10 minutes in heaven- Erin og Ian

[Ian Ogilvy]

Ian forblev tavs, for en gangs skyld mere optaget af sin egen smerte end hendes. Ganske som det også var endt med Cora Greengrass. Han ventede bare på at tiden gik og forventede ikke andet end lyden af Erins gråd.

Af samme grund blev han reelt overrasket, da hun talte igen. Endnu mere over ordene, dog. Han åndede hørligt ud og i lyden kunne næsten høres, hvordan hans skuldre faldt.

"Det er jeg også," svarede han dæmpet, men ærligt. "Det var ikke, hvad jeg ville."

[Erin Morgaine]

Erin følte intet håb over Ians ord. Hun smilede ikke, men åndede langsomt og skælvende ud. De havde ikke været hvad han ville, men det var der de var nu.

"Heller ikke jeg," svarede hun. "Men nu er vi her, på den anden side. Og jeg bliver nødt til at stoppe med at drømme om at du stormer ind og redder mig, ikke? Det er ikke fair."

[Ian Ogilvy]

Ian gned sig lidt over halsen. Det var sandt, men det var ikke en løsning og de vidste de begge. Til gengæld var han heller ikke nogen prins på den hvide hest. Måske, når det kom til at hindre klamme typer i at trække af med hende, men ikke i det her.

"Jo," svarede han derfor, men fortsatte også, før han kunne nå at overveje det. "Jeg tror, at du er nødt til at gøre det selv i det her tilfælde."

[Erin Morgaine]

Erin nikkede stille. "Jeg ville ønske..."

Hun nåede ikke længere, før døren gik op og ivrige øjne så ind på dem. Erin så dem ikke. Hun rejste sig blot op med lidt besvær i de høje hæle, før hun stavrede ud af skabet og gik så målrettet som hun kunne efter alt andet end et indelukke med ham hendes hjerte blødte for.

[Ian Ogilvy]

Ian fik aldrig resten af sætningen, men kunne levende forstille sig, hvad den var. En erkendelse af, at det var umuligt - hvilket han vidste.

Det blev ved ham, da han forlod skabet efter Erin og med den klare viden om, at der ikke var mere at sige, søgte han ud i stedet for efter hende.

Lukket