Ikke enhver stærk mand kan spille på harpe

[Valerie McCormack]

Valerie vidste udmærket, at det ikke var nogen lille bøn, men det var da også netop dét - en bøn. Af samme grund fulgte hun ikke op, men lod ham nøjes med det. Et svagt smil rørte hendes læber, men hun var også træt og det var tydeligt.

"Ja tak," sagde hun taknemmeligt og flyttede hånden fra hans ben, da der pludselig lød lyde fra den nyfødte skikkelse.

[Archie McCormack]

Archie nikkede en gang og forholdt sig til det, han kendte. Vand var én af de ting, så det tog han sig af, selvom blikket oftere drev mod de to.

Han satte sig på sengekanten igen og holdt stadig kruset, til hun var klar.

[Valerie McCormack]

Valeries opmærksomhed blev effektivt krævet og hun måtte bruge noget tid på at finde ud af, hvad der var årsag til gråden, i det øjeblik ikke med mere anelse om, hvad hun foretog sig, end Archie havde.

Da det lod til at identificere sig som sult, måtte hun også bruge lidt på at få dét til at fungere, men det gik heldigvis relativt succesfuldt og hun åndede lidt lettet op.

Blikket dvælede nogle øjeblikke efter det, men til sidst fik hun rettet det mod Archie og opdagede først da, at han sad med vandet endnu. Hun smilede svagt skyldigt, men rakte ud for at tage imod det. "Tak."

[Archie McCormack]

Det var muligvis det bedste øjeblik, Archie havde haft indtil videre. Det gav ham en chance for at betragte ikke kun Valerie, men især den nyfødte pige på hendes arm, uden han selv følte sig sat under lup.

Måske det var det, der gjorde det muligt for ham rent faktisk at smile ganske svagt til hende, da han lod hende få vandet.

[Valerie McCormack]

Valerie gengældte smilet i et fint lille øjeblik, før hun satte kruset til læberne og drak med overraskende tørst. Som om hun midlertidigt havde glemt, at hun selv havde fysiske behov.

Et lettet suk slap hende og hun lod ham tage kruset igen, så hun kunne lade sin egen arm vende nænsomt tilbage som støtte. Smilet var stadig i krogene af hendes læber, som hun sænkede blikket til datteren igen og i nogle lange øjeblikke var der blot helt stille.

"Vi har slet ikke talt om et navn," musede hun dæmpet efter flere minutter, eftertænksom og med blikket mod det skrøbelige væsen.

[Archie McCormack]

Archie var tavs og tog imod kruset, så hun kunne vende tilbage. Selv vendte han også tilbage til at betragte sin lille familie med svagt stigende nysgerrighed.

"Nej." Han trak brynene sammen, men fjernede ikke blikket fra det sammenkrøllede ansigt denne gang.

[Valerie McCormack]

Valeries blik forblev også på barnet, der stillede sin sult og allerede virkede til at være ved at døse hen igen. Det virkede fuldkommen uforståeligt, men samtidig var det så fint og hun smilede lidt.

"Måske burde jeg have tænkt over det," musede hun, men lød ikke selvbebrejdende. Der havde trods alt været meget andet at tænke på med en graviditet midt i junglen.

[Archie McCormack]

Mere end noget andet bemærkede Archie, at Valerie ikke på samme måde lod til at bebrejde sig selv, som hun så ofte gjorde det. Hans hjerte voksede lidt over det og midt i det hele kom han alligevel til at lægge en arm om hende.

"Du har tid nu," mumlede han og trykkede et kys mod hendes tinding.

[Valerie McCormack]

Valeries tænder kom til syne, da Archie lagde en arm om hende og hun lænede sig instinktivt ind mod ham, mens blikket fortsat var mod datteren.

"Er det din måde at sige, at jeg selv må bestemme?" spurgte hun i mildt drilleri, skønt stemningen havde været dødensalvorlig kort forinden. Det tog hun sig ikke af.

[Archie McCormack]

Archie fandt tilbage til noget velkendt i en ellers komplet fremmed situation, da han strøg fingrene over Valeries side. Han slap en dæmpet lyd.

"Hvorfor ikke. Det er dig, der har gjort arbejdet." Det havde trods alt ikke krævet meget fra hans side og intet, der havde voldt ham ubehag.

[Valerie McCormack]

En munter lyd undslap hende, mens hun lænede sig lidt mere ind mod ham, drevet af den velkendte fornemmelse af hans kærtegn.

"Måske indtil nu, men du har trods alt skulle håndtere mine hormonudsving i ni måneder," pointerede hun, stadig smilende og med blikket rettet ned. "Det kan ikke have været nemt heller."

[Archie McCormack]

Udsving eller ej, havde Valerie uden tvivl stået model til flere fra hans side gennem tiden, end han havde fra hendes igennem graviditeten.

Derfor brummede han også bare sin uenighed og trykkede endnu et kys mod hendes tinding.

[Valerie McCormack]

Valerie forfulgte ikke diskussionen, men lænede sig blot lidt ind mod kysset og smilede for sig selv. Deres liv havde aldrig været nemt og ville måske bare blive mere kaotisk nu, men lige i det øjeblik ville hun ikke bytte det for noget andet.

Og selvom hun selv havde bragt navnet på bane, så forfulgte hun det ikke nu, men henfaldt blot lidt i hengiven tavshed, mens barnet ligeledes døsede hen i madkoma.

[Archie McCormack]

Det var stadig uvirkeligt, men Archie prøvede ikke at kæmpe imod det længere. I hvert fald ikke lige nu. I stedet holdt han blikket på det lille væsen, der lå ikke langt fra Valeries hjerte.

"Hun er lille." Tonen var konstaterende, måske en lille smule bekymret.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede svagt over hans observation og flyttede lidt på stoffet, der lå løst omkring datteren. Der var varmt i teltet.

"Ikke for lille," forsikrede hun, efter selv at være nået til enighed med den anden helbreder. "Hun er helt, som hun skal være."