Vinderen tager det hele

[Elias Oliver Wood]

Der var ikke gået mange dage siden han var rykket ind i det nye sted, så stedet bar præg af noget ufærdigt. Rundvisningen i den øverste etage af rækkehuset var derfor ikke den længste, efter at han havde modtaget Kala Patil-Fawley i kaminen nedenunder, men det var nu heller ikke æstetikken han havde inviteret quidditchspilleren for.

"Så, er montrose klar til at få tæv?" spurgte han, da de var dumpet ned i sofaen, i reference til kampen der egentlig først skulle spilles om nogle måneder mellem deres hold. Montrose stod dog klart stærkest for øjeblikket. Han ville heller ikke bare åbne ud med beklagelser. Det var ikke kun Kalas råd han søgte, men også hendes selskab.

[Kala Patil-Fawley]

Det havde været hårdt at træde ind på holdet og for blot et par måneder siden, havde Kala nemt ladet sig slå ud af en sådan bemærkning. Nu blottede hun i stedet tænderne i et smil og slap en munter lyd.

"I dine drømme," bemærkede hun kækt og uden tøven, mens hun trak det ene ben op under sig.

[Elias Oliver Wood]

"Det bliver i det mindste fedt at møde dig på banen igen," Kom det fra Elias med et ærligt smil. Ja, selvom montrose magpies bestemt var nogle af dem i ligaen han frygtede allermest.

"Ville du smage noget af den her?" spurgte han og løftede cideren han havde fået af sin mor, som han havde fragtet ud af køleskabet øjeblikke forinden. Et køleskab der tilmed var blevet fyldt af selvsamme dame, foruden at hun havde givet ham en kasse med diverse påskepyntegenstande.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en lyd af enighed ved konstateringen. Selvom Elias havde søgerpositionen, havde den venskabelige konkurrence altid været der. Hun smilede skævt.

"Jo, hvorfor ikke?" svarede hun retorisk.

[Elias Oliver Wood]

Cideren blev næppe drukket, havde han ikke nogen at dele den med. Det var derfor han snart åbnede flasken og hældte lidt op i de to medbragte glas. Eller... kopper, men han havde ikke taget sig sammen til at pakke den sidste papkasse op. Selv med magi, havde prioriteringen bare ikke været der.

Ryggen lænede sig tilbage i puderne, da han tog den første tår.

"Kala, kan jeg låne dit øre omkring noget?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala tog imod det ene krus med en taknemmelig lyd og lod sig klaske lidt sammen i sofaen. Porcelæn blev lagt mod læberne og hun tog en vurderende tår, der blev fulgt op af en lidt mere sikker, nu hun havde fået smag for sagerne.

"Ja?" Hun så nysgerrigt på ham.

[Elias Oliver Wood]

Cideren havde en sød smag, men også en bitter spidshed til sidst. Det føltes egentlig også bare godt at have en kop at dreje mellem fingrene, mens han kom til sagen.

"Jeg kyssede Alissa Avery til River Felix Martel 's fest," Han gik direkte til sagen. Egentlig tænkte han ikke over at han ikke havde sagt Alissas nu fulde navn.

Han beskrev dernæst hvordan det havde føltes som om det var det eneste han havde haft for øje. Intet andet var overhovedet kommet i betragtning, men han havde ikke følt sig fuld. "Jeg følte mig nærmere... underligt klar i hovedet," afsluttede han fortællingen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala prøvede virkelig at tage den med ro og generelt søge væk fra det dramatiske. Alligevel fik hun nærmest cideren galt i halsen over den indledningsvise konstatering og hun måtte hoste lidt, før Elias kunne fortsætte.

Hun lyttede, tavst og opmærksomt, mens han talte og da han nåede sit afsluttende punktum, følte hun sig noget rundtosset. Det var knapt to dage siden, at hun havde siddet med Kiaan Patil-Fawley, der også havde kysset én, han virkelig ikke burde, til Rivers fest. Hun fugtede læberne.

"Hvordan klar i hovedet?" spurgte hun. "Som når man er på kosten og kigger ud over banen?"

[Elias Oliver Wood]

Efter fortællingen følte Elias sig voldsomt tør i både hals og mund. Det var derfor han vædede ganen med endnu en nippen til cideren, mens han tænkte over spørgsmålet veninden havde stillet ham.

"Ja. Som når jeg ser det gyldne lyn og virkelig glemmer alle tilskuerne og de andre spillere for en stund," Han trommede en smule på koppen, med lydløse fingre. "Hun slog mig så snart Frankie Figg pludselig dukkede op. Og altså... jeg forstår godt hvorfor. Jeg må virkelig have læst ind i de mindste signaler. Måske endda opfundet dem."

[Kala Patil-Fawley]

Quidditch var et sprog, Kala forstod bedre end følelser og hun nikkede. Dét var i hvert fald noget, hun kunne forholde sig til. Tendensen til at falde i svime over den yngste Avery var ikke.

"A-ha," lød det fra hende. Hun troede ikke et sekund på, at han havde læst ind i signaler, der ikke havde været der. Men så slog det hende.

"Uhm. Kiaan sagde noget om festen også." Hun tøvede lidt og fortsatte så. "Noget med, at de havde lavet en eliksir, der ville få én til at følge sine impulser, eller sådan noget. Den var vist i punchen."

[Elias Oliver Wood]

Udtrykket i søgerens øjne var temmelig forbavset. Jemima Burke havde nævnt noget, dagen forinden, om at der kunne have været gang i noget kærlighedseliksir eller lignende. Han havde afvist ideen.

Han pillede ved koppens hank. "Det... har jeg ikke hørt. Jeg drak til gengæld meget af den punch," Og det var også den der var kommet op igen, da han havde knækket sig. "Jeg ved ikke om det ligefrem ville gøre sagen bedre, hvis Alissa var min... impuls."

[Kala Patil-Fawley]

Kala forstod seriøst ikke, hvad der gik af de yngre årgange. Jo, hun havde da også taget elendige beslutninger, drukket for meget og kysset de forkerte. Men at smugle eliksir i folk var alligevel at krydse en grænse.

Hun var tavs lidt, tog en tår cider og betragtede ham. En tung udånding forlod hende.

"Hvad med dig og Jem? Jeg troede, at I ..."

[Elias Oliver Wood]

Det var ikke fordi han ikke havde tænkt nok over det de seneste par dage. Nu var der bare endnu mere at forholde sig til. For hvis der havde været en eliksir i omløb - hvad betød det så, når den havde fremkaldt dén reaktion fra ham? En hånd flugtede gennem håret, før den vendte tilbage til koppen.

"Ja. Det er vi," Han sukkede, ret frustreret over sig selv. "Jeg fortalte hende det hele lige efter, da jeg kom til fornuft igen. Hun blev så knust... men hun vil gerne forsætte fremad, men jeg... jeg har bare brug for svar først, hvis du forstår."

[Kala Patil-Fawley]

Kala pustede ud og hævede brynene. Ikke, at hun ikke selv havde siddet i lignende situation. Hun rystede håret væk fra ansigtet.

"Har du overvejet ..." Hun tøvede lidt, men i sidste ende var Elias en af hendes bedste venner, så hun fortsatte. "Gik det måske for hurtigt mellem jer? Skulle du måske have taget lidt mere tid?" Dét kendte hun i hvert fald alt til.

[Elias Oliver Wood]

Den første tanke han havde var, at benægte det. At komme med en eller anden indvending om at der da var gået nok tid. Samtidig havde bruddet med Alissa (hvis det var hvad man kunne kalde det) været ensidigt og interessen for Jem var vækket i en periode, hvor han stadig slikkede sine sår.

"Jeg... måske. Det har jeg ikke tænkt på," Han vidste bare hvor fandens meget han holdt af Jemima Burke nu. "Selv hvis det dog var tilfældet, kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle have reageret sådan. Det gør mig skide nervøs for om det kan gentage sig. Det er jo ikke ligefrem første gang jeg sårer Jem."

Der var dengang han indledte sit forhold til Alissa, hvor han havde holdt det hemmeligt. Hvor Jemima havde fortalt om sine følelser, og han havde røbet dem han havde for hendes største rival.