Første træk. (s)

[Ava H. Montague]

Ava kunne ikke undgå at læberne krøllede sig sammen i et smil mod hans hals. Alene det at han vidste hvad hun havde været ude på, næsten fra start gjorde et eller andet ved hende. For i sidste ende havde det vel bare været en af utallige måder på at få hans opmærksomhed og tænde den vilde flamme hun vidste han besad.

Det havde måske også været et dumt træk af hende at gøre det så detaljeret som at bruge den stakkels drengs eget navn, men netop dét spil var hun nybegynder i, og selv en som hende kunne fejle.

"Det vil bryde det for meget hvis det er et virkelig frakoblet ord." bemærkede hun og trykkede sin krop en smule tættere mod hans for kun at inviterer til flere kærtegn. "Hvis jeg fremover fortæller dig at han har tilbudt at vise mig Louvre.." Det var virkelig tåbeligt, men ikke umuligt for en ung mand fra deres gæsteliste. Desuden havde lidt kultur aldrig skader. Desuden var det en sætning der ret hurtigt kunne komme op i deres dans omkring hinanden; særligt fordi at Constantin ikke gad bruge flere timer på at se på kunst.

[Constantin Montague]

Constantin bukkede kortvarig nakken en anelse tilbage for at gøre sig mere modtagelig for hendes læber over huden. Endelig blødte det alvorlige udtryk mere op omkring mundvigene og kæbepartiet, og lod sig erstatte af et ulvesmil. "Louvre," Han smagte på det franske ord.

"Intet giver en mand jern på som kunst og mugglermængder," Fnøs han, underholdt, men sarkastisk. To fingre fra den anden hånd gled ned over hendes arm. Og så op igen.

[Ava H. Montague]

Indtil videre delte Ava sin interesse for kunst med sin mors side af familien; særligt hendes morfars gren der alle var franske og mindst ti gange om året besøgte det berømte museum omend det indtil videre kun var mugglerkunst. Selvom nogen påstod af Picasso vist nok var en troldmand. Ikke desto mindre passede det hende perfekt at emnet ville indgå i hendes farce.

"Nåeh? Jeg havde ellers planer om at male dig nøgen" mumlede hun og trak hovedet en smule til side, kun for at lade deres læber møde hinanden i et sultent kys som hun kun alt for meget trængte til.

[Constantin Montague]

Constantin nåede kun lige at skænke sin hustru et mistroisk smil over dén kommentar, før læberne blev optaget af noget andet. Der var noget hungrende over kysset de delte. For selvom ingen af dem havde brugt det sjældne ord undskyld til aften, var dette en form for forsoning.

Legen ville blive deres endeligt en dag. Alligevel greb han nu blot hårdere om hendes bagdel, for at trykke hende mod sig. Han kunne nu heller ikke dy sig fra at give den et enkelt klap.

"Du gør mig skør. Ved du godt det?"

[Ava H. Montague]

Vreden og sorgen syntes ikke længere at slå rod. I stedet herskede kun nu eufori og lidenskab som deres tunger kæmpede for dominans. Hun måtte tage en hørlig indånding gennem næsen da deres hovedet trak sig en smule væk.

Hånden gled om i Constantins varme nakke og begravede sig i det lyse hår. Selvom rummet var omfavnet af mørke syntes hun alligevel at kunne se hvordan hans blå øjne skar igennem.

Skør var lige nu kun en god ting, han kunne have valgt så mange andre måder at beskrive hende på, så at det var hvad der kom til ham som det første fik kun Avas hjerte til at sænke sig. "Jeg tror jeg lige kan forestille mig det" svarede hun en anelse fornøjeligt. Han gjorde mindst hende lige så skør.

[Constantin Montague]

Gennem halvmørket kunne han betragte hende. Varmen i hendes ansigt og den svage glinsen over hendes læber, efter hans tunge havde vandret derover.

"Og du roder," sagde han og nikkede over mod virvaret af beklædningsgenstande mod gulvet, efter hun havde revet disse ud af skabet. Øjnene vendte tilbage til hende, og gled ned over hendes skikkelse.

"Du sagde at du ikke havde trusser på til aften. For min skyld," Han vendte tilbage til dét. For hvordan kunne han lade være. "Har jeg forsømt dig for længe?"

[Ava H. Montague]

Det var et halvt grin der blandede sig ind med et fnys der langsomt forlod Ava over hans ord. Man ville kun kunne se en let rynken hen over hendes næse før grimassen skar over i et skævt smil.

".. Noget minus må der vel være" svarede hun i stedet. Måse hendes arrigskab og jalousien. Men ellers så hun intet dårligt ved hendes person. Men Ava havde også altid anset sig selv som perfekt.

"Vi arbejder begge så meget." sukkede hun svagt og vidste at hun også selv var skyld i at de var gået en anelse i ring. Selvom festen havde været et højde punkt havde det også skubbet dem ud over kanten. "Desuden ville det bare have taget for lang tid at flå til siden."

[Constantin Montague]

De arbejdede begge meget. Ustandseligt næsten. Når Constantin endelig var hjemme, blev tiden ofte slugt af forretninger på vegne af familienavnet og økonomien. Det var i disse sager, han ikke kunne involvere Ava med nogen form for oprigtighed. Og det var dem der drænede ham mest. Det var svært at vende tilbage til sengen om aftenen, når man havde kæmpet hele dagen for at dække sine spor overfor dén man elskede. Og når man vred hendes familie for penge.

Han valgte ikke at tænke på det mere til aften.

"Ja. Dyrebare sekunder," Lød det fra ham. Selvom han havde forløst sig i hende tidligere, havde deres leg været god indtil grænsen var blevet krydset. "Beskriv hvad du fantaserede om, da du besluttede dig for ikke at tage dem på. Detaljeret."

[Ava H. Montague]

Ava havde også været en del selvcentret og havde ikke altid; aldrig, set tegnene hos Constantin og havde nok på det punkt forsømt sin rolle som hustru. Hun havde sat sit arbejde, lange bade og uforstyrret søvn øverst det sidste lange stykke tid, så lagde man det hele sammen havde de begge set den anden vej.

Nu stod de tæt slynget i hinandens omfavnelse og Ava kunne slet ikke lade være med at lade små nappende kys glide op og ned af hans hals. Resterne af hans egen parfume skar i hendes næsebor og tilføjede kun mere til det voksende begær.

"Følelsen af frihed. Alene tanken om mine safter ned langs mine glatte ben ved tanken om dit dybtborende blik når vores øjne ville mødes" mumlede hun en anelse længselsfuldt.

"Din hånd mod min lænd, mod mine balder, kun lige dækket af et tyndt lag stof. Dine knugende fingre når du opdagede hvor let det ville være" Hun trak vejret dybt ind gennem næsen og blev næsten høj af bare at tænke på det.

[Constantin Montague]

Opfordringen blev mødt og tændte gnisten i Constantins øjne. Han nød fornemmelsen af Avas læber og nappende fortænder mod den sarte, sensitive halshud. Derudover kunne han bare stå og hægte sig ved hvert ord, samt sin egen krops reaktioner på disse.

Han brummede ved beskrivelserne, og lod hånden krumme sig tættere på hendes bagparti, da hun nævnte netop dette. "Du er alt andet end let," Fangede han sig dog i endelig at rette.

"Du er kompliceret, min egen. Fræk og temperamentsfuld," Hånden flugtede fra hendes bagdel, mod hendes hofte, hvor han holdt godt fast og trykkede hende tættere mod den spændte bule i bukserne.

[Ava H. Montague]

Avas vejrtrækning var nu ved at blive så tung at hver åndedrag sagde en lille lyd, over Constantins kærtegn. Hænderne knugede sig om ham, og hun havde ingen intentioner om at give slip. Hun havde været alt for tæt på at miste ham, og alene tanken fik mellemgulvet til at slå knuder.

"Jeg har brug for dig" hviskede hun og trykkede sin kind mod hans for bedre at lade de hungrene ord møde hans øre.

[Constantin Montague]

Begæret havde vokset frem tidligere på aftenen, og endda fået ham over kanten. Det havde dog stadig føltes så frakoblet, at selv det blødere modspil nu, gav ham behov for mere. Han ville ikke kun hade Ava, eller hævne sig over hende, som han havde gjort før på aftenen. Han ville også elske hende og få hende til at indse at han kunne tage sig af hende. Bare det faktum, at han ikke kunne gøre det økonomisk, var ødelæggende.

Men hun havde brug for ham. Det var det hendes frække, bløde læber gav udtryk for. Han lænede kun hovedet lidt tilbage for bedre at kunne møde hendes øjne. Indtil hans egne lukkede sig i, og han trykkede en strøm af kys mod hendes mund.

[Ava H. Montague]

De var ikke iklædt meget, og det tog ikke Ava særlig lang tid om at lade de tynge hvide stropper glide ned over hendes arme. Hun skubbede Constantin tættere mod sengen, og kunne i samme bevægelse træde ud af natkjolen. Fingrene bevægede sig vant og fleksibelt mod hans bukser, så de var fri af flere forhindringer.

"Du vil aldrig kunne få ved andre, hvad du kan ved mig" hviskede hun hæst mellem deres kys, før hun bed legende ned om hans underlæbe, og holdte den mellem sine tænder.

[Constantin Montague]

Bukserne blev skubbet af så snart Avas trænede fingre havde fået åbnet bedre op for dem. Hendes misundelsesprægede ord fik ham til at brumme - tændt af hendes jalousi og besidderiskhed.

"Der er ingen andre," Lovede han hende mellem kys og nappen med fortænderne. Snart sank han ned at sidde på sengen og trak hende med over sig.

Hænderne greb tæt om hendes bagdel, så han kunne trykke hende ned mod sig, så hun ville kunne mærke hans begejstring.

[Ava H. Montague]

Avas tanker kunne lige så let som hans dvæle forlænge ved jalousien, hvilket også var brændstof til tanker om at de hver især havde en anden. Derfor gav det en hvis ro at høre ham sige, og let mumlede hun tilbage som svar uden at bryde deres tunger intense leg med hinanden.

Det var med en lettere fumlen at Ava kunne trække trusserne ned over sine hofter og sparke dem af imens de kravlede hen over sengen, mod midten. Hun spredte villigt sine ben og sank ned mod ham hans skød med et let ryk.

"Ah.." ordet var som en hvisken der gled ind mellem et tilfreds støn ved følelsen af ham. Imens den ene hånd gled op af den veltrænede brystkasse, greb den anden om fast omkring hans køn, og lod fingrene glide frem og tilbage. "Mmh.. Du er så klar til mig skat"