Alt på et bræt [s]

[Odile Moreau Rosier]

Odiles hovede gled igen helt automatisk lidt til siden og blottede hendes hals for ham, mens de dæmpede ord, sammen med hans erfarne fingre, fik hende til at slippe et skælvende suk.

Sukket endte i en utilfreds lyd da han trak hånden væk og hun mødte igen hans blik, hvor autoriteten i både hans mørke blik og hæse stemme, fik begæret i hendes eget blik til at flamme.

I næsten enhver anden situation, havde en ordre som den hun lige havde fået, i stedet resultere i franske eder og smækkende døre, men hun sagde ikke noget. I stedet rejste hun sig i en ubesværet bevægelse fra hans skød og endte stående foran ham.

Uden at slippe hans blik, begyndte hun langsomt at knappe den mørke bluse op, knap efter knap, indtil hun kunne krænge den ud over skuldrene og afsløre toppen af det sorte korset hun havde på under den, sammen med en lys underkjole. Det var måske en kende gammeldags, selv for en heks, men det var en stil hun altid havde fundet sig godt tilpas i. Hun fortsatte ved at række om bag sig selv og løsne skørtet, før hun bukkede sig forover og skubbede det langt nok ned, til at kunne træde ud af det.

[Lucian Rosier]

Lucians blik fulgte Odile forventningsfuldt da hun steg af ham og begyndte at klæde sig af foran ham. For hver knap hun knappede op blev begæret i hans mørke blik desto mere fremtrædende, indtil skørtet fulgte samme vej som hendes bluse, og hun endte med at stå tilbage kun i korset, underkjole og blonder.

Hans blik gled værdsættende op og ned af hende og slugte hendes former, før han rakte ud efter hende for at kalde hende tilbage til sig igen. Lucian sagde ikke et ord, men holdt stadig Odiles blik da han lod hænderne slange sig omkring hendes krop, og trak i trådene som holdt korsettet spændt fast omkring hende. Lidt efter lidt løsnede den indtil den kunne blive trukket af hende, og Lucians fingre i stedet kunne løbe over den tynde underkjole.

[Odile Moreau Rosier]

Odile rankede sig under hans vandrende blik og selvom det ville have været lettere at hægte korsettet op foran, trådte hun ind mellem hans knæ og lod ham løsne det ved snørene der krydsede over hendes ryg. Hvem var hun at fratage ham den fornøjelse - især når den gav hende lige så meget.

Befriet for stivere, gøs hun svagt under hans fingre og lod igen fingrene stryge langs hans kæbe, men lod ellers ham bestemme farten. Ikke fordi hun var underdanig, men ganske simpelt fordi hun kunne lide det sådan.

[Lucian Rosier]

Det var en balancegang mellem behovet for at mærke hende igen, og den pirrende dans de havde med hinanden. Lucian nød følelsen af Odiles gysen under hans fingre, og gjorde nytte af sin erfaring med at finde hendes svage punkter til at få reaktionen frem i hende.

Stadig siddende i stolen lod han hænderne falde til Odiles hofter, før de krøb under hendes underkjole, og nok en gang nåede de fine blonder.
"Ligesom i Alsace." kommenterede han med et sigende glimt i øjet da han fangede Odiles blik igen, og holdt det, mens hans fingre krummede sig om kanten af blonderne og trak ned i dem.

[Odile Moreau Rosier]

Et indforstået smil krusede sig på Odiles læber, mens hun mærkede hans fingre hægte sig omkring kanten af hendes trusser "[/i]Comme en Alsace..[/i]" gentog hun ham og lagde en hånd mod hans skulder for at holde balancen, mens hun trådte ud af blonderne, da de gled ned omkring hendes ankler.

Det var befriende og ophidsende på én gang, at stå tilbage kun i den tynde underkjole og hun gøs svagt. Ikke fordi hun frøs, for rummet var varmt og behageligt, men i klar forventning, om hvad der ville komme næst.

[Lucian Rosier]

Mens Odile var trådt ud af sit undertøj, havde Lucian nok en gang ladt sine hænder følge hendes ben hele vejen op til hendes lår. Han havde mærket hende skælve i forventning, og det havde lokket hans mundviger endnu et hak opad, mens han ikke helt kunne fortrænge en egen forventningsfuld skælven. Det var også ret afslørende i hans hånds vandring mod Odiles inderlår og videre op.

Han følte sig overpåklædt, i forhold til hans næsten afklædte hustru. Men selv om at alt i ham havde lyst til at afklæde sig med hende, kunne han lide at trække tiden ud sammen med hende. Tage sig god tid til at røre hende og pirre hende. Hendes reaktioner og visheden om at hun ville have mere var altid nok til at få hans egen ophidselse til at boble op.
Med et grådigt glimt i de mørke øjne nåede hans hånd hele vejen op mellem Odiles ben igen, og genoptog de intime berøringer han tidligere var påbegyndt, mens han med den anden hånd trak hende tættere på sig.

[Odile Moreau Rosier]

Odile sitrede af forventning indvendigt, en følelse der kun blev stærkere, over måden han betragtede hende på. Lidt som et rovdyr der havde udset sig et bytte. Den side af deres forhold havde altid været intens. Ikke fordi hun havde så meget at sammenligne med. Hun havde ikke været sammen med andre mænd end ham på den måde og selvom aldersforskellen i starten havde gjort hende skeptisk, havde hun også måttet indrømme ret tidligt, at det også kun havde gjort ham mere erfaren.

Hendes øjne gled i som hans fingre nåede målet og et tungt suk gled over hendes læber, mens hun igen lagde en hånd mod hans skulder, da benene et øjeblik truede med at give efter under hende "Je veux te sentir.." ordene var dæmpede, men blikket mørkt af begær, mens hun lod det møde hans igen da han trak hende tættere.


*Jeg vil mærke dig.

[Lucian Rosier]

Det var ikke til at sige om det var det tunge suk hun gav fra sig da han rørte hende, følelsen af hendes begær mod hans fingre, eller lyden af hendes dæmpede ord, som ophidsede Lucian mest. I virkeligheden var det måske en blanding af hele billedet, som fik intensiteten i hans blik til at stige.

"Patience..." Hans stemme var knapt mere end en hvisken, men det lykkedes ham ikke at skærme sit eget begær efter hende. Odile havde ikke været hans første kvinde, men siden de blev gift, havde hun været hans eneste. Og der havde aldrig været noget han havde manglet i deres private liv sammen; deres behov syntes at udfylde hinanden.
Uden at fjerne sin ene hånd fra sin plads mellem Odiles ben, brugte han sin anden til at knappe sine bukser op. Det var en akavet handling i den siddende stilling, især taget i betragtning af hans egen åbenlyse ophidselse, men det lykkedes ham med den mindste smule besvær at få åbne bukserne.
"Voulez-vous m'aider?" spurgte han dæmpet.

[Odile Moreau Rosier]

Et smil spøgte på Odiles læber over det ene ord, mens hun blødt vuggede mod hans hånd "Jamais.." svarede hun midt i en tung udånding og åbnede øjnene igen, da hun kunne mærke ham bevæge sig.

Læberne skiltes i et bredere smil mens hun fulgte hans momentære kamp med knapperne, men begæret blev på samme tid kun tydeligere i hendes blik. Hun svarede ham ikke denne gang, i hvert fald ikke med ord, men de var heller ikke behøvet, da hun i en smidig bevægelse, satte sig på knæ foran ham. Med lidt hjælp, fik hun bukserne krænget ud under ham og måtte læne sig lidt tilbage for at få dem helt af. Med hænderne strygende op langs hans nu blottede ben, lænede hun sig frem mod ham igen, men i stedet for at gå efter det mest åbenlyse, og det hun egentlig hungrede efter, lod hun hænderne fortsætte op over hans overkrop og begyndte at åbne knapperne i hans skjorte.


*Aldrig

[Lucian Rosier]

Der var tydeligvis ikke behov for en udveksling af flere ord mellem dem, som de lod handlingerne tale for dem i stedet for. Lucian fulgte sin hustru vågent med blikket mens hun først hjalp ham med bukserne, før hænderne vandrede op til skjorten, og knapperne gik op én efter én. At Odile var kommet tættere på ham gav Lucian friheden til at hæve en hånd til hendes ansigt, og strøg kælent en hånd over hendes kind og fulgte én af hendes mørke lokker med fingrene.

Det var måske ét af de punkter hvor Odile kunne pirre ham lige så meget som han pirrede hende, for i takt med at hun blotlagde hans brystkasse, steg hans behov for at mærke hende kun yderligere. Hans hjerterytme steg, og den tydeligere reaktion på hans ophidselse var afslørende. Hans anden hånd lagde sig derfor snart efter mod kurven af Odiles bryst kun dækket af hendes underkjole, og en dæmpet brummen kom fra ham.
"Je te veux. À présent." åndede han varmt.

[Odile Moreau Rosier]

Odile sugede alle Lucians reaktioner til sig og hendes blik spillede mens hun bøjede hovedet nok, til at kunne plante et dvælende kys mod hans bryst. Hånden mod hendes eget fik kun begæret til at skinne kraftigere i hendes blik, mens hun krængede hans skjorte ud over de brede skuldre, men stoppede da den var halvvejs nede over hans arme, så de et øjeblik var låst fast. I hvert fald så længe han tillod det "Patience.. gentog hun ham udfordrende og fortsatte sine kys op mod hans hals.

[Lucian Rosier]

En forpint lyd kom fra Lucian, hvis arme var blevet låst fast da Odile krængede hans skjorte ned over hans arme, men udover dét gjorde han intet i form af protest. Han foretrak at være den med kontrollen, men han havde intet imod at lade hende få den - for øjeblikket. Det intense glimt i de mørke øjne på hende indikerede tydeligt at han forventede hendes underkastelse til ham inden længe.

Hans hånd havde måttet slippe Odiles bryst da hans arme blev låst, men han kunne stadig når hendes hofte og hendes lår, noget Lucian omgående udnyttede ved at trække hende helt op i hans skød, og nærmere bestemt på den tydelige bule i hans undertøj. Han sagde intet, men gav blot en utålmodig brummen fra sig, da hans læber igen vandrede over Odiles hals.

[Odile Moreau Rosier]

Odile vidste hun ikke reelt ville kunne fastholde ham. Og han vidste det. Hun læste det tydeligt i hans blik, mens hun fulgte hans træk og satte et knæ i hynden på hver side af ham. Heldigvis var stolen bred og hun kunne lige være der, mens hun igen lagde nakken lidt tilbage, for at give hans insisterende læber plads mod sin hals "Tu me rends fou.." mumlede hun, mens hun helt bevidst trykkede sig ned mod ham i en vuggende bevægelse, forhåbentligt til ligeså stor fornøjelse for ham, som det var for hende.


*You drive me crazy.

[Lucian Rosier]

Det var helt klart på grund af Odiles æggende vuggende hofte i hans skød, at Lucian lod tænderne strejfe hendes silkebløde hus over den strakte hals. Han behøvede ikke overveje sandheden i hendes ord; han kunne mærke det i hende. Måden hun bevægede sig mod ham, hvordan hendes åndedræt blev tungere, og lydene hun gav fra sig. Han var da heller ikke selv upåvirket, tydeligt bevist gennem bulen hun trykkede sig mod.

"Montre-moi..." Hans stemme var en hæs brummen. Hans fingre havde krummet sig omkring Odiles hofte, og han trak hende nu mærkbart ned mod sig, så hun umuligt kunne undgå at mærke hans begær efter hende. Legen ville snart være ovre, havde han besluttet.

[Odile Moreau Rosier]

Et smil krusede sig på Odiles læber og skilte dem, ved de simple ord og hun sænkede langsomt hagen igen, for at kunne se ham i øjnene. Se begæret der ulmede der og pustede yderligere til hendes eget.

Hun kunne fortsætte den æggende vuggen imod ham og nå sin egen forløsning, men slap i stedet skjorten og hævede sig i stedet lidt op fra hans skød, med hænderne mod hans skuldre og et sigende blik fordi der stadig var et lag stof i vejen.