Hvilken vej leder vores næste skridt (s)

[Jemima Burke]

Alt taget i betragtning, føltes hans hans forsikring denne gang en smule hul, især når den blev pakket ind i gentagende ønsker om, at han ville prioritere alle andre ting end hende.

Det virkede også som om netop det var kommet snigende ind fra sidelinien, uden egentlig at have noget at gøre med hvor problemer var startet "Hvornår blev det et spørgsmål om prioriteter over at du kyssede Alissa?" spurgte hun derfor ret direkte, fordi hun ikke helt kunne rumme følelsen af at blive hægtet af, uden nogen mulighed for at gøre noget for at forhindre det.

[Elias Oliver Wood]

Elias pillede ved koppens hank. Han havde ikke noget konkret svar på det spørgsmål, men slog blikket ned i den gyldne væske i koppen.

"Måske det øjeblik jeg drak den eliksir," Han fugtede læberne. "For lige dér var min prioritet forandret. Selvom det bare var for en aften, får det mig til at tænke at vi måske skal have en vejrtrækningspause."

Han tog en indånding. "Den her deadline er virkelig noget lort... at du skal tilbage altså. Og at vi skal finde ud af det inden, medmindre vi vil blive ved med at have den her fornemmelse i kroppen indtil vi kan ses igen."

[Jemima Burke]

Jemima var splittet, for selvom hun virkelig ønskede et "vi", havde hun lyst til at rette ham hver gang han brugte det. Det føltes stadig som noget han var alene om at ønske sig, uanset hvor meget hun prøvede at se det fra hans synspunkt også.

Hun nippede til teen igen før hun svarede "Jeg tror ikke den bare lige forsvinder med mindre du har en tidsvender i lommen." hun åndede tungt ud og satte sig lidt bedre til rette, med koppen hvilende mod låret "Det er ikke fordi jeg bare vil være på tværs, men det lyder bare som om du har besluttet dig og så ved jeg ikke hvad jeg kan gøre." ud over selvfølgelig bare at acceptere det, hvilket hun blev ved at stritte imod.

[Elias Oliver Wood]

Det var netop det. Der var absolut ingenting han kunne omgøre. Det slag var allerede tabt, men han ville give dem deres bedste chance - overbevist om at den var bedst mulig hvis de satte farten ned og brugte tiden med hinanden, når den ikke virkede som en så striks ressource i langdistanceland.

"Du er ikke på tværs," Sørgede han for at fortælle hende, selvom han havde håbet at de kunne være mere på bølgelængde om det hele. "Jeg vil gerne have en dialog med dig. Jeg fortæller dig bare hvad mine tanker er, så vi forhåbentlig kan mødes på midten..."

For sidste gang de havde set hinanden havde vist ham var forskelligt de tænkte. Især når alt blev stramt og svært.

[Jemima Burke]

Jemima sad igen lidt og tyggede på hans ord. Det var nemt bare at være defensiv og lægge al skylden og ansvaret fra sig. På det punkt var hun måske lettere sort/hvid, men det hjalp absolut ikke, at hele lavinen var blevet startet af et fejltrin hun havde været villig til at tilgive ham for.

"Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan det så skal være." indrømmede hun efter en lang tavshed "Er vi så stadig sammen, eller dukker der pludselig en forside op hvor jeg skal se dig sammen med en anden?" usikkerheden var tydelig i både hendes kropsprog, stemme og blik, men hun tvang sig selv til at fortsætte og sætte ord på det hele "Når vi så ses, er vi så bare venner igen, eller må jeg rent faktisk røre ved dig, for lige nu føler jeg lidt, at du helst er fri."

[Elias Oliver Wood]

Selvom insinueringen var berettiget, var det ikke fordi den ikke gjorde bare lidt ondt. Blikket flakkede i nogle sekunder, men han vidste bedre end at benægte anklagen. For hvordan i alverden skulle han kunne gøre det efter festen havde rusket så voldsomt op i hans selvopfattelse? Han kunne jo ikke længere bare påstå at han ikke kunne finde på den slags, selvom han måske også underminerede eliksirens indflydelse.

Den havde givet ham tunnelsyn, trods alt.

"Jeg er ikke helst fri. Jeg vil bare ikke være et enten eller. Ven eller kæreste. Jeg vil gerne være Elias og Jem, og at vi tager den derfra indtil jeg får en bedre chance for at få din tillid igen, uden det skal være under tidspres og med måneders mellemrum." Forklarede han.

[Jemima Burke]

Jemima nikkede og kæmpede igen med at finde rundt i de modstridende signaler "Men.." begyndte hun, bed sig selv af og slap koppen med den ene hånd, for i stedet at gnide sig hårdt over panden, tydeligt frustreret før hun søgte hans blik igen "Jeg ved ikke om jeg kan finde ud af det sådan." hun så en smule fortabt ud og ønskede lidt sofaen bare ville opsluge hende, så hun slet ikke skulle tage stilling til om hun ville have et forhold der var hverken det ene eller det andet, men en udefinerbar ting i limbo.

"Hvis det var omvendt.. det hele, hvordan ville du så have det med det?" spurgte hun i stedet, ikke anklagende, men snarere i et forsøg på at få bekræftet, det ikke bare var hende der var på tværs.

[Elias Oliver Wood]

Blikket fandt op fra teen igen. Denne var blevet godt lunken nu, men han følte ikke at det ville berolige ham at drikke af koppen alligevel. Øjnene mødte Jemimas, samt den tydelige frustration.

"Ikke godt," svarede han så til spørgsmålet. "Samtidig... tænkte jeg at mit forslag ville tilgodese os begge to. Give os rum og plads til at finde hinanden igen. For det ville være egoistisk af mig bare at tage din tilgivelse og drøne fremad med dig, når vi skal adskilles i måneder endnu."

Han sukkede og fortsatte. "For jeg kan ikke bare ignorere hvad jeg har gjort mod dig. Jeg tænker på det konstant. Og jeg frygter at såre dig mere, hvis det er dé tanker der fylder når vi er sammen, fordi jeg har brug for tid til at finde ud af hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde."

[Jemima Burke]

Jemima så ned igen, uden at ville gentage sig selv for 117. gang, selvom hun stadig ikke helt kunne følge hans logik. De ville jo uanset være adskilt og han ville have tid til at finde ud af, hvad det nu var han havde behov for.

"Jeg vil ikke have du skal ignorere det, men jeg føler bare lidt vi allerede sidder fast i det, i stedet for at komme videre. Og jeg ved godt det ikke bare lige sker fra den ene dag til den anden, men.. hvad hvis det her sårer mig mere.. hvad så?" spurgte hun dæmpet uden at se op igen "Jeg forstår godt det fylder for dig. Det gør jeg virkelig.." hun tog en dyb indånding igen "Det gør det også for mig og jeg vil give dig herfra til juleaften til at finde ud af det hele og give dig tid og plads, men det river mig midt over, at jeg ikke aner hvor vi står lige nu."

[Elias Oliver Wood]

Selvfølgelig vidste han at det fyldte for dem begge. Selv at det gjorde mere ondt på Jemima lige nu, selvom hans tanker og fornemmelser var et kæmpemæssigt kaos.

Det føltes dog virkelig svært bare at tage imod en tilgivelse og fortsætte fremad, når han vidste hvad han havde gjort med hende. Og ikke vidste om lignende ville gentage sig, hvis han havde en tilbøjelighed et sted i sig. Han var dog tavs for en stund og lod hende tale færdigt.

"Hvis det sårer dig mere, så er det ikke det vi gør," Lovede han hende, selvom han følte at en pause ville være en god ide. For selvom de skulle adskilles uanset, virkede det alligevel anderledes.

"Jeg vil ikke såre dig mere, Jem."

[Jemima Burke]

Jemima burde have været lettet, men i stedet sad hun stadig med den knudrede følelse i mellemgulvet som havde præget det meste af påskeferien. Hun løftede hovedet og mødte hans blik igen "Det kan du ikke love mig." konstaterede hun, uden anklage, men fakta var fakta "Jeg vil have dig.. hele dig, ikke kun halvt, eller dig der går på æggeskaller fordi du er bange for at såre mig, for så er det stadig alt det andet der får magten og vinder."

[Elias Oliver Wood]

Det var virkelig svært og Elias følte lidt at han fløj i blinde på en fremmet bane. Uanset hvad han sagde, ville det næppe være tilstrækkeligt, men han forsøgte at vende hendes ord og finde ud af hvad han kunne sige der kunne gøre sagen bedre. Givet det stadig var helt sandfærdigt, altså.

"Jeg ved ikke om jeg kan lade være med at være nervøs for at såre dig, sådan lige," Det var ikke så meget en protest som en nysgerrighed der meldte sig i tonen.

[Jemima Burke]

Jemima åndede hørligt ud, men denne gang mindre frustreret og med en spinkel følelse af, at de alligevel lige havde fået hul på et eller andet, der ikke bare var at være uenige og ulykkelige "Det kræver jeg heller ikke.." hun tøvede momentært, men strakte så det ene ben ud, så hun kunne lade foden hvile forsigtigt mod hans ben "Hvis ikke du var det, ville det lidt betyde du var ligeglad og det ved jeg du ikke er, men jeg tror bare ikke på, at det bliver nemmere fordi du straffer dig selv.. og tager mig med uden at ville det."

[Elias Oliver Wood]

Det handlede ikke kun om at straffe sig selv. Det handlede måske også om at ransage noget indeni. Elias lod skuldrene sænkes en anelse, da han mærkede kontakten fra Jemimas fod.

"Så... du vil have mig helt, men ikke have at jeg går på æggeskaller. Jeg tror dog ikke jeg kan det ene uden det andet som start," Det føltes ikke behageligt at trække hende igennem det her.

"Jeg er en overtænker, Jem. En taktiker. Og lige nu er det elendige kvaliteter, når jeg ved at du bare gerne vil videre fra det der er sket." Det trak undskyldende, og uendelig subtilt, på mundvigen.

[Jemima Burke]

Jemima skar en lille grimasse og kunne godt selv høre, at hun modsagde sig selv lidt, da han gentog hende "Jaer, det ved jeg godt." indrømmede hun og så ned på sin fod, mens hun prøvede nussede hans ben lidt med den, stadig med et ret dominerende behov for en eller anden form for fysisk kontakt med ham "Det kan jeg også godt klare.. det er den der med ikke at vide hvad vi er jeg ikke kan." et halvt smil spøgte på hendes læber da hun så op igen "Det ved jeg du er og hvis det var den næste kamp vi snakkede om, så ville jeg nok bare give dig et spark bagi, så du ikke sad og kørte i ring i det, men.. det er det ikke."

Hun rykkede lidt på sig og nippede til teen, også for lige at købe sig et øjebliks betænkningstid før hun fortsatte "Hvis jeg ved at vi begge to vil det her, vil os, så kan jeg nok også bedre klare, hvis du har brug for.." hun gik tøvende i stå og havde ikke lyst til at sige det.. "pause".. det gav en ubehagelig tom følelse i maven "..tid." hun slap koppen med den ene hånd og strøg krøller om bag det ene øre "Jeg vil bare hellere inkluderes end udelukkes." indrømmede hun dæmpet, for hvem havde lyst til at indrømme deres egen usikkerhed.