at jeg ikke vidste, om jeg ville have børn," forsvarede hun sig selv, stadig ikke vred, men også påvirket af det hele. Forståeligt nok, skulle man mene.

"Det er ikke det samme."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer kørte en hånd gennem håret og så lidt fortumlet ud. Hans panderynke kunne ikke blive dybere.

"Okay. Jamen så. Det gør mig endnu mere forvirret," indrømmede han. "Merlin."

[Oranie Sinistra-Jones]

Forvirret var et godt ord at bruge. Overvældet passede også. Hvordan reagerede man overhovedet på at få at vide, at den mand man havde giftet sig med - den eneste mand, man nogensinde havde været sammen med - allerede havde et barn?

"Jeg vidste ikke, at det var noget, jeg var nødt til at beslutte nu," svarede hun og hørte frustrationen i sin egen stemme og den ulykkelige undertone bag den. "Eller hvad den beslutning overhovedet kommer til at betyde..."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer kørte nu begge hænder gennem håret og mumlede lidt. Hans blik flakkede og han drejede en halv omgang.

"Fuck," røg det lavmælt, men frustreret ud. "Ori, jeg troede ikke engang at det var en mulighed... Jeg havde opgivet."

[Oranie Sinistra-Jones]

Det var først, da han kørte fingrene gennem håret, at Oranie så sin egen frustration afspejlet i ham. Hun havde en tung fornemmelse i maven og så på ham med et rådvildt udtryk. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare og måtte se væk et øjeblik. Læberne blev fugtet, før hun endelig rettede blikket tilbage igen.

"Vi har knapt nok talt om det," sagde hun endelig, uforstående. "Jeg mener... Jeg ved ikke, hvad alt det her betyder, Kayfer. Siger du, at du tager til staterne?"

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer vidste heller ikke hvad det betød. Han sank tungt ned i sofaen og gned sin pande med to fingre.

"Det ved jeg ikke." Han så op på Oranie. "Ikke permanent," forsikrede han. "Vi bor her. Vores liv er her. Jeg overvejede det slet ikke før..." Han tog en dyb indånding. "Det er ikke en afpresningstaktik, Ori. Men hvis det er mit eneste barn, så tror jeg ikke jeg ville kunne holde ud aldrig at se det. Forstår du?"

[Oranie Sinistra-Jones]

Ikke permanent. Men han ville alligevel tage væk for at være sammen med en anden familie. En uvant følelse af jalousi meldte sig og hun forsøgte at kontrollere den, men formåede det kun dårligt. Hun drejede hovedet til siden og rykkede lidt på kæben, mens hun blinkede et par gange.

"Det ved jeg ikke," svarede hun ærligt, selvom hun i teorien forstod. Det var bare ikke så ukompliceret. "Så, hvis vi får et barn, så vil du bare fortsætte dit liv som om, at du ikke har ét et andet sted?"

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer åndede langsomt ud. Hendes ord tumlede rundt i hans tanker. "Måske," svarede han tøvende. "Ja. Det ved jeg ikke. Barnet har jo et liv allerede. Det er nok også bare egoistisk. Hvis jeg aldrig bliver far..."

Han kørte en hånd gennem håret igen. "Det er jo din krop, Ori. Din beslutning. Jeg har ikke truffet min. Undskyld."

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie troede på det, når han sagde, at det ikke var et afpresningsforsøg, men det ændrede ikke på, at det efterlod en insisterende følelse af pres på hendes skuldre. Hun så på ham, mens en lettere håbløs fornemmelse krøb rundt i kroppen på hende og hun trak selv fingrene gennem de tætte krøller.

En tung udånding undslap hende, før armen faldt tungt. "Jeg vidste ikke, at det var noget, du så gerne ville," svarede hun lavmælt, men ærligt. Hun havde knapt tænkt over det siden den ene gang, de kort havde talt om det og det var ikke gået op for hende, at det fyldte så meget for ham.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer sad dybt i sine egne tanker, men så på Oranie da hun talte og nikkede langsomt.

"Jo, det... Jeg vil mægtig gerne være far," svarede han dæmpet. "Og jeg tror du ville være en fremragende mor."

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie slap en tung udånding over ordene, mens brynene krøb lidt sammen. Til gengæld faldt skuldrene også lidt og hun så på ham et par øjeblikke, før hun langsomt krydsede afstanden og endte med at glide ned at sidde på sofabordet overfor ham.

"Gør du?" spurgte hun dæmpet, ikke uden forundring over det. Det var ikke en rolle, hun nogensinde selv havde tænkt sig ind i.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer så Oranie i øjnene og nikkede langsomt. Han rakte forsigtigt ud og tog hendes hånd blidt i sin.

"Fuldstændig fremragende," forsikrede han. "Men jeg troede ikke at du ville. Havde stillet mig tilfreds med at det ikke ville ske.'

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie tog villigt imod hans hånd og endte med også at folde den anden omkring dem. Brynene trak sig lidt sammen over hans ord.

"Det eneste jeg ved er, at jeg ikke skal have et barn, mens jeg stadig er i lære," svarede hun. Den del gav sig selv nu. Hun havde nærmest kun uger tilbage.

"Og det er ikke ligefrem en karrierevej uden risiko. Tværtimod. På papiret harmonerer det ikke godt med en familie."

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer sank en klump. Han tog sig lidt sammen, selvom det tog et øjeblik eller tre.

"Jeg ved at Jesse har tilbudt dig en stilling," sagde han stille.

Han vidste det fordi Jesse Jones selv havde sagt det.

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie blev stille i et øjeblik og måske var det faretruende. Det kunne det i hvert fald hurtigt være blevet, men hun tog en indånding og svarede så.

"Det har han," bekræftede hun. "Men jeg har også lige brugt tre år af mit liv på specialstyrken."