The long game

[Kiaan Patil-Fawley]

Det ekkoede svar understregede akavetheden, Kiaan helst ville være foruden, og han bed sig en smule på indersiden af kinden, mens stilheden atter faldt over dem. Sekundet før Cora havde sænket blikket til sin bog, havde Kiaan mærket maven give et let sug fra sig, da han havde fanget hende i at fugte læberne. Han tvang reaktionen i bero: der var åbenbart stadig noget af den gamle tiltrækning vedvarende i ham.

Han havde siddet i dén tanke da Cora talte igen, og det var lige før han bare havde givet et bekræftende svar fra sig, da han fik sig selv til at tænke nøjere efter, før han svarede. Han havde stadig lovet Olive ikke at snakke mere med Cora. Løftet havde været nemt at afgive, men noget sværere at holde.
"Jah... Ja, det gjorde jeg." svarede han med en nikken, før blikket søgte hendes igen. Udtrykket var spørgende, men varsomt.

[Cora Greengrass]

Cora lod pegefingeren glide ind mellem hjørnet på den øverste side i bogen, og siden netop under. Bevægelsen var subtil, og grønne øjne rettet mod søgeren.

Havde han fortrudt tilbudet? Sikkert. Men hun ville ikke lade ham skære hende så villigt væk fra sit liv - uden savn og higen efter at mærke hende igen.

"Efter det vi har... haft sammen," begyndte hun med et sigende udtryk i øjnene. "Kunne jeg virkelig godt tænke mig at vi prøvede dét. Venskab."

[Kiaan Patil-Fawley]

Coras blik fangede hans, og i et kort øjeblik mærkede Kiaan det samme sug han havde mærket over adskillige måneder. Især da hun med ord hentydede til det de ’havde haft sammen’ over den tid. Reaktionen udgjorde allerede et rødt flag, og han var fuldt bevidst om det.
Svaret lå næsten lidt for let på tungen, og Kiaan bed lidt ned i den for ikke at forhaste sig. Hans løfte til Olive var ikke sådan til at komme udenom.

”Tror du, vi kan det?” spurgte han tøvende. ”Med alt dét vi var igennem, alt vi gjorde og alt vi sagde… Jeg ved ikke om vi bare sådan kan gå tilbage til et normalt venskab uden videre.” For slet ikke at tale om isfronten mellem hende og Olive. ”Jeg tror vi må tage det i små skridt, Cora.”

[Cora Greengrass]

Det var ikke første gang søgerens tøven satte Coras skrantende selvværd på prøve. Hun formåede dog at at gemme følelserne så godt væk som hun kunne. Han havde virkelig såret hende den dag på hospitalsfløjen, selvom hun - et eller andet sted - vidste at hun havde skyld i, at han ikke så hende som hun gerne ville ses.

Hun slog blikket ned mod bogen for en stund. "Okay. Hvis det er sådan du har det så..." Hun skævede op mod ham igen og afsluttede sin sætning med et ekko fra hans: "- små skridt."

Det var alligevel noget. Et langsigtet mål som hun kunne stile efter. Hun måtte være tålmodig, selvom det næppe var et ord man ofte før havde kunne bruge om hende. Med dét, pakkede hun bogen sammen og rejste sig op. Skoletaskens rem blev hanket om skulderen.

"Jeg håber at du kan bruge noterne til noget," Hun sendte ham et lille smil. "Held og lykke med fremlæggelsen." Og så forlod hun fællesstuen og håbede lidt at han i det mindste ville se efter hende på vej ud.

Cora out

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var ikke det mindste overbevist om at Cora var tilfreds med svaret, men han vidste også bedre end at grave mere i det, end han behøvede. Han ville heller ikke komme til at give Cora det forkerte indtryk - til tider kunne piger virkelig være farlige at omgås!

Hvis han havde været det mindste i tvivl om hendes holdning, fik han det kun bekræftet ved hendes pludselige afsked, da hun pakkede sine sager sammen og smed tasken over skulderen.
"Tak, og i lige måde. Og tak for noterne." svarede han tilbage og trak en smule på smilebåndet. Og mod hans bedre vidende fulgte han hende med blikket da hun forlod fællesstuen.

Lukket