Wrap the night around me

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander gik desuden ikke særlig meget op i hvor længe der ville gå før de kunne få en aftale på plads. Det var jo ikke fordi at troldmanden nød at være social og selvom han kendte parret aldeles godt kunne han stadig bedst lide at være alene.

"Nej." svarede Alek med et let suk og kløede sig lidt i skægget. Det kom ikke andre ved, og det var desuden ikke hans historie at fortælle.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kastede et enkelt blik på ham, men fandt ingen tegn på løgn. Ikke, at hun vidste, om hun ville kunne opfange dem, hvis der var. Hun nikkede en enkelt gang.

"Tænker du nogensinde på den tid?"

Den slags spørgsmål lå normalt langt fra hende, men luften var fuld af følelser og mod sin bedre vidende havde Cillian O'Callaghan. Ikke, at hun rigtigt forstod, hvordan det var sket.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander forsøgte altid at lægge fortiden bag sig, fordi han havde alt for let ved at lade sine dæmoner overtage. Selvom det ikke var hans mareridt de havde befundet sig i.

"Jeg prøver at lade være." sukkede han. Han havde skulle finde sider frem som han havde lagt ned i en kasse for mange år tilbage og at skulle begå sig i dét miljø igen havde intet godt gjort for ham efterfølgende.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique nikkede en enkelt gang, men forstod. Det var ikke en periode, hun selv brugte meget tid på at dvæle ved, selvom den sommetider pressede sig ind i hendes tanker alligevel. Hun hævede cigaretten til læberne og fik gløden spredt helt ned til filteret. Det blev krøllet og skævt, da hun pressede det ned i askebægeret.

Hånden greb i stedet glasset, der stod ved hendes side. "For nutiden." Hun hævede det til en skål.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander havde lige en slat tilbage i sit glas, og tøvede ikke med at løfte det op mod Dominique i en skål.

"Mmh. For nutiden" brummede troldmanden og tog den sidste slurk. Efter gjorde han noget som man sjældent så den store bjørn gøre; Da han havde sat sit glas fra sig lagde han de store arme om Dominiques krop, og holdte hende i et splitsekund tæt mod sig i noget han selv ville beskrive som en omfavnelse.

Han klarede halsen let som han trådte tilbage næsten lige så hurtigt som han havde trådt frem. Han var aldrig særlig god til det, og selvom han vidste han burde lade være med at forsøge så kunne han ikke altid kontrollerer sine følelser; til trods for at han altid kæmpede med at få dem ned i en kasse og gjort så små som overhovedet muligt.

[Dominique O'Callaghan]

Glasset var kun lige blevet stillet tilbage på bordet, da Dominique fandt sig trukket ind til en omfavnelse. Et øjeblik eller to blev hun stående, før hun alligevel foldede armene om ham og lænede sig ind i den sjældne ømhed.

Ligesom Aleksander fandt hun da også behovet for at klare halsen, da hun igen gled ud af hans arme. Hånden nåede op til håret, før hun indså, at det var opsat og i stedet fulgte de lyse hårstrå ned mod øret. Blikket fandt hans.

"Dans med mig," bad hun, trods bydeformen.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander så ikke særlig tilfreds ud over ønsket fra Dominique. Der var mange ting han ikke gjorde, og én af dem var at danse. Desuden var sidste gang han gjorde det til sit eget bryllup og dét minde bragte intet godt med sig nu.

Alligevel, lettere mumlende strakte han sin hånd frem mod hende og efterkom hendes ønske om en dans.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique vidste udmærket godt, at Aleksander ikke dansede. Men hun vidste også, at han havde et moralsk kompas og det var trods alt dårligt held at nægte bruden noget.

Hun bekymrede sig da heller ikke med at skjule sin tilfredshed, da hun kunne følge ham ud på gulvet. Og selvom hun ikke var så vant til den form for dans, lod hun sin ene hånd kroge sig over hans skulder, mens den anden fandt i hans.

[Aleksander Karkaroff]

Den høje skæggede troldmand lignede ikke en der nogensinde havde gjort sig den ulejlighed at lære at danse. Det var også adskillige år siden at han havde taget sig tid til det. Dengang han stadig havde forsøgt at imponere Katherines familie. Den tid var længst forbi, og Aleksander gjorde ikke længere noget for andre end sig selv, sådan da.

Derfor lignede han ikke en komplet idiot som han fulgte trinende i takt til musikken.

[Dominique O'Callaghan]

Aleksander var virkelig ikke den første i lokalet, der havde overrasket hende ved at kunne danse. Alligevel trak Dominique på smilebåndet, som hun lige dele ledte og fulgte ham til melodien.

De blev der, indtil den sidste tone døde ud og da gav hun hans skulder et blidt klem, før de forlod dansegulvet igen. Måske var øjeblikket simpelt, men det havde virkelig ikke føltes sådan.

afsluttet