Sound of sleigh bells in the snow [TW: selvmord]

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der var for enden af gangen, eller om det overhovedet var noget. Hendes opmærksomhed var dog fanget og hun slap en overrasket lyd, da fingre lukkede sig om hendes arm.

"Ingen steder," svarede hun, sandfærdigt nok. "Men jeg har aldrig været i denne del af huset."

[Matheo Rosier]

"Kig ned, Agnes," Kom det fra Matheo. Hånden forlod endnu ikke hendes arm, selvom grebet blev løsnet en smule. Han skævede sigende ned af den hvirvlende trappe af sten.

"Intet gelænder. Skæve trin. Du kan slå dig. Der er en grund til at vi ikke går rundt i den her del af huset."

[Agnes Rosier]

Agnes kiggede ned, som hun blev opfordret til og hjertet slog lidt hårdere. For blot et døgn siden havde hun ikke haft en anelse om, hvad sådan et fald kunne gøre ved kroppen. Hun så på Matheo.

"Dine forældre kunne vel nemt reparere det," pointerede hun dæmpet, men tog dog et skridt bagud.

[Matheo Rosier]

"Jeg tror ikke du har en ide om hvor gammel den her bygning er..." Begyndte Matheo. Han slap kun grebet om hendes arm, så hun kunne mærke hvor farefuldt det egentlig var at stå i toppen af en sådan trappe. Selvfølgelig var han mere end klar på at gribe hende, skulle hun vælge at læne sig frem.

"Det ville være en skam at reparere noget bare fordi der skævt og unikt. Man skal beskytte det." 

[Agnes Rosier]

Agnes havde endnu ikke tilgivet Matheo for natten, men det virkede af uvisse årsager ikke så vigtigt lige nu. Måske var det alt sammen druknet i følelsesløsheden. Hun tænkte ikke over det, men lænede sig frem for at se ned, mens han talte.

Fortsættelsen fik hende til at dreje sig mod ham igen og denne gang var han væsentligt tættere på, end hun huskede. Hun fugtede læberne og mærkede pulsen stige.

"Ja," hviskede hun åndeløst med et blik, der flakkede let mellem hans øjne.

[Matheo Rosier]

Matheo mærkede knuderne indeni, da Agnes lænede sig fremad. Hånden strakte sig lidt for at kunne gribe fat i hende, skulle hun blot læne sig millimeter frem endnu.

Det var vigtigt at hun mærkede og så faren ved at liste rundt på egen hånd i en gren af huset hun ikke kendte. Da hun vendte sig mod ham, vendte han håndfladen opad, som anmodning til at hun skulle tage den.

"Kom..."

[Agnes Rosier]

Agnes tog ikke hånden med det samme, men så ned på den med et vurderende blik. Så fandt hun atter hans blik, gav ham et lille nik, men ikke sin hånd.

I stedet så hun tålmodigt mod spisestuen, som hun ville bevæge sig mod, når han flyttede sig.

[Matheo Rosier]

Der var det igen. En eller anden uvillighed, der både bragte hans sind i kog, og som pirrede en mærkværdig legesyghed i ham. Matheo havde tænkt på Agnes fjernhed og føjelighed da han tilfredsstillede sig selv tidligere. Men det var faktisk hendes mistroiskhed, da hun havde slået kors over de små strittende markeringer under natkjolen, der havde sendt ham i mål. Det var uregerligheden han ville tæmme. Uskyldigheden han ville beskytte, men også skabe lidt oprør i, så han kunne se hvordan det mon formede hende.

Han flyttede sig ikke, men strakte bare fingrene lidt i fortsat anmodning.

[Agnes Rosier]

Sådan kunne de snildt så i dagevis, men Rosier-familien havde trods alt taget hende ind. Hvad ellers havde hun tilbage?

Agnes lagde langsomt sin hånd i hans. "Skal vi?"

[Matheo Rosier]

Hånden lukkede sig om Agnes med en vis tilfredshed. "Det skal vi," medstemte han før de fulgtes til morgenbordet.

Matheo forsøgte at være nogenlunde i nærheden af Agnes gennem det meste af dagen, men det var også praktiske anliggender han ikke kunne deltage i. Snak med efterretningen. Med den juridiske afdeling omkring en ung heks uden meget bagland at falde tilbage på.

Om aftenen fulgte Matheo sin forlovede ind i kammeret igen, men denne gang sov han ikke derinde. Faktisk var søvnen svær for ham at finde, og da han gjorde, var den kun kortvarig. Han vågnede omtrent klokken tre, med en pressende fornemmelse i fronten af natbukserne.

Den første aften kunne han klare det selv til de billeder hun havde givet ham. Den kommende, havde han dog brug for mere. Og det var måske derfor han listede sig mod hendes kammer midt på natten, for at træde ind i rummet med listende skridt og klikkede døren blidt i bag sig.

[Agnes Rosier]

Det var nogle af de længste dage i Agnes' liv. Men de gik dog. Langsomt, så uendeligt langsomt. Det meste af tiden tænkte hun på skrå mavemuskler, der kunne afbløde fald. Hun undgik ikke Matheo, ikke aktivt. Men hun åndede alligevel friere i de stunder, hvor han ikke var der.

Hun havde da også fundet ro, da hun lå alene inde på sit værelse. Enkelte røde krøller havde revet sig fri af den franske fletning, hun samlede sit hår i om natten. Ved lyden af døren vågnede hun ikke, men vendte sig blot om på den anden side.

[Matheo Rosier]

Fodtrinene var forsigtige, selvom det summede under huden i spænding over at snige sig herind. Ind i rammer der, med dagene, var begyndt at dufte mere af Agnes, og bære mere præg af hendes tilstedeværelse. Han nærmede sig sengen, men satte sig ikke denne gang.

Hun så rolig ud. Selvom hun havde bevæget sig, kunne han høre hendes åndedræt mellem egne hjerteslag. Hun sov... Og det var derfor han lod en hånd glide ned i natbukserne.

Nok var han en teenagedreng, men hans behov havde ikke været så stort før disse dage. En gang om dagen var heller ikke nok, og spændingerne skulle væk.

[Agnes Rosier]

Agnes rykkede lidt på sig, da der pludselig kom en fremmed lyd ind. Stof, der blev flyttet af en hånds bevægelse.

Hun slap et dæmpet suk i søvne og trak benene op under sig, så et lyst ben kom til syne. Natkjolen, der normalt gik til midt på skinnebenet, var blevet rykket op af hendes moslen i løbet af natten.

[Matheo Rosier]

Øjnene gled over sengen og Agnes skikkelse deri mellem de sovekrøllede lagener. Da han bemærkede benet mosle sig ud, var det blot endnu et syn han kunne hægte sig ved som hånden gled op og ned.

En ødelagt skabning, men alligevel uskyldig med sin aftenbøn og tynde natkjole.

Han lukkede fortænderne om underlæben, da følelsen blev mere intens, og stod nu helt tæt på sengen.

[Agnes Rosier]

Lydene blev registreret og da et halvkvalt udbrud lød, slog Agnes øjnene op. Blikket flakkede over scenariet. Hånden i bukserne, den synlige pulsåre, udtrykket på hans ansigt.

Hun vidste ikke helt, hvad hun så, men det fik hende til at rykke hastigt bagud.

"Hvad laver du?" udbrød hun chokeret.