En plettet samvittighed

[Elias Oliver Wood]

Der blev sunket lidt mere vand. Nærmest for at slukke den smule varme der havde sat sig i ansigtet over samtalen. Han betragtede hende fortsat, let provokeret af de genkendelige ord, men ikke nok til at han følte at han kunne brokke sig over at sirenen gav ham igen.

"Alissa," Fik han alligevel sagt med et lidt opgivent suk. 

"Hvad vil du have at jeg skal sige?"

[Alissa Avery]

Alissa nød at udfordre og der var en vis tilfredsstillelse i måden, han sagde hendes navn på, såvel som det faktum, at han stadig ikke havde sagt, at han ikke havde lyst. Det virkede kun rimeligt efter de spørgsmål, han havde stillet hende.

"Så du vil gerne stille spørgsmålet, men ikke besvare det?" spurgte hun, muligvis retorisk.

[Elias Oliver Wood]

Frem for at læne sig tilbage i stolen, lænede han sig denne gang fremad. Albuerne blev placeret på bordet og lagt over kors i den position. Han pillede lidt ved sit eget kappeærme.

"Måske... kender jeg ikke svaret," erkendte han så, lidt frustreret over at blive presset til det punkt hvor ærlighed virkede som den bedste politik. "Det troede jeg at jeg gjorde, men hvis eliksirens virkning er som jeg er blevet fortalt så... Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle dig."

[Alissa Avery]

Alissa var ikke helt sikker på, hvad hun havde forventet. Ikke den slags ærlighed, i hvert fald. Den fik hende til at ende påfaldende tavs et øjeblik.

Hun tog en tår mere og slikkede et par søde dråber af læberne. Blikket forlod ham på intet tidspunkt.

"Gå lidt med mig," bad hun, fremfor den sædvanlige beordren.

[Elias Oliver Wood]

Måske burde han bare nægte hende bønnen. Samtidig vidste han hvad han havde budt hende, og havde selv brug for at granske sine motivationer. Derfor løftede han sig fra stolen - efterlod mønter og glas på bordet.

Fødderne bevægede sig efter Alissas rytme ned ad gaden. Da han henvendte sig selv til hende igen, var stemmen mere dæmpet af diskretionens hensyn.

"Du stiller mange spørgsmål." Observerede han med en svag trækning i mundvigen.

[Alissa Avery]

Alissa var så vant til at blive opvartet, at hun ikke bemærkede, at Elias betalte. Hun forlod bare beværtningen med ham og satte ned ad vejen.

"Siger du, som kendte du mig ikke," bemærkede hun drilsk.

[Elias Oliver Wood]

Et dæmpet fnys forlod ham. Det lød nærmest underholdt, men han dristede sig ikke at skæve til sin side mod heksen med de lyserøde lokker og det svage røde præg af kirsebærsaft over læberne.

"Jeg troede ikke at jeg kendte dig længere." Hun havde brugt hans ord mod ham fra festen. Nu gengældte han tjenesten, næsten i en underspillet drillen. 

[Alissa Avery]

Det var udfordringen, der havde draget Alissa til Elias og det var den, der fik hende til at smile nu.

"Nej, tilsyneladende ikke," svarede hun, men nød ikke fjendtlig, blot underholdt.

[Elias Oliver Wood]

De seneste dage havde været noget rod. Fra hans ikke-snakken-om-det med kæresten, til tankestrømmene der havde mødt ham efter at have taget afsked med Kala.

Det virkede forløsende at sparre lidt med underholdte bemærkninger, selvom det lå så subtilt over de udvekslede ord. "Der er også gået noget tid, trods alt."

[Alissa Avery]

Der vár gået lang tid. En livstid, føltes det som. Noget i hende havde forandret sig, siden Hamish' ulykke.

Alissa så uudgrundeligt på ham. "Det kan der være noget om."

[Elias Oliver Wood]

Da søgeren fornemmede de grønne øjne mod sig, kunne han ikke helt lade være med at vende ansigtet mod hende - beredt på at skulle sænke hagen en smule på grund af højdeforskellen.

"Det gør det ikke nemmere at læse dig."

[Alissa Avery]

Det var ikke bare en smule, Elias måtte sænke din hage. Alissa målte ikke meget mere end halvanden meter, men følte kun højdeforskellen i, at hun måtte lægge nakken let tilbage.

"Siden hvornår beskæftiger du dig med, hvad der er nemt?"

[Elias Oliver Wood]

Spørgsmålet ramte kernen af hvem han var og hvad der drev ham. Alissa læste ham måske langt bedre, end han nogensinde havde læst hende. Øjnene vedblev mod hendes.

"Siden du ikke længere er det mysterie jeg skal løse." Hun havde været den sværeste kode at knække. Foruden hans egen måske. Den han altid havde anset som værende så ensporet.

[Alissa Avery]

Alissa troede ikke helt op ham. Især ikke efter den udveksling, der havde ledt op til den. Hun så på ham lidt og rettede så blikket frem igen.

"Er hun det?" spurgte hun og lød ikke andet end nysgerrig. "Et mysterium?"

[Elias Oliver Wood]

Selvom han burde have undgået at give springbræt til spørgsmålet, overraskede det ham på en eller anden måde heller ikke. Han fulgte hendes eksempel og vendte blikket hen ad gaden.

"Nej," svarede han så, uden at mene det som en dårlig ting. "Vi har været venner længe. Hun er ærlig og siger tingene som hun ser dem."