Hver impuls vi kvæler vil prøve at forgifte os

[Ian Ogilvy]

Ian forventede en bekræftelse af det, han havde antaget og da det ikke var det, der kom, drejede han ansigtet mod Cora. Brynene var trukket let sammen, men han tøvede, før han rettede blikket frem og talte.

"Alt har bare været kaos siden Erin blev forlovet med Gideon," svarede han, så neutralt, som han kunne. "Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det altid går galt, fordi jeg ikke er god nok." Ligesom med dig.

[Cora Greengrass]

Selvom det måske var alt, alt for håbefuldt, ønskede Cora at finde en plads i Ians liv i fremtiden. Som en han måske kunne lære at stole på igen. En ven. Det var derfor hun skubbede sit eget vendetta til side og lyttede.

Øjenbrynene bukkede i empati og genkendelse. Hun følte sig selv utilstrækkelig, så det resonerede med hende, samtidig med at ordene naturligvis trak nogle fortidsminder med sig.

"Du er nok," forsikrede hun ham om. "Giv hende lidt tid til at indse det."

[Ian Ogilvy]

Ian strøg en hånd over nakken og fnøs dæmpet over hendes ord, men ikke vredt eller hånligt. Måske lidt opgivende.

"Det er ikke hende, der er problemet," svarede han, kæben spændt. Han var ikke fuldblods. Til tider kunne han næsten glemme det, men det kom altid tilbage.

[Cora Greengrass]

Cora vidste at hun, en dag, selv skulle loves væk. I hvert fald hvis hun skulle følge søstrenes eksempel. En del af hende frygtede måske endda det modsatte. At hun ikke blev lovet væk, og at ingen ville have hende. For nu, fokuserede hun på Ians ondt. Grønne øjne låste sig mod ham.

"Sig ikke sådan noget," lød det fra hende. "Hun er lovet væk, men betyder det at hun er tabt? Gideon må vel forstå at I holder af hinanden."

[Ian Ogilvy]

Ian forventede ikke den slags ord fra Cora og hans mave vred sig af flere årsager end ėn. Han åndede dog hørligt ud og gned en hånd over panden.

"Gideon ved lige så vel som mig, at Morgainefamilien aldrig ville vælge mig over en Flint," konstaterede han nøgternt, men uden helt at kunne skjule bitterheden.

[Cora Greengrass]

Cora vidste at hun satte sine egne håb alt for højt. Det var næppe retfærdigt at hun forsøgte at få Ian til at håbe, men hun ønskede det bedste for ham. Ønskede at han ikke skulle føle sig utilstrækkelig, og især ikke hvis det var hende der havde plantet den tanke hos ham.

"Det... gør mig ondt," Hun lød oprigtig. Det var nemmere at være ærlig og åben med eliksiren i blodomløbet. "Jeg ved at du holder af hende. Og at hun holder af dig."

[Ian Ogilvy]

Ian behøvede ikke nogen bekræftelse på, at det var en umulighed, men Coras svar understregede det kun. Han sukkede modløst og nikkede en enkelt gang.

"Det er, hvad det er," svarede han og forsøgte at lyde så afklaret, som han kunne, da han så på Cora igen. Han kunne dog ikke helt skjule sandheden fra sit blik.

[Cora Greengrass]

Cora kunne se hvordan det smertede ham, da deres blikke kolliderede. Og hun ønskede at hun kunne gøre et eller andet for at afhjælpe det, selvom det næppe var så simpelt.

Derfor nikkede hun blot og stillede sit glas fra sig.

"Jeg tager hjem," sagde hun lidt tid efter. "Vi kan følges til susenetværket, hvis du skal i samme retning."

[Ian Ogilvy]

Ian ville aldrig have gættet, at han ville ende med at finde fælles grund med Cora, men han var taknemmelig for det. Så meget erkendte han og ved hendes ord, tøvede han heller ikke med at nikke.

"Meget gerne," svarede han og ikke kun fordi, han ikke mente at hun burde gå alene. Han kom på benene og tilbød hende instinktivt en hånd til at komme op.

[Cora Greengrass]

Cora havde drukket, men det var ikke kun for stabiliteten, at hun smilede til Ian, da han rakte en hånd ned mod hende. "Tak," Kom det fra hende, da hun baksede sig op at stå. Hun virkede en anelse vakkelvorn i det første sekund, men genfandt hurtigt balancen og slap ham igen.

"Lad os hente vores jakker." Kursen blev lagt indenfor igen og Cora formåede lige at få kontakt til en af sirenerne på medfarten, så pigen kunne kommunikere til Alissa Avery , at hun sov hjemme i stedet. "Så er jeg klar." Hun havde hevet frakken på og trådte ud i aftenluften med ekskæresten.

[Ian Ogilvy]

Ian slap hende ikke, før han var sikker på, at hun stod. Så fik han fat i sin egen kappe og tog en dyb indånding, da først de var ude i den kølige forårsluft igen.

"Den fyr, du ser," hørte han sig selv sige, uden at han anede, hvorfor det pludselig kom til ham. Andet end at han følte, at han var nødt til at sige det. "Du fortjener en, der behandler dig bedre end det, Cora."

[Cora Greengrass]

Cora trak lidt af den kølige luft ind mellem de varme læber, der stadig smagte af den der punch, hun havde drukket en hel del af til aften. Ordene der kom fra Ian, trak hendes blik op mod ham mens de gik.

I et sekund følte hun sig målløs. Ian havde et virkelig godt hjerte, men det var virkelig mere end hun fortjente, efter at hun havde knust det dengang.

"Det behøver du ikke at sige," kom det dæmpet fra hende. "Men det er sødt af dig. Virkelig."

[Ian Ogilvy]

Ian rynkede på brynene, generelt utilfreds med, når folk antog, at han ikke mente, hvad han sagde. Han lod det dog fare nu. Som sådan.

"Jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente det, Cora," svarede han alvorligt og så ned på hende.

[Cora Greengrass]

Cora hørte klarheden i hans stemme og så alvoren i hans blik, selvom hun nu måtte se igennem det let-svømmende filter fra sit eget. "Jeg ved at du mener det," understregede hun så.

Blikket rettede hun frem for sig, før hun fortsatte. "Jeg ved bare ikke om jeg tror på det selv. Jeg er ikke altid den bedste person." Hun var så selvkritisk, at hun opførte sig selvisk for at gøre op for det.

[Ian Ogilvy]

Ian rynkede på brynene over hendes ord og var stille et par øjeblikke, før han impulsivt rakte en hånd ud og lagde den mod hendes skulder.

Han stoppede et øjeblik, så han kunne se ned på hende. "Alle begår fejl," svarede han dæmpet og erkendte med det, at han ikke for alvor hadede hende længere. Hvis han da nogensinde havde. "Det betyder ikke, at du ikke stadig fortjener det bedste."