Når stormen er stilnet af

[Agnes Rosier]

Da hun stadig boede hjemme, havde Agnes kun forladt skolen i jule- og sommerferien. Nu havde hun dog efterhånden vænnet sig til at tage til Cornwall i hver ferie og denne påske var ingen undtagelse. Hun holdt sig stadig meget for sig selv, gik på opdagelse i Rosier-hjemmet og den tilhørende grund eller drev ud langs kysten. Normalt gik hun alene, men da Odile Moreau Rosier havde foreslået at gå ud, havde Agnes taget imod selskabet.

Hendes mor havde altid fodret fugle. I timevis havde hun siddet ude i haven og kastet gammelt brød til dem. Agnes havde aldrig forstået det, men nu gik hun alligevel langs kysten ved siden af værgen med en pose brødstumper i favnen.

For en gangs skyld var havet roligt, næsten helt stille. Resterne af stormen lå stadig i luften, men hun syntes næsten at forstå. Forstå, at der kunne være kaos kun for at efterlade i en øredøvende stilhed. Hun så over omgivelserne, søgte fugle at fodre, men så umiddelbart ingen.

[Odile Moreau Rosier]

Odile gik ikke meget op i højtiden, men havde nydt at have Matheo Rosier hjemme og med ham også Agnes. Selv efter snart halvandet år, var det tydeligt at pigen stadig ikke helt følte sig hjemme, uden at Odile for alvor kunne holde det imod hende og slet ikke, når hun kun var der i ferierne. I hvert fald indtil både hun og sønnen var færdige på Hogwarts.

Hun trak det mørke sjal lidt tættere sammen om skuldrene og betragtede pigen undersøgende, som hun stod der med posen i favnen "Ça va bien, chéri? spurgte hun og fortsatte på engelsk, der trods snart tyve år i England, stadig havde en umiskendelig accent "På skolen. Det går godt, ja?"

[Agnes Rosier]

Agnes havde travlt med at spejde efter fugle og havde ikke noget imod tavsheden. Faktisk foretrak hun den over det spørgsmål, hun pludselig blev stillet. Selv efter seksten måneder var hun ikke sikker på, hvad det ville sige, at ting gik godt.

"Mine karakterer ligger stabilt," konstaterede hun. Det var mere, end hvad man kunne sige for tiden efter moderens død. Men med de forestående U.G.L'er var det nok meget heldigt.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles blik gled momentært over klipperne, men så ingen fugle ud over nogle enlige måger, der svævede over vandet "Non, chéri. Jeg mente ikke dine karakterer." blikket vendte tilbage til pigen med et blødt smil "Der er vigtigere ting end karakterer." hun slap sjalet med den ene hånd, rakte ud og strøg en lok hår væk fra pigens ansigt "Dig. Hvordan har du det?"

[Agnes Rosier]

Endelig fik Agnes øje på fugle; to måger svævede over dem, langt væk. Hun fulgte dem med blikket, indtil den blide berøring trak hendes blik tilbage. Hun blinkede en enkelt gang med en uplacerbar følelse af noget ... andet end tryghed. Så forsvandt det igen.

“Hvad tror du egentlig, der sker med fugle, når de dør?” spurgte Agnes i stedet for at besvare spørgsmålet og kiggede tilbage ud på mågerne over havet.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles bryn krøb lidt sammen over spørgsmålet, mens hun lod hånden falde og i stedet rettede lidt på brochen der holdt sjale sammen over brystet "Avec les oiseaux?" hun rystede på hovedet "Det ved jeg ikke. Måske de flyver væk til et andet sted hvor vi ikke kan følge dem." hun troede ikke selv på det og var overbevist om døden ikke bragte hverken et andet eller et bedre sted med sig, men døden behøvede heller ikke være definitiv.

[Agnes Rosier]

Agnes nikkede lidt og så ud over vandet. Hun havde kun set enkelte døde fugle i sit liv, selvom hun knapt huskede dage uden mågeskrig og duers kurren.

“Hvis jeg var en måge, ville jeg flyve ud over havet, når jeg skulle til at dø,” konstaterede hun tankefuldt. Så var der ikke et rod, som de efterladte skulle forholde sig til.

[Odile Moreau Rosier]

Odile kneb øjnene lidt sammen og blikket gled vurderende over Agnes's ansigt, men hun igen stod med blikket ud over vandet "
C'est une belle pensée, mais.." hun gestikulerede med den ene hånd og fortsatte "Du er for ung til at give døden så meget omtanke, non?"

Hun krydsede armene løst over brystet, under sjalet og så selv ud over havet, der strakte sig uendeligt mod den grå horisont "På fransk vi siger; En face de la mort, on comprend mieux la vie." igen bevægede den ene hånd sig blødt i luften mens hun talte "Når vi har stået ansigt til ansigt med Døden, vi forstår livet bedre." oversatte hun og fortsatte "Det kan gøre dig stærkere selvom det gør ondt."

[Agnes Rosier]

Agnes vidste ikke, om hun reelt set var for ung til det. Hun tænkte i hvert faldt ofte og meget på det og vidste ikke, hvordan man stoppede igen. Hun rettede lidt på posen med brødstykker og ventede tålmodigt på oversættelsen, selvom den ikke var nødvendig. Hun havde trods alt fået fransk ind med modermælken.

"Jeg forstår ikke livet bedre," svarede hun, tøvende. "Eller døden."

[Odile Moreau Rosier]

Odile smilede svagt "Men det gør du alligevel." vedholdt hun og fulgte en af mågerne med blikket, mens den cirklede ind over dem og stranden "Du forstår at livet er skrøbeligt.. du forstår værdien af det bedre end mange andre.. n'est-ce pas?"

[Agnes Rosier]

Uanset, hvad Odile ellers sagde, mente Agnes ikke at have mere forstand på noget efter moderens død, snarere tværtimod. Hun så tomt ud over havet, men vidste ikke, hvad hun skulle sige. At erklære sig uenig ville være uhøfligt.

Så hun forholdt sig tavs.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var komfortabel med tavshed og med stilhed og havde ikke travlt med at fylde den ud, selvom det var hende der også først brød den "Jeg kan ikke erstatte din maman, moineau, men du må altid tale med mig, hvis noget bekymrer dig, ja?" hun løftede hånden igen og lagde den blødt mellem Agnes's skulderblade, lige under den blottede nakke "Du er en del af den her familie også."

[Agnes Rosier]

Først ved berøringen så Agnes tilbage på Odile. Hun sagde ikke noget med det samme, for det eneste hun kunne tænke på, var hvor mange levende måger, hun havde set igennem sin tid og hvor få døde. Så smilede hun ganske svagt.

"Tak, madame."

[Odile Moreau Rosier]

Odiles smil var imødekommende, måske næsten varmt, hvis man ikke så ind bag det og så det vurderende i hendes blik, der målte og vejede pigen før hun drejede hovedet og etablerede øjenkontakt "De rien, chérie."

Hun lod hånden blive liggende og spejdede ud over havet "Jeg tror ikke vi finder mange fugle her i dag. Måske vi skulle gå tilbage og prøve i haven." mere konstaterede hun end spurgte "Hvis ikke Dante har skræmt alle småfuglene væk."

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke helt klar til at gå tilbage til huset. Hun kunne ikke sætte en finger på hvorfor, men noget ved at være der gav hende en underlig fornemmelse i maven. I diametral modsætning til det, fandt hun følelse af frihed og vægtløshed ude ved kysten.

Alligevel nikkede hun, tøvede dog et øjeblik, men satte så i bevægelse mod huset.