Ingenting som før

[Jemima Burke]

Jemima havde et øjeblik følt sig lidt underlig, men så nu op på ham med et tøvende smil "Ja? Tror du?" hun gik ikke med ham med det samme, men gik om bag nogle halmballer og fremtryllede et slidt tæppe.

Hun bredte det ud over høet ved siden af ham og satte sig ned, før hun klappede ved siden af sig "Der er plads til en mere.. og så får du måske ikke en hel eng med hjem." hun trak på skuldrene med et lille smil "Eller en mus i lommen." hun lænede sig tilbage på hænderne "Musene flygter desuden langt væk og jeg vidste ikke du havde et problem med mørke?" det havde han heller ikke direkte sagt, men hun kunne ikke lade være at drille lidt af gammel vane.

[Elias Oliver Wood]

Selvom Elias ikke havde meget imod at få lidt skidt og hø på tøjet, moslede han sig nu hen på tæppet med Jemima uden nogle protester. "Tak," sagde han og satte sig mere mageligt, selvom det stadig føltes en smule sært at være så tæt på hende, når knuden i brystet ikke helt ville forsvinde.

Han kom dog til at grine, og pillede lidt ved et strå hø han havde pillet af buksebenet. "Mørke og mus er ikke et problem," sagde han så. "Ellers var jeg nemlig kravlet så villigt herop."

[Jemima Burke]

Jemimas skuldre faldt mentalt lidt da han grinede og smilet kom lidt lettere da flyttede benet lidt og puffede til ham "Du fortryder den udtalelse når jeg putter en mus i din sovepose engang." drillede hun og håbede virkelig hun kunne få ham til at slappe bare lidt mere af. Ikke fordi hun ikke forstod hvorfor han var lidt tilbageholdende, men det gik lige imod hvad hun selv følte hun havde brug for for at skubbe episoden med Alissa længere væk.

[Elias Oliver Wood]

Engang. Der var noget betryggende ved at snakke om fremtiden, selvom Elias igen og igen slog de mentale bremser lidt i. "Du kan lige vove," Kom det alligevel halvunderligt fra ham, før han skævede over en krog af loftet hvor han syntes at høre en dæmpet skratten. Musene var nok bange for dem, men det betød næppe at de ikke var et-eller-andet sted.

"Jeg havde ikke troet jeg skulle spendere min dag på et høloft."

[Jemima Burke]

Jemima puffede til ham igen, med et smil der blev lidt mere sikkert "Det er da præcis det jeg kan." gav hun igen og fulgte hans blik "Det er sikkert bare en af kattene." svarede hun, uden at han havde spurgt "De kan godt lide at lægge deres killinger heroppe så de er gemt væk." hun kunne ikke påstå hun havde regnet med at være her heller. Faktisk havde hun regnet med at være i hans lejlighed, men det sagde hun ikke højt "Men nu er du her.. det har jeg ikke tænkt mig at brokke mig over."

[Elias Oliver Wood]

Søgeren skævede lidt i retning igen for at se om han eventuelt ville kunne spotte en pjusket hale, eller høre lidt mjaven fra krogene. Han syntes dog ikke at opfange nogen af delene, men blev også rigeligt distraheret af Jemimas næste ord. Øjnene vendte sig mod hende.

Jemimas ord blev vendt en gang til. Det har jeg ikke tænkt mig at brokke over. Han kunne formode at Jemima havde en del af brokke sig over. Ærligt håndterede hun det hele alt, alt for pænt i forhold til hvordan han selv gjorde. Det var en splittende følelse - for han vidste også at hun ønskede at glide videre, og han ville gerne gøre det hele op for hende. Men det var hurtigt.

"Jeg er også glad for at vi kan få brugt noget tid sammen."

[Jemima Burke]

Jemima smilede svagt, flyttede hænderne lidt og lagde sig ned på ryggen i halmen, med blikket op mod de solide bjælker over dem "Jeg tror jeg har besluttet mig for hvad jeg vil efter sommerferien." det var måske lidt af et emneskift, men hun havde ikke lyst til at snakke mere om hvad der var sket dagen før, eller hvordan de kom videre, eller noget som helst der mindede om det. Det var nok lidt tåbeligt at tro det kunne ties væk, men hun var stædig nok til at gøre forsøget. I hvert fald lige for nu.

[Elias Oliver Wood]

Søgeren rykkede ikke meget på sig, men de brune øjenbryn løftede sig da en anelse ved hendes konstatering. "Ja?" spurgte han, uden at slippe hende med blikket. Pludselig virkede det meget svært at tænke et halvt år frem.

"Hvad er så det?"

[Jemima Burke]

Jemima blev ved at håbe han ville slappe lidt mere af og ikke opretholde den både fysiske og mentale afstand der stadig føltes som en mur, selvom han sad lige ved siden af hende "Jeg vil til London.. og prøve at få en lærlingeplads hos aurorerne." det var ikke første gang hun luftede den tanke, men det havde altid kun været en dagdrøm hun ikke troede på kunne komme til at ske. Nu var hun dog ret stålsat på, at det var en drøm hun ville forfølge, selvom det betød hun kom mere på sin matriarks dårlige side, end hun allerede var.

[Elias Oliver Wood]

Det virkede måske ikke rigtigt bare at falde i lattermilde mønstre med hende, timer efter hvad der var hændt, men det føltes heller ikke rigtigt ikke at opmuntre hende, nu hvor hun fortalte om fremtidsdrømmen. En drøm hun, mere havde snakket om som en håbefuld hypotese, førhen.

Derfor rakte han hen mod hende for at lægge hånden over hendes. Det var en subtil gestus, men den krævede lidt af ham. "Det lyder som en god ide. Man skal altid prøve, hm? Det værste der kan ske er at du kan søge om en plads senere, eller i det mindste vide at du har prøvet."

[Jemima Burke]

Jemimas blik forlod bjælkerne ved følelsen af hans hånd over hendes og en forsigtig sommerfugl flaksede i hendes mellemgulv, selvom den ikke helt turde lette "Mhmm.." hun vendte hånden under hans og lod diskret fingrene glide ind mellem hans "Oldemor skal nok få en hippogrif på tværs over det, men jeg tror jeg kan overtale mor og far." brynene trak sig lidt sammen "Jeg mener.. jeg ved godt jeg er myndig, men det ville være rart at gøre det uden at blive uvenner med dem."

[Elias Oliver Wood]

Søgeren skævede kortvarig ned mod deres hænder, da han mærkede bevægelsen i Jemimas fingre. Snart var de flettede mellem hans og der var nok en tryghed i den bekendte følelse.

"Det forstår jeg godt. Oveni eventuel auroroplæring, ville det også bare tilføje yderligere pres, hvis der var en masse pressede følelser bag," Lød det fra ham, før blikket søgte hendes igen.

"De skal nok forstå. Dine forældre i hvert fald. Deres datter er ambitiøs og målrettet. Det er ikke noget at kimse over."

[Jemima Burke]

Jemima nikkede og lukkede fingrene lidt tættere om hans, som om hun var bange for han ville trække hånden igen når som helst "Det håber jeg.." hun slap en halvt opgivende lyd "Eller også får de bare mere travlt med at finde nogen at forlove mig med." hun skar en grimasse og flyttede blikket fra bjælkerne til hans ansigt "Er det åndssvagt at jeg overhovedet vil prøve? Måske er jeg slet ikke egnet til det."

[Elias Oliver Wood]

Så snart Jemima nævnede den blotte ide om en aftalt forlovelse, blev de brune bryn trykket mere sammen i panden. En ting var at han havde stampet på hendes følelser mere end blot i går. En anden var at Jemima måske en dag skulle tvinges til at vælge ham, drømmen eller familien.

"Det er ikke åndssvagt," valgte han at svare, frem for at adressere den foregående bekymring. Det var et hvis nu han ikke vidste om han kunne rådgive om. Han kom ikke fra en familie so hendes.

"Hvordan ved man at bliver en god Quidditchspiller, hvis man ikke tager til en eneste udtagelse? Det værste der kan ske, er at du i det mindste gav det et skud." Selvfølgelig kom der en sportssammenligning.

[Jemima Burke]

Ubevidst begyndte hun at stryge tommelfingeren over hans da han ikke trak hånden væk igen. Det var både rart og beroligende bare at have kontakten med hans hånd og hun smilede svagt over hans svar - uden rigtigt at have forventet noget andet “Du er så smart, Wood.” Drillede hun, vanligt tørt med en afslørende sitren i mundvigene “Men okay.. det har du ret i, men på den anden side, så risikerer man heller ikke at blive en fiasko hvis man bare lader være med at tage til udtagelsen, ikke.”