Når man har hovedet i skyerne, ser man ikke smasherne

[Kiaan Patil-Fawley]

Olive O'Neal

Det havde været med en bitter smag i munden at Kiaan havde deltaget på Quidditch-træningen dén eftermiddag. Den sidste kamp mod Hufflepuff før påskeferien havde ført til et knapt nederlag, og sæsonen var i grunden ovre for slangernes vedkommende. Nu gjaldt det bare at se om det stadig var dem der ledte med pointsummen når årets sidste kamp var overstået.

Ikke desto mindre betød det ikke at Slytherin-holdet tog ferie, og holdet var blevet kaldt ud på banen. Kiaan havde været oppe i luften og øvede sig på et par manøvre som sendte hans Comet i nogle halsbrækkende stunt gennem luften. Pludselige sving og dyk, som simulerede alle de manøvrer han måtte udføre i en kamp når han jagede den lille gyldne bold. Han var helt væk i sin egen verden, og netop da han var midt i et dyk og trak op i kosteskaftet for at rette op igen, hørte han stemmen fra én af hans holdkammerater.
"Kiaan!"

Da Kiaan kom til sig selv igen var han omringet af hans holdkammerater, som forsigtigt var ved at bringe ham til hospitalsfløjen. Det dunkede voldsomt i hans hoved, og hans ene arm skreg i smerte. Han havde en smag af blod i munden. Han var  alt for fortumlet til at opfatte hvad der skete, andet end at han blev placeret i én af sengene på hospitalsfløjen, mens sygeplejeren undersøgte ham. Alt andet sejlede for ham.

[Olive O'Neal]

Olive blandede sig virkelig ikke i, hvad Kiaan Patil-Fawley gik og foretog sig. Han var et kapitel, der for længst skulle have været afsluttet. En serie, som aldrig skulle have fået lov at fortsætte så mange sæsoner. Men nu var hun videre.

Det fortalte hun i hvert fald sig selv. Historien blev bare lidt svær at tro på, da hun overhørte en ældre elev omtale en vanvittig kollision mellem en smasher og Slytherins søger, og hendes hjerte straks begyndte at hamre.

Før hun nåede at tænke meget over det, eller tale sig fra det, var hun nærmest allerede på vej til hospitalsfløjen og stoppede først, da hun så det halve hold om hans seng. Blikket gled over rummet, spejdede efter Cora Greengrass, uden Olive var meget bevidst om det. Men det lod vist ikke til, at den anden slange var der. Hun nærmede sig lidt og høstede da også enkelte blikke for det af hans holdkammerater, der unægteligt kendte deres historie. Det bekymrede hun sig dog ikke om. Blikket var låst fast på søgeren. Ekskæresten.

[Kiaan Patil-Fawley]

Gennem al støjen omkring ham kunne Kiaan løst fange én af hans holdkammerater forklare sygeplejeren hvad der var sket. Smasheren var røget på afveje og Kiaans manøvre havde bragt ham lige ind i dens bane, så jernbolden havde ramte ham på siden af hovedet. Kiaan bed tænderne sammen og hvislede i smerte da sygeplejeren undersøgte hans arm, og han behøvede ikke høre sygeplejeren sige det, før han selv kunne regne ud at den måtte være brækket.

"Så er det godt." afgjorde sygeplejeren endelig. "Mr. Patil-Fawley har brug for hvile, og det kan han ikke med jer alle sammen her." Hun viftede megetsigende med hånden, og holdet begyndte langsomt at gå. Det var først da mængden tyndede ud at Kiaan lagde mærke til grævlingen som var dukket op. Hjertet stoppede lidt i brystet på ham; han havde formået at undgå Olive lige siden Rivers fest af så mange grunde, og alligevel mærkede han det flygtige strejf af varme over at se hende. Hovedet sank en smule tilbage i puden.
"... Hey, Ollie." endte han alligevel med at sige. Kontakten til ekskæresten lod til at være nok til at få de resterende holdkammerater til at trække sig tilbage, helt sikkert i forventning af en akavet situation mellem dem. Det efterlod Kiaan alene med Olive og sygeplejeren, som var ved at hælde noget Skelet-O-Fix op i et glas til hans brækkede arm.

[Olive O'Neal]

Spillerne i grønt og sølv begyndte at sive ud af rummet, men Olive kunne ikke rigtigt få fødderne til at bevæge sig. Ikke, når Kiaan lå foran hende og så skrøbelig ud på en måde, hun ikke huskede at have set ham nogensinde. Hun tog en indånding, konfronteret med kælenavnet, men endte med at tage et par skridt tættere på ham.

"Hey," svarede hun lavmælt og foldede den ene arm ind foran sig, holdt oppe af hånden, der lukkede sig lige over albuen på den anden arm. Hun sank hårdt.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaaan vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til hende. I et tavst øjeblik lå hans blik blot på hende, før han måtte vende det mod sygeplejeren der rakte ham et glas med eliksir, med instrukser om at drikke det hele. Kiaan skar ansigt og tog en dyb indånding, før han bundede glasset og tvang indholdet ned. Det smagte forfærdeligt og brændte hele vejen ned i svælget, så han gispende måtte give det tomme glas tilbage. Det var lige før han ville foretrække et nyt sammenstød med en smasher!

Med en grimasse og en væmmelig smag på tungen lod han sig falde tilbage mod puden under nakken, inden hans blik igen faldt på Olive.
"... Du behøver ikke se sådan på mig." mumlede han dæmpet. At se hende stå sådan og holde om sig selv fik hende til at se skrøbelig ud, og trangen til at trøste og berolige hende meldte sig omgående i ham. Det var dét han ikke kunne holde ud lige nu. "Jeg har det... fint." Det lød ikke videre overbevisende, hverken fra hans tonefald eller tilsyneladende tilstand. Den ene side af hans hoved var plettet af en blanding af jord og blod, og hele hans krop føltes øm og forslået fra faldet. Det ringede stadig i hans ører.

[Olive O'Neal]

"Intet jeg gjorde, blev gjort for at såre dig, men jeg er så ked af at det skete."
"Det er jeg også."

Sådan havde de efterladt den. De sidste ord, de havde sagt til hinanden i ugevis. Men nu virkede det bare så fucking ligegyldigt, at han havde kysset Cora Greengrass. Ligegyldigt, at de havde skændtes så mange gange før.

Hun så på, mens Kiaan drak og trods situationens alvor, sitrede det alligevel ganske let ved hendes ene mundvig, da han skar ansigt. Da han talte var det dog for længst forsvundet igen. Hun tog en indånding og gik hen til sengen.

Den ene hånd fandt formålsløst til kanten af madrassen og pegefingeren fulgte en fold i lagenet. "Du ligner ikke én, der har det fint," pointerede hun da også uden omsvøb og tog hans ansigt ind med blikket.

[Kiaan Patil-Fawley]

Den dæmpede latter som lød fra ham havde en bitter klang, og smilet på hans læber nåede ikke rigtigt til øjnene.
"Nej, det gør jeg vel ikke." konstaterede han. Det kunne lige så meget tilskrives smasheren som alt det, der var mellem ham og Olive.

Men hun var kommet tættere på ham, og hans blik hvilede tavst på hende i et kort øjeblik. Han anede ikke hvad han skulle sige. Sidst de havde talt sammen havde det virket som om tingene kunne blive bedre, før alt gik galt. Angsten for at det ville gentage sig fik ham til at tøve.
"... Undskyld, hvis jeg gjorde dig urolig." mumlede han. Hun var ikke typen der så Quidditch-kampe, og ville heller ikke have taget ned for at se holdet træne - og havde i hvert fald ingen grund haft til det i det sidste. Men hun var kommet til hospitalsfløjen nu.

[Olive O'Neal]

Olive rystede lidt på hovedet; ikke, at han ikke havde gjort hende urolig, men fordi det i hvert fald ikke var dét, han skulle bekymre sig om nu. Blikket flakkede over hans ansigt et par gange, før hun fandt hvile ved hans øjne.

"Jeg har det heller ikke fint," konstaterede hun dæmpet og slap en udånding.

[Kiaan Patil-Fawley]

Blikket på hende blev mere opmærksomt. I et kort øjeblik vidste han ikke hvad han skulle sige til det, eller hvilke grænser han ville overskride ved at spørge. På den anden side var det hende selv som bragte det op. Og havde han noget mere at miste på det?

"Nej?" spurgte han, og rettede sig en smule mere op i sengen, selv om kroppen jamrede sig over det. "Hvad... Er det noget, du vil snakke om?" spurgte han forsigtigt, uden at blikket veg fra hende. Cora havde fortalt om Olive og River. Det sved stadig at tænke på, og han havde endnu ikke drøftet det med hende. Havde heller ikke lyst til det. Men når Olive lød som hun gjorde, blev han blød.

[Olive O'Neal]

Det var virkelig ikke noget, Olive havde lyst til at tale om. I virkeligheden havde hun slet ikke lyst til at tale med Kiaan. Samtidig var det det eneste, hun havde lyst til.

Hun tyggede lidt på indersiden af sin kind og hævede skulderen lidt. "Jeg ved det ikke," lagde hun ud og lod skulderen falde igen. Alligevel fortsatte hun.

"Jeg bliver ved med at tænke på festen."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan mærkede hjertet springe et slag over, og munden blev en smule tør. Blikket flakkede en smule, mens han nok en gang overvejede hvad han skulle sige. I et kort øjeblik kunne han næsten glemme sine egne skader, og fokuserede i stedet på hende.

"Det gør jeg også." tilstod han dæmpet og sank en gang. "Jeg er ked af, at det endte som det gjorde." Der var så mange måder dét kunne fortolkes på.

[Olive O'Neal]

Hjertet slog en lille smule hårdere for første gang siden festen. Hun fugtede læberne og nikkede lidt, mens blikket momentært faldt til fingrene, der pillede ved lagenet. Så tvang hun det tilbage til hans.

"Ja," medgav hun, selvom det ikke gjorde det mere konkret. "Det gør jeg også."

[Kiaan Patil-Fawley]

For første gang siden festen mødte Kiaan hendes blik, og det føltes som om tungen slog knude på sig selv.
Det hjalp heller ikke at det virkelig var synligt at de dansede rundt om et emne, ingen af dem havde lyst til at grave i. Og så alligevel...

"Fortryder du?" Spørgsmålet kom dæmpet, men han blinkede ikke. "Dét, der skete i haven."

[Olive O'Neal]

Måske lød det simpelt, men spørgsmålet var alt andet. Olive svarede da heller ikke med det samme, men bed sig lidt i undersiden af kinden, før hun nikkede lidt.

"Måske," indrømmede hun. "Det gik lige så godt mellem os og nu ..."

Hendes blik flakkede til hans læber, før hun nåede at stoppe det. Han var kommet til skade, mindede hun sig om og tog en indånding.

"Undskyld. Vi behøver ikke at tale om det nu."

[Kiaan Patil-Fawley]

"Men jeg vil snakke om det." kom det fra ham, med en beslutsomhed som ærlig talt nok også kom bag på ham selv.
Hans hjerte havde nået at synke til maven, da hun sagde at hun måske fortrød hvad der var sket. Men hendes forlængelse af svaret gjorde ham i tvivl om præcis hvad hun mente; kysset eller skænderiet.

Med sin friske arm gjorde han en håbløs gestus ned af sig selv. "Det er ikke fordi jeg kommer hurtigere ud herfra af at snakke om det i stedet. Og jeg.. jeg tror vi har brug for at snakke om det, Ollie." Blikket søgte bedende hendes.