... make lemonade

[Abigail Bancroft]

Normal tville Abbie nok gå direkte til sin bedstefars kontor - og det var da også det, hun gjorde. Callistus S. Bancroft sad dog i det ene møde efter det andet, så hun fik i stedet hans assistent til at overbringe invitationen til aften-te, før hun tog hjemad.

Det var efterhånden nogle gode dage siden, at hun havde været hjemme og hun kunne slet ikke huske, hvornår hun sidst havde sovet der. Der var da også noget helt særligt over at få pakket resterne af det aftenmåltid, hun havde spist, væk.

Hun havde netop hældt varmt vand over i en buttet tekande, da hun hørte flammerne i pejsen og med et par bløde bevægelser med staven fik hun kande, kopper og den lille skål med søde kiks til at hoppe op på bakken. Snart fulgte den hende, svævende, som hun tilbagelagde køkkenet og gik ind i stuen med et mildt smil.

Efter When life gives you lemons

[Callistus S. Bancroft]

Dagens to sidste møder kunne utvivlsomt have været afviklet som brev i stedet, og føltes endnu mere som spild af tid da han hørte, at Abbie havde været forbi. Han havde ønsket at tale med hende efter mødet med Sylvester Buchanan.

Da tid var, trådte han ind i pejsen i sit eget hjem og ud af pejsen hos Abbie. Han sendte hende et varmt smil, da hun dukkede op med tebakken efter sig, imens han selv viftede med staven så hans frakke fandt sin plads på en bøjle i gangen.

"Abbie, kære. Hvor er jeg glad for, at du inviterede mig over!" Hilste han oprigtigt og åbnede armene, så hun kunne komme og få et kram af sin farfar.

[Abigail Bancroft]

Efter snakken med Sylvester, havde Abbie været vred på og følt sig svigtet af sin bedstefar. Nu gled følelsen lidt i baggrunden og hun mødte ham med et kys på kinden.

"Velkommen til, bedstefar," hilste hun sødmefuldt. "Du ser ud til at have haft en god dag."

[Callistus S. Bancroft]

Han satte sig i sofaen på sin sædvanlige plads med et tilfredst suk. "Jo, jo tak. Det var været en dag, om ikke andet." Bemærkede han med et venligt glimt i øjet, og rakte ud efter tekoppen da kanden var færdig med at hælde op.

"Men jeg havde også et uforventet møde med Mr. Buchanan, som jeg egentlig håbede vi kunne tale lidt om?" Han var ikke sikker på, om det var noget Abbie kendte til eller ej. Om Buchanan havde ageret med eller uden hendes viden.

[Abigail Bancroft]

Abbies smil var mildt, da hun fulgte sin bedstefars eksempel og tog plads med en ro, der nemt kunne være blevet rystet ved hans næste ord.

Takket være samtalen med Sylvester, var hun sig forberedt og hun sænkede blot hagen let i et bekræftende nik.

"Selvfølgelig," svarede hun og hældte lidt mælk i sin te.

[Callistus S. Bancroft]

Det kunne næppe komme bag på hende, at det var et emne han havde tænkt sig at bringe op. Og hellere før end senere.

"Ja, jeg håber da at herren som det mindste har informeret dig om, at han havde et privat møde med dig i dag, der handlede om jeres fremtid?" Han tog en tår af den lille tekop, men blikket hvilede stadig på Abbie i forventning om, at han ikke selv skulle gætte hvor meget hun viste.

[Abigail Bancroft]

Ansigtet fandt mere alvorlige folder, selvom der var en mildhed i hendes træk, der sagtens kunne minde om det smil. Hun nikkede en enkelt gang.

"Vi har talt, ja."

[Callistus S. Bancroft]

Stod det til Callistus alene, var der ingen mand i verden der nogensinde ville være god nok til hans kære barnebarn. Men han holdt for meget af hende, til ikke også at høre hendes besyv på sagen.

"Og hvad tænker du?"

[Abigail Bancroft]

Ud fra samtalen med Sylvester, havde Abbie allerede nået at frygte det værste. Derfor var det også en tiltrængt påmindelse, at hendes bedstefar var lige præcis den blide, kærlige mand, som hun blev ved at insistere på, at han var. Uanset hvilke grimme rygter, et simpelt bæst startet.

"Han er vigtig for mig," svarede hun ærligt. "Jeg tror, vi kan blive glade sammen."

[Callistus S. Bancroft]

Callistus slap et dybt suk og lænede sig lidt tilbage i sofaen. Et 'tror' var ikke særlig stabilt, og han havde brug for at hun var mere sikker i sin sag, hvis han på nogen måde skulle så meget som at overveje, at trække sin beslutning tilbage.

"Så bliver du nok skuffet over det svar jeg gav ham, min kære."

[Abigail Bancroft]

Abbie rynkede brynene. Hun forstod slet ikke, at han allerede nu mod til at tage tilløb til at knuse hendes drømme. Hun stillede koppen, hun netop havde samlet op, fra sig igen.

"Jeg vil gifte mig med ham, bedstefar," indvendte hun fast. "Og han vil gifte sig med mig." Hun rettede sig op.

"Han vil give mig alt, jeg vil have. Alt det," hun tog en indånding, "alt det, Pad ikke ville."

[Callistus S. Bancroft]

Callistus lyttede men blev ikke overbevist, trods hendes tydelige beslutsomhed. At Buchanan ville give hende mere end Padraig Ogden ville, var han ikke i tvivl om. Men var heller ikke i tvivl om, at han kunne have samlet en hvilken som helst sut op fra gaden, og så ville de kunne give hans barnebarn mere end dén klovn til Odgen. Så det var næppe noget argument.

"Alt er vist en mild overdrivelse, Abbie." Bemærkede han venligt, men bestemt. "Han ville ikke ofre sin stolthed og vise din farfar sin respekt, da han kom og spurgte om din hånd. Og kan han ikke give noget fra sig, som ikke engang letter hans pengepung, for din skyld, så ved jeg ikke om jeg stoler på hans intentioner."

[Abigail Bancroft]

Abbie slog blikket ned og tav. Det var et argument, hun ikke kunne komme med indvendinger til. Selv mellem hende og Sylvester havde det voldt problemer. Kun langsomt hævede hun blikket igen.

"Han elsker mig," indvendte hun. "Selvom vi ikke nødvendigvis er enige om alt."

[Callistus S. Bancroft]

Callistus tillod sig stadig at have sine tvivl om netop dét. Hvis Buchanan virkelig elskede Abbie, var det ikke særlig tydeligt i mandens handlinger. Desuden havde han endnu ikke hørt hende sige det sammen om Buchanan.

Han rakte frem for sig, og tog en af de søde kiks som han dyppede instinktivt i teen inden han spiste den, imens han tænkte.

"Det er eget muligt, Abbie. Men for mig at se, elsker han sit arbejde og sin stolthed højere. Det er muligt jeg har fejltolket, men det er min umiddelbare vurdering. Og jeg vil ikke have at du bliver såret. Jeg elsker dig jo også, ved du nok."

[Abigail Bancroft]

Det var endnu en tanke, som Abbie allerede selv havde tænkt af flere omgange og den sank tungt i hende nu. Hun lagde det ene ben over det andet, tog en indånding og mindede sig om, hvad Sylvester havde sagt.

"Det ved jeg," forsikrede hun ham forsonligt og hævede koppen igen. Hun drak ikke, men trak den ene tommel over porcelænskanten.

"Men jeg har talt med ham. Han troede aldrig på hende," i hvert fald ikke, hvad hun havde forstået. "Han har et underligt syn på retfærdighed, bedstefar, men han respekterer vores familie. Han respekterer dig. Og mig."