En tur ned af mindernes allé [S]

[Calliope Zabini]

"Ja, hvad tror du ellers?" spurgte Calliope så over på ham. Forhåbentlig var det kun hende, der kunne høre, hvor hårdt hjertet slog. Hun skubbede sig ned fra bordet.

"Du ville gerne vide, hvad der er sket. Ikke?"

[Finley Runcorn]

Jo, han ville gerne vide hvad der skete. Det var derfor han, endnu en gang, tog Calliopes hånd og forsvandt ned i mindekarrets tågeslør. En delt pose slik i en krog af slottet, virkede temmelig velkendt efter det sidste minde. Alligevel så han noget i sit eget blik der var så lig noget han havde set i den forgangne mindestund. Det slog ham faktisk, at han godt kunne blive i det minde længe endnu... 

Kontoret var dog ikke deres helligsted længe endnu. For snart måtte de trækkes ud af mindet og dække over sporene. "Shit," Lød det overrumplet fra Finn, da han syntes at høre svigerfars stemme udenfor døren, men et stykke væk. "Er der et sted vi kan gemme os herinde?"

[Calliope Zabini]

De havde efterladt alt for kort tid til rent faktisk at rydde op og selvom de gjorde et forsøg, var hendes minder stadig i karret, da farens stemme lød på den anden side af den tunge dør.

"Fuck," mumlede hun og kraftudtrykket blandede sig med Finleys. "Øh." Hun så rundt. "Kom her!" Hun nåede ikke at tænke over det, før hun greb hans hånd og trak ham med sig ind i et stort skab. Døren var knapt blevet lukket bag dem, før låsen til kontoret gled åben med et klik og Blaise Zabini bevægede sig ind.

Calliope rykkede lidt på sig og prøvede at flytte sin fod væk fra sin plads over Finleys.

[Finley Runcorn]

Der var temmelig mørkt i skabet, men hvorfor skulle der dog også være andet? De stod godt mokket sammen og han måtte virkelig afholde sig fra at udlede en masse bandeord over hendes moslen mod hans fod. Vend.Dig.Om - forsøgte han at mime med læberne og den mest hviskende lyd muligt.

Det ville måske give dem mere plads, vurderede han.

[Calliope Zabini]

De stod alt for tæt, især efter de minder, de lige havde set. Kroppen føltes stadig varmt helt ud i finger- og tåspidser - og det blev bestemt ikke bedre af også at kunne mærke hans varme gennem stoffet.

En prop blev hævet fra en karaffel og indholdet hældt op i et glas, syntes Calliope at kunne høre, da hendes opmærksomhed i stedet blev fanget af Finley igen. Brynene trak sig sammen og et øjeblik var alt, hun havde lyst til, at jokke foden hårdt ned over hans.

Men hun var selvfølgelig ikke interesseret i at blive opdaget derinde, så hun vendte sig i stedet skulende om. Hvor var det fucking typisk, at mindeløse Finley, selv efter alt han havde set, stadig ikke ville være tæt med hende på den måde.

[Finley Runcorn]

Forslaget havde haft flere grunde bag sig. For det første, kunne han undgå hendes skosnuders træden over hans tæer. For det andet, skulle han ikke stå så tæt på hende som han havde været i det første minde, hvis nu han fik en stådreng af det igen. Ikke at det endte med at hjælpe meget da hun vendte sig om.

For selvom Finn, i nogle stunder, var rimelig opsat på at lytte og bede til at svigerfar forlod kontoret, blev han ved med at få Calliopes krøller i ansigtet. Det var da han forsøgte at puffe noget af det væk med hånden, og detved fik blottet hendes hals, at han mærkede blodet glide sydpå igen.

Fuck.

[Calliope Zabini]

Calliope holdt næsten vejret i frygt for at blive opdaget. Hendes far var ikke en hverken urimelig eller modbydelig mand, men hun skulle ikke nyde noget af den endefuld, der ville komme ud af at blive opdaget dér.

Hvor vigtigt det end syntes, lod hun sig alligevel distrahere af fingre, der strejfede hendes hals. Hårene rejste sig over huden, men det havde intet med ubehag at gøre, tværtimod. Og pludselig var der en helt anden grund til, at hun holdt vejret.

[Finley Runcorn]

Fuck. Det måtte bare ikke ske. Finn forsøgte at lægge nakken lidt tilbage, så han ikke blev distraheret af synet af Calliopes blottede nakke i halvmørket, eller af hvor godt hun faktisk duftede når man var så tæt på. Blodet transporteredes dog sydpå som var der ingen svigerfar på den anden side af skabsdøren.

Han forsøgte at læne ryggen lidt tilbage, men der var nærmest intet plads at gøre brug af, så han var rimelig tvunget til at have en stådreng så tæt på sin bedste veninde. Damn.

Der gik nogle solide sekunder, og snart syntes han at høre nogle lyde fra kontoret igen.

[Calliope Zabini]

I et tilsyneladende endeløst øjeblik var det hamrende hjerte alt, Calliope kunne høre. Det dundrede for hendes øre, yderligere ansporet af den varme ånde mod sin nakke. Så brød lyden af høje hæle mod trægulvene igennem og blev snart opfulgt af hendes mors stemme.

Et let tryk bagfra fik hende til at rykke lidt på sig, men der var ikke meget manøvrerum. Faktisk syntes det kun at få hende trykket tættere ind til ham. Hun sank larmende og prøvede at fokusere på samtalen på den anden side af døren - og ikke, hvordan Finley duftede.

[Finley Runcorn]

Nakken var endnu lænet tilbage og Finn forsøgte at finde et eller andet fokuspunkt i skabets loft. Ikke at der vitterligt var noget at se deroppe. Der var ikke en eneste ujævnhed, og det var vildt svært at fokusere på andet end hvordan Calliopes bagdel efterhånden trykkede sig op mod ham på.

Ved merlin og alt der er helligt. Han tyggede om underlæben og forsøgte at lukke øjnene. Tælle til 10. Tælle får (fuck - det var når man skulle sove). Han forsøgte at rokke lidt på sig, så dén måske ikke var i så direkte kontakt, men det gjorde vitterligt kun sagen værre.

[Calliope Zabini]

Calliope havde virkelig ingen anelse om, hvordan hun skulle klare at være derinde med ham. Det føltes allerede, som om der var gået en evighed. Åndedrættet var efterhånden temmelig besværet af at være tvunget ned til sin nær lydløse tilstand.

Og det var dér, hun hørte lydene ude på den anden side af skabsdøren forandre sig. Noget skramlede, bordet gav sig beklagende. De efterfølgende lyde fik hende til at stivne, for noget i hende forstod dem nu. Forstod lyden af stof, der blev skubbet til side og de tunge suk af nydelse.

Blodet løb fra hendes ansigt og fik hende til at spærre øjnene op.

[Finley Runcorn]

Det havde umuligt kunne blive værre. Værre blev det dog, da han ikke blot havde en stådreng til Calliope, men pludselig skulle have en til de indledende lyde af hans svigerforældres brummende og stønnende lyde - samt den der skingre tone af træ der gav sig lidt.

Ved. Fucking. Merlin. Finn klemte øjnene i og forsøgte virkelig at skråle sangtekst for sig selv indeni, mens nydelseslydene fra den anden side af skabsdøren efterhånden steg i intensitet og volume. Og så blev der stille... Ja, med undtagelse af et par udvekslende ord der næsten lød for afslappede i sammenligning med hvordan svigerforældrene lige havde lydt. En dør gik op og lukkede sig igen.

[Calliope Zabini]

Hvert sekund var en evighed, mens lydene udviklede sig på den anden side af døren. Calliope nåede lige at tænke, at hun ville foretrække at få førstehåndserfaringer med dolorosoforbandelse, da de endelig ophørte.

Det vendte sig i hende og hendes mor fnes på den anden side af døren. Hun hørte endda sin fars dybe, brummende latter. Der gik et par øjeblikke mere, før de begge forlod kontoret og lukkede døren bag sig.

Calliope lyttede, ventede og væltede så ud af skabet. "Fuck, nej," sev det fra hende imens.

[Finley Runcorn]

Skabet duftede af Calliopes hår og måske Finns sved, men han forsøgte virkelig ikke at indånde en eneste duft fra kontoret. "Hvad sker der hvis man knækker sig i et mindekar?" spurgte han retorisk.

Ansigtet var helt blussende, men han var nu bevidst om at de måtte få Calliopes minder op derfra og derved slette de sidste spor. Han ville virkelig ikke tænke på hvilke spor svigerforældrene havde efterladt.

[Calliope Zabini]

"Fuck, nej," gentog Calliope, lige dele for sig selv og ham. Der lugtede varmt derinde, lugtede af sved og noget, hun ikke helt kunne placere - eller havde lyst til, for den sags skyld.

"Fuck, nej. Lad os fucking komme ud herfra."