You have got to be kidding [s]

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan løftede et skeptisk øjenbryn, men undlod at sætte ord på præcis hvad han mente om løven.

"Jeg ville ikke lyve om sådan noget. Og tro mig. Jeg blev selv et par erfaringer rigere takket være dén eliksir." Det sidste blev sagt i en mumlen. Han var i hvert fald ret overbevist om at han aldrig ville have åbnet sig sådan op for Olive O'Neal hvis han ikke havde haft den. "Men den fik os ikke til at lyve. Så den samtale vi havde... det var næppe noget der blev sagt i drukskab." Blikket hang sigende på hende, men han uddybede det ikke mere.

[Cora Greengrass]

Cora mærkede det prikke varmt i kinderne, selvom luften ude i gården var på den kølige side. For alt i hende ønskede at benægte hvad søgeren sad og fortalte hende. Om at eliksiren ikke havde fået dem til at lyve, og at de heller ikke kunne bebrejde den alkohol de havde indtaget.

Hun følte sig provokeret - og endnu mere ydmyget. Derfor slog hun blikket væk fra ham, og mærkede en forrædderisk niven i næsen. "Tak, jeg har forstået. Du behøver ikke fortælle mig to gange, at du ikke vil mig. Den er ligesom sivet ind," sagde hun, en anelse skarpt, men også med en afslørende sårbarhed.

Det nyttede jo ikke at benægte det igen.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Det var ikke hvad jeg ville frem til." svarede han, selv om han ikke kunne bebrejde hende for at reagere sådan. Et sted havde det måske været en dårlig idé at tage det op nu, men katten var for længst ude af sækken, om de ville kendes ved det eller ej.

Han åndede langsomt ud.
"Jeg er ked af det, Cora. Jeg må have sendt de forkerte signaler, og det er ikke fair mod dig. Og jeg er ked af at vi ikke snakker sammen mere." Det var oprigtigt nok. Selv set bort fra hvad de to havde lavet i mørke, trange rum, havde Cora været behageligt selskab. Han ville have sagt at han savnede hende, havde det ikke været fordi han mistænkte at det ville være det helt forkerte tidspunkt at sige det på.

[Cora Greengrass]

"Jeg kan ikke bruge din kedafdet-hed til noget som helst, Kiaan," Mindede Cora ham om, da blikket vendtes mod ham igen. Hun ville ikke fremstilles som en såret pige med et knust hjerte, når hun ikke havde haft reelle dybe følelser for ham. Noget hun dog havde haft var forhåbninger om at de kunne opste: Disse forhåbninger var rigtnok spirret af de signaler som Kiaan nu beskrev som forkerte. Som kys og nus efter forløsningerne. Eller det faktum, at han bed på de ledende spørgsmål hun havde søgt hos ham om hvem han tænkte på før han skulle sove.

"Vi har aldrig rigtig snakket sammen, så jeg kan ikke se hvorfor du skulle mangle det," fortsatte hun så med et blidt fnys. Fingrenes greb om bogen i skødet var temmelig stramt.

"Du ville smide dét du virkelig vil have fra mig på gulvet med det samme, hvis Olive bad dig om det."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan havde lyst til at protestere, men han bed det i sig, velvidende om at det ville have været en løgn. Hvis Olive havde stillet et sådant krav til ham, mod at hun ville give ham en chance til, vidste han godt hvad han ville have valgt.

I et kort øjeblik sad han tavs uden at ane hvad han skulle sige til hende. Det lod ikke til at noget han kunne sige ville hjælpe på sagen.
"Jamen hvad gør vi så?" spurgte han oprigtigt. "Jeg ved ikke med dig, men at lade som ingenting virker ikke for mig."

[Cora Greengrass]

Cora var ikke den mindste smule komfortabel med situationen hun befandt sig i. Hun havde mest lyst til bare at forlade gårdspladsen og anmode om et parnerskift i forvandlingsopgaven.

Alligevel blev hun siddende, mens blikket fjernt studerede forsiden på lærebogen. "Det virker heller ikke for mig at falde tilbage i gamle mønstre, hvis jeg bliver sorteret fra ved næste mulighed. Jeg vil ikke være et alternativ. Jeg vil være et valg, hvis noget overhovedet," sagde hun. Hvis Kiaan i det mindste havde leget med ideen, frem for at skyde den til jorden, ville hun have været villig til at kæmpe for at slå Olive af pinden.

[Kiaan Patil-Fawley]

Han kunne dårligt bebrejde hende for holdningen. Ikke at det havde været aktuelt for ham at de skulle falde tilbage i deres gamle mønster alligevel; det var én ting at de havde gjort den slags med hinanden da han bare troede at det var dét. Nu når der åbenbart var følelser dybere end dét involveret, kunne han ikke længere. Det ville ikke være fair mod Cora.

"Jeg siger heller ikke at det er det vi skal." pointerede han derfor. Albuerne lagde sig som støtte mod hans knæ, og hans hænder samlede sig mellem dem. "Men jeg håbede at vi kunne få talt ud om det, og måske komme videre. Er det ikke et forsøg værd?"

[Cora Greengrass]

Cora kendte ikke Kiaan nok på det personlige plan til at den bagage hun havde bragt ind mellem dem til festen, var en af en romantisk natur. De mange øjeblikke med ham i mørket, med nus og kærtegn, havde dog været nok til at få hende til at gisne... Og nok til at blusse godt op for jalousien. Hun ville have at han skulle have lyst til mere med hende. Hun ville være i stand til at få ham til at glemme om ekskæresten.

Hun trak lidt luft ind mellem de buttede læber. "Jeg skal nok komme videre," sagde hun og hævede hagen lidt, som var det en nem opgave. "Det skal du virkelig ikke bekymre dig om. Det skal bare... ud af mit system." Og i et sekund, debatterede hun om en sidste gang med ham, havde været bedre.

For så betragtede han hende ikke som knust, som hun havde været til festen.

[Kiaan Patil-Fawley]

I løbet af den tid, han og Cora havde tilbragt sammen, var Kiaan begyndt at forbinde én aktivitet med at 'få noget ud af systemet', og det var endnu en gang hvad han nåede at fange sig selv i at tænke tilbage på. Men lige så hurtigt som tanken var opstået, bandede han mentalt over sig selv, og tvang tanken tilbage i baghovedet.

"Right..." sukkede han lavmælt, i et tonefald som hverken var afvisende for hendes konklusion eller bifaldende. Hun sagde at han ikke skulle bekymre sig, men det var lettere sagt end gjort. Skyldfølelsen hang stadig i ham. "Jeg ved godt, at jeg sikkert ikke kan gøre noget for at hjælpe, men jeg vil alligevel prøve. Hvis du har brug for noget... tid for dig selv, eller sådan noget." Fingrene trommede rastløst mod hinanden.

[Cora Greengrass]

Cora skubbede en brun lok væk fra ansigtet. En brun lok der, vel og mærke, var blevet lysnet i bunden af forvandlingen søgeren havde brugt øjeblikke forinden. Farven var falmende, men den fik hende alligevel til at tænke på, at hvis ikke hun kunne få Kiaan, så skulle Olive O'Neal virkelig heller ikke. Hvis hun kunne sarbortere det hele én sidste gang, kunne det måske stilne lidt af kedafdetheden afvisningen havde frembragt i hende.

Grønne øjne skævede snart over mod ham. "Der er én ting jeg måske godt kunne have brug for," konkluderede hun så direkte. Afviste han hende igen, ville hun gøre sit for at han skulle fortryde det.

[Kiaan Patil-Fawley]

Der var noget ved den pludselige beslutsomhed bag Coras ord, som fik en lille alarm til at gå af i hovedet på ham. Dét, sammen med det skævende blik på ham, som fik ham til at tøve en smule, som han ubevidst måske vidste hvad det var, hun havde tænkt sig at bede af ham.

"Okay? Hvad er det?" spurgte han alligevel. Fingrenes rastløse trommen var stoppet op, og han betragtede hende blot afventende.

[Cora Greengrass]

Cora forsøgte i sin skæven mod Kiaan, at læse ham. Ja, som var han dén lærebog hun sad med i skødet. Alligevel kunne hun ikke helt lure om hentydningen gled over hovedet på ham, eller hun burde bakke ud før han sagde nej. Igen. En hånd forlod bogen for at rette diskret på nederdelen.

"Du har såmænd bare haft en evne til at distrahere mig før..."

[Kiaan Patil-Fawley]

Mistanken blev bekræftet. Hentydningen kunne i hvert fald ikke være meget klarere, uden at Cora direkte sagde det højt, mens der var andre elever omkring dem. Kiaan mærkede straks varmen stige ham til hovedet, og i dét øjeblik var han glad for at eliksiren i punchen ikke havde haft nogen langvarig virkning. Han var sikker på hvad hans umiddelbare impuls ville have fået ham til at svare.

"Cora..." Han tøvede, og forsøgte at finde ordene som ikke ville forværre situationen. "Jeg ved ikke om jeg burde... distrahere dig sådan. Er du sikker på, det er en god idé?" Han var heller ikke sikker på om det overhovedet ville hjælpe i det lange løb.

[Cora Greengrass]

Der var det igen... Tøven. Coras kæbe spændtes en smule, men hun forsøgte nu også at overbevise sig selv om at Kiaan måske bare forsøgte at tage hensyn til hende. Ikke at det var hensyn hun nødvendigvis ønskede lige nu. Hun ville ikke fremstå mere som den sårede pige med tårer i øjne, hun havde været udenfor badeværelset til festen.

"Jeg ville nok ikke foreslå det, hvis jeg ikke tænkte at det var en god ide," Pointerede hun, uden det lød så spidst som det nok ville have gjort, havde hun ikke ønsket noget fra ham.

"Hvis du ikke har lyst, Kiaan, så er det bare sådan det er." Hun slog op i bogen igen, som var hun klar til at gå videre med forvandlingsopgaven. Det var dog langt fra dér fokusset lå.

[Kiaan Patil-Fawley]

Hendes ord hjalp ikke ligefrem med at overbevise ham. Men de havde plantet et frø, og det var nok til at tvivlen slog rod i hans beslutsomhed.

Cora åbnede sin bog igen, og Kiaan gjorde tøvende det samme. Men selv om at hans blik lå på teksten, var der ikke ét ord som fæstede sig. Fingrene trommede igen rastløst på bogens kant, mens han grublede.
Logisk set vidste han at det ville være en dum idé. Det ville ikke hjælpe nogen af dem på længere sigt; hvis noget, kunne de i stedet risikere at tingene blev værre.
Men fristelsen gnavede i ham. Han havde haft det elendigt siden festen, og havde nok selv brug for at få noget 'ud af systemet'.

Der var et langt øjeblik hvor han ikke sagde noget, før han lukkede bogen halvt i og skævede tilbage på hende. Han fugtede læberne, som med ét føltes tørre.
"Og du tror altså at det vil hjælpe? Med at vi kan komme videre." uddybede han langsomt. "Det kan ikke blive som før, Cora. Hvis jeg... hvis jeg distraherer dig, må det blive den sidste gang." Dét var han nødt til at holde fast i.