When life gives you lemons..

[Sylvester Buchanan]

Nogenlunde alt hvad Sylvester havde frygtet ville ske når han talte med Bancroft, var nøjagtigt hvad der var sket og han var ikke i verdens bedste humør, da han nåede tilbage til sin egen afdeling.

Det havde været planen at tage et øjeblik til at sunde sig og tænke alternativer før han opsøgte Abigail Bancroft , men også den plan blev forpurret, da han fik øje på hende ved et af skrivebordene, med en favnfuld mapper. Alt til trods plantede synes også et svagt smil på hans læber, mens han et øjeblik vejede mellem at gå direkte ind på sit kontor, eller udnytte muligheden for at tale med hende med det samme.

Hans fødder tog beslutningen da hun gik videre mod et andet bord og han afskar hende diskret på halvvejen, så hun var nødt til at stoppe "Miss Bancroft. Kan jeg låne Dem et øjeblik når De er færdig herude?"

[Abigail Bancroft]

Der var altid rigeligt at se til for assistenten, der denne dag måtte sikre sig, at alle sagsmapper tilknyttet en sag var klar til at komme for højmagiratet. Hun havde allerede favnen fuld af mapper, da afdelingens overhoved pludselig stod foran hende.

Deres forhold måtte stadig være skjult, men hun kunne ikke holde ansigtet fra at lyse op ved synet af ham. Et let smil strejfede hendes læber.

"Selvfølgelig, Mr. Buchanan."

[Sylvester Buchanan]

SYlvester besvarede accepten med et svagt smil, der ikke helt nåede hans blik, før han fortsatte videre ind på sit eget kontor.

Han stod et øjeblik indenfor døren og tog en dyb indånding, før han gik hen til det lille skab i reolen, der husede en enkelt, god flaske, tænkt til vigtige møder - og til tilfælde som dette, hvor han virkelig trængte til noget stærkt.

Han stod stadig samme sted, dog med et par mundfulde mindre i glasset, da det bankede på døren og han vente sig halvt mod døren "Ja?"

[Abigail Bancroft]

Det var ikke meget, Abbie var nødt til at ordne først. Hun fik samlet to sagsmapper mere fra den auror, hun havde været på vej hen til og en mere fra afdelingsassistenten. Det var med dem i favnen, at hun bankede på den solide trædør og ventede, til hun blev kaldt ind.

Smilet om hendes læber var indforstået, da hun trådte frem mod ham. “Hvad kan jeg gøre for dig, Mr. Buchanan?” Tonen var kælen nu. Privat.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester sendte hende et mat smil da hun trådte ind og tømte glasset før han satte det fra sig og gik hende i møde "Jeg havde bare brug for at se dig." erklærede han og løftede den ene hånd, for at stryge hende ømt over kinden før han tilføjede "Og der var noget jeg ville tale med dig om."

[Abigail Bancroft]

Der var i forvejen ømhed i de brune øjne, men den blev kun mere udtalt ved Sylvesters berøring. Abbie smilede varmt til ham, selvom noget ved hendes udstråling satte en linje mellem hendes bryn.

“Ja?”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester stod for anden gang inden for alt for kort tid og måtte tage mentalt tilløb til at sige noget, der var to sider af samme sag. Det burde være ligetil, men føltes alt andet.

Han lod hånden falde igen og et par af rynkerne på hans pande blev mere fremtrædende, uden at han var bevidst om det "Jeg har talt med din farfar." startede han ud, mens hans ansigtsudtryk allerede havde afsløret udfaldet.

[Abigail Bancroft]

Abbie vidste det med det samme; hun kunne høre det i hans stemme og se det i linjerne i hans pande. Hjertet sank, men alligevel hørte hun sig selv slippe et opfordrende:

"Ja?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester fremtvang et mat smil og han rakte ud og tog hendes hænder mens han rystede på hovedet "Han sagde nej, Abbie. Meget endegyldigt." han åndede tungt ud og havde en stærk impuls til bare at trække hende tæt og begrave ansigtet ved hendes skulder, men gjorde det ikke "Han mente, at min indblanding i Weasley-sagen, betød jeg ikke ville være loyal til dig."

[Abigail Bancroft]

Abbie havde allerede set det i hans udtryk, men det gjorde det ikke nemmere at forstå. Bedstefaderens bekymring fik hende da også til momentært at tøve.

"Men det vil du," svarede hun, men kunne ikke helt holde det fra at lyde spørgende.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester tøvede ikke da han nikkede og gav impulsivt hendes hænder et forsikrende klem "Selvfølgelig vil jeg det." han mente det, selvom det måske ikke i forhold til hendes farfar var så sort og hvidt "Jeg elsker dig." fortsatte han, uden at tage hendes spørgende tone, for mere end den var. Han var selv en smule usikker på hvad næste skridt ville være, så hvorfor ville hun ikke være det samme.

[Abigail Bancroft]

Det forsikrende klem var lige så beroligende som svaret og Abbie mærkede sine skuldre falde på plads, uden hun vidste, hvornår de havde hævet sig. Hun strammede grebet lidt om hans hænder og nikkede en enkelt gang.

“Jeg elsker også dig, Sylvester,” gengældte hun, tonen tung af følelser. Det nev lidt i næsen og hun tog en indånding. “Så højt.”

[Sylvester Buchanan]

Uden helt at have været bevidst om det, havde hans skuldre været en smule anspændte, men da hun gengældte de tre små, men så uendeligt vigtige, ord, faldt de og han slap hendes hænder, for i stedet at lægge armene omkring hende og trække hende tæt i en omfavnelse.

"Jeg kan forsøge at tale med ham igen.." begyndte han, dæmpet ind mod hendes mørke hår, selvom endnu et møde med Bancroft som det han lige havde haft, var nogenlunde lige så tillokkende, som en tandudtrækning uden bedøvelse "Men jeg tror ikke han ændrer mening."

[Abigail Bancroft]

Abbie var blød, som hun sank ind i en varm favn. Det var alt sammen et Herrens rod, som hun helst af alt ville lægge bag sig. Lige i dét øjeblik kunne hun ikke undgå at føle en inderlig modvilje mod Callistus S. Bancroft, der ikke tillod hende endelig at få sin eventyrslutning. Hun var tavs lidt, lyttede blot til hans ord og hjertes rytme.

"Jeg taler med ham," svarede hun dæmpet. Men der var ingen tvivl eller tøven i tonen.

[Sylvester Buchanan]

Mere end noget andet gav det ham en smule indre ro at stå der med hende i armene, i vished om, at de trods alt var enige om det vigtigste.

Hendes dæmpede konstatering fik hans bryn til at krybe sammen og han løftede langsomt hovedet igen for at kunne se på hende, uden dog at løsne armenes favntag "Tror du det ville gøre en forskel?" spurgte han, nok mest bekymret for, at den ældre troldmand ville få held af at overbevise hende om, at han vitterligt ikke var god nok til hende.