På den anden side af skabsdøren

[Frankie Figg]

Frankie spekulerede ikke i, hvad Elias havde brug for, for han anede tydeligvis slet ikke, hvem han i virkeligheden var. Han var mere optaget af Elliotts næste ord, som trak det drengede smil frem over læberne.

"Tager du pis på mig?" spurgte han retorisk, ikke langt fra den gamle Frankie i det øjeblik. "Du er eneårsagen til at jeg er her i det hele taget.

[Elliott Wood]

Det gav et sug i maven at høre en bemærkning, der henledte tankerne på den Frankie, han havde lært at kende i sin tid. Den Frankie, han ikke helt havde kunne lade være at søge. På en eller anden måde havde han ham foran sig nu. Hans kæreste (?). Smilet på hans læber var ualmindeligt dumt.

"I lige måde," svarede han og blinkede en gang eller to. "Burde vi måske, så ..?" Han gjorde et nik i den retning, han vurderede Portree lå.

[Frankie Figg]

Frankie var absolut ikke den, der havde tænkt sig at få Elliott på andre tanker og slap blot en bekræftende lyd, før han stjal et enkelt, flygtigt kys.

"Fuck ja," svarede han med eftertryk, mere end klar til at skride.

[Elliott Wood]

Elliott var virkelig ikke impulsiv og beslutningen nu faldt måske heller ikke helt i den kategori, selvom det føltes sådan. Det var dog nok til, at det først var halvt i gang med at tage jakke på, at noget slog ham.

Han klarede halsen. "Jeg er på kost."

[Frankie Figg]

Dét fik lidt af Frankies gode humør til at falme og han forsøgte ikke at skjule det. Elliott vidste da også udmærket, at han virkelig ikke havde forstået fidusen med koste.

"Ja, det burde jeg jo næsten have forudset," svarede han, selv uvillig til at krydse så meget luftrum på kost.

[Elliott Wood]

Der var ret langt hjem, men Elliotts Nimbus var lavet til en søger og ville nemt klare distancen. Det var bare ikke dér, problemet lå. Han lod jakken falde over skuldrene.

"Jeg ville ikke gøre det, hvis ikke det var sikkert," sagde han blødt, men vidste også, at chancerne for at gøre Frankie komfortabel med det var minimale.

[Frankie Figg]

Sikkerhed var ærligt noget af det sidste, der bekymrede Frankie, selvom det da ikke var en uvæsentlig faktor. Han var mere foruroliget af, at Elliott lod til at mene, at de begge skulle rejse sådan og han så mildest talt skeptisk ud.

"Jeg kan ikke bare lige trække den lidt og så følge efter med susepulver?" mumlede han, uden nødvendigvis at regne med et jo. Tværtimod.

[Elliott Wood]

Elliott rynkede på brynene. "Så skulle du vente på, at jeg kom hjem først," svarede han, bevidst om at forældrene ikke bare lod pejsen stå usikret, mens de sov. Han kløede sig lidt på kinden.

"Men jeg har fløjet med én bagpå massere af gange." Hånden faldt igen.

[Frankie Figg]

Frankie formåede kun lige at lade være med at slippe en anstrengt lyd, men kunne ikke ligefrem skjule sin skepsis. Han forsøgte da heller ikke. Til sidst sukkede han dog.

"Fint, fint," overgav han sig modvilligt. "Men så skal du heller ikke komme og sige, at jeg aldrig gør noget for dig."

[Elliott Wood]

Elliott havde ikke for alvor regnet med, at Frankie ville lade sig overtale, og var derfor også i gang med at overveje alternativer. Brynene hævede sig da også lidt, selvom han snart kom til at smile dumt.

"Det kunne jeg aldrig finde på," svarede han da også, mere ømt end drilsk. Han stjal da også et kys mere fra hans læber, før han lukkede jakken og trak huen ned over ørerne. Brillerne blev skubbet på plads med pegefingeren, inden han fiskede et sæt handsker op af lommen.

"Vi skal lige lidt ud i haven, så vi kan lette i mørket."

[Frankie Figg]

Frankie var virkelig ikke klædt på til lejligheden i sin sædvanlige, slidte denimjakke som det eneste og ville uden tvivl være ved at dø af kulde, før de nåede frem til Skye.

Han havde dog indvilliget og fulgte modvilligt med ud, skeptisk, men trods alt villig til at gøre en del for Elliott. Selvom han da måske ville genoverveje.

[Elliott Wood]

Det var først, da de stod midt på græsplænen og Elliott havde fået kosten til at svæve ved sin side, at han fik kastet et ordentligt blik på Frankies påklædning. Brynene trak sig sammen, før han trak jakken af og den store trøje, han havde indenunder, over hovedet.

"Her," sagde han og gav den til Frankie, så han kunne få jakken på igen. "Og her." Huen blev trykket ned over de mørke krøller.

"Klar?"

[Frankie Figg]

Frankie stod med hænderne begravet i lommerne og bandede lidt mentalt, da Elliott gav sig til at rode rundt med sit tøj. Da huen blev trukket ned over hovedet på ham, spærrede han dog øjnene op og kom til at slippe et muntert fnys.

Han smilede lidt opgivende, men tog dog sin egen jakke af, trak trøjen af og tog den på igen. Så slap han en tung udånding. "Ikke rigtigt," svarede han ærligt. "Men målet er forhåbentlig det værd."

[Elliott Wood]

Elliott kunne ikke sætte sig ind i, hvordan det måtte være, men han var ikke usympatisk og gav Frankies hånd et blidt klem. Så svang han benet over kosten og rykkede sig lidt frem uden endnu at have lagt hænderne om skaftet.

"Hop på."

[Frankie Figg]

Der blev ikke noget hoppen på, men blot en temmelig ukoordineret påstigning. Der var intet naturligt i det for ham, man han sad da nogenlunde og med lidt held, ville han også blive siddende.

Værdigheden var sværere at holde fast i, men han bed det i sig og tog fat i Elliott. Og første at lade være med at hade hvert eneste øjeblik.