Man bliver også mæt af honningkage [S]

[Jane Greengrass]

Hånden over hendes kunne sagtens betragtes som en afvisning og en anden dag havde Jane måske også tolket det sådan. Lige nu var den overvejelse dog svindende lille, overdøvet af impulser, hun normalt gjorde sit bedste for at undertrykke.

Fingrene klemte lidt om hans lår, før hun igen så op på ham. Hun tog en indånding.

"Har du aldrig tænkt på ... dét?"

[Robin Allard Avery]

"Det?" Gentog Robin i et spørgende tonefald før han vendte øjnene mod Jane igen. Det nyttede ikke at lade som om han ikke forstod hendes ord, når han kunne læse hendes øjne.

"Jo. Det har jeg," svarede han så. Det var ærligt sagt, men noget i ham følte sig mere nervøs end begejstret for at dele den slags intimitet med Jane. Hvad hvis han ikke...

"Jeg tænkte at vi ventede til vi blev gift."

[Jane Greengrass]

Det var, som faldt en sten fra hendes bryst, da Robin indrømmede, at hans tanker også havde bevæget sig i den retning. Jane smilede blidt til ham og gav hans lår endnu et blødt klem, denne gang i forsikring.

"Selvfølgelig," slog hun fast. "Men ... der er vel ting?" Hun lød ikke vildt sikker, men det var heller ikke dén slags informationer, der blev givet mange af i det magiske samfund. I hvert fald ikke i deres lag.

[Robin Allard Avery]

Hånden lå endnu over Janes og han kunne mærke hvordan musklerne i hendes slanke fingre krummede sig derunder. Hendes selvfølgelig fik hans skuldre til at slappe mere af. Ja, selvom han var meget splittet omkring hele ideen om at udforske de andre ting.

Alligevel, havde han ingen erfaringer der var konkrete nok. Måske... måske var tankerne han gik med bare tanker. Ikke mere end det. Eliksiren fik ham til at smage mere på ideen om at prøve kræfter med det hele.

"Det er der vel," sagde han med et nik. "De ting man... gør med sig selv, kan man måske også gøre med andre." Ikke at det var noget han nogensinde havde bragt op med sin forlovede.

[Jane Greengrass]

Jane havde aldrig gjort noget med sig selv eller generelt tilladt sig selv at tænke i den slags baner. Hun var trods alt ikke en af dé piger. Men Robin duftede vanvittigt godt og hun kunne knapt nok tænke på andet, da hun igen sænkede kruset fra sine læber.

"Gør med sig selv?" gentog hun alligevel spørgende.

[Robin Allard Avery]

Den spørgende tone var en han undredes over. Robin havde dog heller ingen ide om hvorvidt fuldblodspiger rørte ved sig selv. Han vidste bare at han selv, trods vis tilbageholdenhed overfor sine impulser, blev nødt til at gøre det i ny og næ når han delte omklædningsrum med en eller to han var tiltrukket af.

Og noget i ham håbede at det var fordi han ikke havde været udsat for synet af en nøgen pige på den måde, der gjorde at det måske heller ikke var sådanne billeder der flakkede gennem hovedet i de sidste øjeblikke før ekstasen.

"Har du aldrig..." Han fugtede læberne.
"Jane, jeg ved ikke om det er passende..."

[Jane Greengrass]

Det var bestemt ikke passende og Jane vidste det godt. Men hendes anstændighedsfornemmelse var for øjeblikket skubbet til side af en impulsivitet, hun aldrig før havde oplevet. Lige nu stillede hun dog heller ikke spørgsmål til det, men så blot på ham, ubevidst om blikkets intensitet.

"Der er ingen andre end os her." Stemmen havde ubevidst sænket sig til en hvisken, selvom hun ikke var bevidst om sin egen ageren slangen i Edens Have.

[Robin Allard Avery]

"Jane," Gentog han med en ro og blødhed i stemmen, selvom der var en uro i ham. Det var ikke passende at snakke om det her. Endnu mindre passende, når hans tanker sommetider strejfede en anden grævling, som han selvsamme aften havde trykket læberne mod.

"Vi er til en fest. Og... vi har drukket." Mindede han hende om, selvom hun nok også var bevidst om hvor de befandt sig. Noget i ham overvejede dog om alkoholen kunne hjælpe.

[Jane Greengrass]

Jane var udmærket godt klar over, hvor de var og hvor upassende en samtale, det var at have, uanset hvor de var. Hvor skandaliseret, hun end ville være over sig selv normalt, udeblev følelsen dog nu og hun fugtede læberne.

“Rører du dig selv … her?” spurgte hun lavmælt, mens hånden sneg sig ud fra under hans og søgte op ad hans lår.

[Robin Allard Avery]

Robin havde ladet læberne skilles ad, for at komme med en indvending. De slanke fingres bevægelse over det dyre buksemateriale, prikkede dog alligevel til hormonerne. Eliksiren bar vel også et ansvar, eftersom en af hans dybeste ønsker var at kunne imødekomme Janes.

"Ja," svarede han, uden at være bevidst om hvor åndeløs stemmen ville lyde før ordet blev formuleret.

[Jane Greengrass]

Det var knapt mere end en udånding, men Jane var ikke i tvivl om, at han havde svaret. Hver nerveende sitrede, nærmest som i forventning, selvom hun ikke forventede, at der skulle ske noget. Hånden sagtnede da også farten, selvom hun ikke kunne holde sig fra at kærtegne ham gennem buksernes stof.

"Vil du have mig til at gøre det?"

[Robin Allard Avery]

"Måske," Indrømmede Robin i en form for halv ærlighed. Det var et nemt svar at give, når det lød som det gjorde. Som om han ikke vidste om det var rigtigt eller forkert at lege med grænsen.

"Det er ikke noget jeg forventer at du gør."

[Jane Greengrass]

Jane var, i sin nuværende tilstand, ikke helt klar over, hvor meget af det havde med det, hun havde hørt for lidt siden, at gøre. Men ordene var lettere at glemme nu og hun lænede sig lidt frem mod ham, uden at slippe hans blik.

"Og hvis jeg vil?"

[Robin Allard Avery]

Robin slap ikke den kønne, lyshårede pige med øjnene. Hende han havde kendt hele sit liv og skulle dele sin fremtid med. Tilmed sin seng. Den besværede måde han sank på var nok synlig ved struben. Noget i ham debatterede om han bare undersøge det. Undersøge om hun kunne ændre på tvivlen.

"Så... vil jeg ikke stoppe dig," sagde han, selvom det var netop hvad han havde gjort da hun havde trykket sig op mod ham henne ved døren for ikke mange stunder siden.

[Jane Greengrass]

Robin var det menneske på jorden, Jane kendte bedst. Normalt kunne hun læse tankerne i hans blik og oftest også forudse hans handlinger. Men efter skabet var alt forandret og nu forstod hun intet. Det ene øjeblik afviste han hende, det næste opfordrede han det moralske forfald.

Hun fugtede læberne og fulgte hans lår opad. Blikket flakkede vågent over hans ansigt, søgte efter en reaktion.