Blå mærker varer længere hvis man trykker på dem

[Matheo Rosier]

Gangene og mørket blev efterladt til fordel for olielampernes lys ovenpå. Dag blev da også efterhånden til aften, og de var netop blevet forladt af Matheos forældre i en af stuerne, da disse gik i seng.

Kaminen gnistrede og skæret fik Agnes' hår til at se rødere ud. Matheo sad selv i en af lænestolene, selvom han ønskede at være tættere på hende nu hvor de var alene.

"Er du begyndt at føle dig mere hjemme her?" spurgte han så endelig.

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke den store læsehest, men det havde ikke forhindret hende i at krølle sig sammen i hjørnet af en sparsomt polstret sofa med en bog, hun havde taget med sig fra barndomshjemmet. Hun så op fra den og tøvede.

"Ja," svarede hun, selvom hun ikke vidste, om det var sandt. Hun havde stadig ikke helt kunne ryste følelsen af, at både huset såvel som dets beboere bar hemmeligheder.

[Matheo Rosier]

Bogen blev grundigt ignoreret fra Matheos side, selvom han, modsat Agnes, nok var mere af en læsehest. Nok fordi det engang havde givet ham et smugkig ind i verdener - og vigtigere i sindelag - som han ikke selv forstod.

Han sagde ikke noget, men rejste sig op og gik hen til vinduet, hvorfra han så ud. "Så lærer vi også at bo med hinanden."

[Agnes Rosier]

Det virkede som et underligt flex at føre en samtale uden at se på hende. Det var i hvert fald sådan, Agnes tolkede det, som hun noget frakoblet fulgte ham med blikket. Hun nikkede langsomt.

"Det har sine fordele," medgav hun.

[Matheo Rosier]

"Tænk, så skal vi aldrig bo fra hinanden," Konkluderede han, med hænderne i lommerne og blikket endnu rettet ud af vinduet. Det var en distraktion fra at kigge på hende. Tage synet af hende ind og tænkte på hvor tæt de havde stået i de mørke gange.

"En dag kan vi måske få vores egen fløj." Og et fælles soveværelse.

[Agnes Rosier]

Hjertet sank i maven ved tanken. Selvfølgelig var det ikke første gang, Agnes var konfronteret med den, men det gjorde den ikke mere festlig. Hun ville aldrig få muligheden for at finde ud af, hvem hun selv var, før hun skulle være et vi.

Hun nikkede. "Det bliver vel meget naturligt, når først vi er gift," konstaterede hun. Der var ingen grund til at gå på listetæer omkring et uomtvisteligt faktum.

[Matheo Rosier]

Den dag de blev gift, ville hun ikke kun være i hans hjem, men også i hans besiddelse. Ingen fugleunge kunne flyve væk, og det var en tanke der både pirrede og trøstede ham.

Endelig vendte han ansigtet imod hende igen, før han trådte hen mod sofaen hun sad i, og tog plads i de bløde hynder.

"Vi kan gifte os så snart vi er færdige med skolen," sagde han, nærmest som om han havde fortolket hendes ord som utålmodige.

[Agnes Rosier]

Powermove eller ej, var det ikke meget bedre, da Matheo vendte sig mod hende. I hvert fald ikke, da han gjorde hende selskab i sofaen. Agnes rykkede lidt på sig.

"Er det virkelig det, du vil?" spurgte hun, forholdsvist nøgtern, selvom hendes forbehold måske kom til udtryk.

[Matheo Rosier]

Øjnene gled over hende. Studerede hendes træk, bevægelser og tilmed tonen. Ordvalget fik ham kortvarig til at granske hende med mere opmærksomhed. Hvis dette overhovedet var muligt for en dreng der allerede havde fundet sin nye besættelse.

"Det lyder som om det overrasker dig," Konstaterede han så bare.

[Agnes Rosier]

Overraskelse. Agnes var ikke helt sikker på, om hun overhovedet blev overrasket længere. Ikke, siden synet af sin mors knuste krop. Hun fugtede læberne og løftede den ene skulder.

"Det er tidligt," svarede hun. "Det er oftest ... voksne, der bliver gift."

[Matheo Rosier]

Det var måske også egentlig en test. Matheo behøvede i hvert fald ikke at snakke om det her nu, selvom han belyste sandfærdige ideer og holdninger han havde til foretagenet. Lige nu, var det som om han blot forsøgte at fremprovokere reaktion fra Agnes.

"Vi er vel også voksne, så snart vi bliver sytten," Argumenterede ham, som om det gav sig selv. Blikket slap hende ikke.

"Hvilken grund har vi til at vente?"

[Agnes Rosier]

Agnes kunne pointere, at der var forskel på at være voksen og myndig, men det virkede ikke som sagens kerne. Hun rykkede lidt på sig igen, ukomfortabel i den situation, hun pludselig faldt sig selv i.

"Det ville afføde rygter," pointerede hun roligt. Trods ægteskaberne var arrangerede, var det der færreste, der blev gift lige efter skolen.

"Har vi en grund til at skynde os?"

[Matheo Rosier]

Rygter generede ham ikke. Der blev snakket nok om familien i forvejen, trods det ofte var i sammenhænge hvor deres quirks blot blev understreget, og overset grundet blodet i deres årer.

Øjnene fulgte hendes bevægelser i sofaen. Endnu en gang bekræftede det ham i, at Agnes ikke var helt tæmmet endnu. Hun forsøgte at stritte imod, selvom det var så subtilt.

"Ja, det mener jeg at vi har. Det vil afføde flere rygter hvis vi bor sammen i årevis, uden et ægteskab," Med andre ord, ønskede han ikke at hun skulle flytte væk og bo for sig selv. "Så snart du er myndig, skal nogen kunne beskytte dig."

[Agnes Rosier]

Matheo fremsagde gode argumenter, men Agnes nåede aldrig længere end til at opdage dette, før han fortsatte og igen sendte hendes bryn ind mod midten.

"Beskytte mig?" gentog hun dæmpet, skepsissen tydelig.

[Matheo Rosier]

Det skeptiske udtryk klædte hende ikke. Alligevel tændte den da en gnist i ham. For han ønskede virkelig at tæmme den del af hende, der stillede spørgsmål til ham. Det var ikke bare en ambition, men også en leg.

"Du har ingen familie, men et godt navn og et kønt ydre. Der vil være dem som ønsker at udnytte det," Advarede han hende. Øjnene vedblev mod heksen.