Hvad der skete efter...

[Jemima Burke]

Jemimas mave slog endnu flere knuder på sig selv, da han løftede hovedet igen og våde øjne mødte ligeså våde. Hans ord havde gjort ondt, men det gjorde endnu mere ondt at se ham være ulykkelig. Hun var såret og modløs, vred og frustreret, jo længere hun stod der, jo mere indså hun også, at splittelsen lå i det faktum, at han havde været hendes ven længe før hun havde haft et crush på ham og længe før de var blevet kærester.

Tavst tog hun et skridt frem, selvom fødderne føltes dobbelt så tunge som normalt og valgte igen at overhøre forslaget om, at han skulle tage hjem. Så et mere, indtil hun kunne sætte sig på sengekanten ved siden af ham. Ikke så tæt som hun måske normalt ville gøre og fingrene lukkede sig omkring sengetæppet mens hun så ned i gulvet "Du har opført dig underligt hele aftenen." konstaterede hun dæmpet og mere undrende end anklagende.

[Elias Oliver Wood]

Madrassen gav den mindste lyd fra sig, da Jemima fik sat sig ved hans side på sengetæppet. Han kiggede ned mod sine hænder, der lå foldet i skødet, og modstod trangen til at snøfte eller lade tårerne falde.

"Ja. Jeg... har ingen undskyldning. Jeg ved ikke hvad der er gået af mig," Han kunne ikke rigtig vende ansigtet og blikket mod hende. For det føltes forkert og Jemima skyldte ham intet på den front.

"Det føltes som en form for tunnelsyn. For jeg kan ikke forklare hvordan jeg kan gå fra at tænke på dig hver dag i mange måneder, til at kunne... gøre hvad jeg har gjort."

[Jemima Burke]

Venner var der for hinanden, også når tingene ikke var så sjove. Det var hvad hun stædigt holdt fast i og det lykkedes til dels, selvom det ikke fjernede knuden i maven, eller helt kunne eliminere tanken om, at Alissa igen havde trampet hen over noget hun holdt af - hvad enten det var bevidst eller ej "Hvor meget har du lige drukket?" spurgte hun, mens tankerne kørte og hun forsøgte at finde et eller andet, der fik det hele til bare at give en smule mening.

Hun græd ikke længere, men tårerne lå stadig og lurede, klar til at melde sig igen og det skete næsten, da han fortsatte. Underlæben bævede forræderisk og hun bed sig hårdt i kinden, i et forsøg på at få den til at stoppe.

[Elias Oliver Wood]

Der var mange modstridende fornemmelser i ham lige nu. Mest fordi han virkelig ikke kunne stå inde for hvad han havde gjort, eller få sig selv til bare at lægge en hånd over Jemimas for at etablere kontakt. For selvom han gerne ville trøste hende, fortjente han ikke rigtig at trøste sig selv lige nu.

"En del af den punch der..." indrømmede han så. "Jeg troede ikke den var så stærk. Den smagte ikke af alkohol, men det er fælden... vel." Han skævede endelig hen mod hende. Hagen var godt sænket af skam.

"Hvis det er sådan jeg er når jeg drikker, rører jeg aldrig en dråbe igen."

[Jemima Burke]

Jemimas hænder var stadig lukket om sengetæppet, bevidst eller ubevidst. Hun så ikke op, for hun var sikker på hun ville begynde at tude igen, hvis hun så ham i øjnene, men da han nævnt punchen skar hun en grimasse "Den var klam. Jeg fik næsten kvalme af bare et halvt glas." kvalme og en insisterende trang til at finde ham og.. hun skubbede tanken hårdt væk, da underlæben bævede igen.

Hun sagde ikke mere og tavsheden var larmende mellem dem. Hun var samtidigt meget bevidst om han så på hende. Hun tog en dyb indånding der skælvede lidt for at stive sig selv af og vendte så ansigtet mod ham og mødte hans blik. Det gav et øjeblikkeligt stik i mellemgulvet og hun bed hårdt sammen for at kæmpe den svidende fornemmelse i øjenkrogene væk igen "Jeg tror på dig.." det blev næsten en hvisken og hun havde ikke helt styr nok på sig selv, til at forhindre stemmen i at bæve lidt.

[Elias Oliver Wood]

"Jem," Efter stilheden der havde lagt sig mellem dem, følte han at stemmen nu var mere hæs og sårbar. Det kunne nu også være fordi øjnene endelig mødte hendes, og han blev tvunget til at se hvilken effekt hans handlinger havde haft på hende. "Du fortjener så meget bedre..."

Han tav - komplet ulykkelig og uforstående over hvorfor han havde sat det hele over styr. Selvom han fandt Alissa tiltrækkende, havde hans tanker ikke været på sirenen længe. Det var Jem han ville dele øjeblikkene med. Jem, han ville kysse, grine med og udforske intimiteten med.

[Jemima Burke]

Det var næsten for meget. Faktisk var det nok netop for meget. Tankerne kværnede rundt mellem hinanden og der var kun én hun var helt sikker på. Hun slap en forpint lyd, lagde nakken lidt tilbage og så op i loftet et øjeblik "Men det er dig jeg gerne vil have.." indrømmede hun, selvom det ikke burde være nogen overraskelse.

Hun bøjede hovedet og blikket fandt flakkende hans igen "Det har hele tiden været dig." stemmen knækkede til sidst og hun så ned på sine fødder, mens den første tåre trillede ned over den allerede fugtige kind.

[Elias Oliver Wood]

Det blev lidt for meget. Eller, det var det nok allerede. Elias rakte nu alligevel endelig frem for måske at kunne nå Jemimas hånd, lod hun ham altså gøre det. Der var ingen undskyldning for hvad han havde gjort, men han frygtede virkelig også at miste hende. Tanken sved og fik hvert slag fra hjertet til at gøre mere ondt.

"Jeg vil dig. Det vil jeg virkelig," sagde han, grådkvalt uden han rigtig græd salte tårer ned af kinderne. Glemt var festen nedenunder. Han havde trods alt også kun været i stand til at fokusere på få elementer af den. Alt andet havde bare været lukket af - nærmest af skyklapper.

"Hvis du vælger at give mig chancen, vil jeg virkelig kæmpe for det her."

[Jemima Burke]

Jemima trak ikke hånden væk da hun mærkede hans, men et hørligt snøft forlod hende og den ene tåre blev til flere. Det hele var så milevidt fra hvordan hun havde regnet med dagen ville udspille sig og en del af hende følte lidt, at hun svævede et sted udenfor det hele og betragtede det udefra.

Alligevel sad hun midt i det og kæmpede med impulserne mellem hjerne og hjerte. Han var hendes faste holdepunkt. Det ene sted hun følte hun kunne være helt sig selv og vidste han ikke ville dømme hende. Uden helt at kunne være i det, men også uden at kunne få sig selv til at gå, fulgte hun sin mest dominerende impuls, lænede sig ind mod ham og gemte ansigtet mod hans skulder "Jeg vil dig.." hviskede hun, næsten ikke hørligt.

[Elias Oliver Wood]

Det hele føltes virkelig svært og sårbart. Søgeren lagde armen forsigtigt omkring hende, så snart hun havde søgt tryghed hos ham. Ja, selvom det nu også var ham der havde spoleret hele aftenen og hendes tillid. Han holdt om hende i trukne øjeblikke, uden at gøre noget forsøg på at ville etablere afstand.

"Vil du gerne blive her?" spurgte han, et godt stykke tid senere. Han ville gerne hjem, men samtidig kunne han ikke bare skride fra hende. Det ønskede han ikke. "Ellers kan jeg følge dig hjem." Det var trods alt et mugglerhjem, og han ville ikke bare lade hende gå alene.

[Jemima Burke]

Tavsheden der før havde været frygtelig, var nu næsten at foretrække. Så længe hun sad der, med hans arm omkring sig og hovedet på hans skulder, kunne hun næsten bilde sig selv ind, at der ingenting var sket. At det hele bare havde været en virkelig livagtig og ubehagelig drøm.

Det var det bare ikke og hans spørgsmål tvang hende til at skubbe den momentære eskapisme på afstand og da hun løftede hovedet, var der en fugtig plet på hans skulder "Jeg lovede mor at følges med Iris Burke." svarede hun dæmpet, mest fordi hun ikke helt kunne overskue, at han skulle følge hende hjem, selvom hun heller ikke havde lyst til han skulle gå, men også for at han ikke skulle føle sig forpligtet til det.

[Elias Oliver Wood]

"Okay," Fik Elias sagt, men ordet lød stadig tungt og ømmende. Armen forlod hende ikke, selvom grebet havde måtte slækkes lidt, da Jemima havde rettet sig op og løftet hovedet fra skulderen.

"Jeg... vil meget gerne se dig så snart som muligt. Så vi kan... finde ud af hvad vi gør herfra." De kunne bearbejde hvad end der foregik. Elias kunne vurdere det store hvorfor og Jemima om... det var værd at stole på ham igen. Han sank.

[Jemima Burke]

Jemima lænede sig ikke ind til ham igen, men gjorde heller ikke noget forsøg på at få ham til at flytte sin arm. Den var tryg, uanset hvad der var sket og gav hende et lille bitte håb om, at han ikke ville ende med at beslutte, hun ikke var det værd.

Hun nikkede "Ja." hun følte sig lettere følelsesløs nu, som om hjernen forsøgte at bedøve smerten indeni, nøjagtigt som den ville gør, hvis hun havde brækket en arm i en kamp "Hvornår? Jeg har ikke.. jeg havde kun en aftale med dig her i påsken." fortsatte hun og mærkede igen klumpen i halsen.

[Elias Oliver Wood]

"Jeg kan ikke... Jeg vil virkelig gerne finde tid med dig her i påsken. Det her... skal ikke vente en måned til vi kan ses igen," Forsøgte han febrilsk. Han håbede at Jemima kunne finde tiden, men han forstod at hendes familie var meget anderledes end hans. Ja, desuden var han jo flyttet hjemmefra.

"Medmindre, det er... det du vil have?" En lang periode til at tænke det igennem. Han ville forstå det, men det var ikke en rar fornemmelse. Omtrent så rar som at have handlet uden at have hele sig selv med, til aften.

[Jemima Burke]

Jemima rystede på hovedet da han tydeligvis misforstod hende, men også halvt fordi hun ikke havde noget ønske om at gå over en måned i uvished og så skulle tale om det i Hogsmeade hvor alle andre også rendte rundt.

Bare tanken fik knuden i maven til at stramme sig hårdt sammen "Nej, jeg mente bare, at jeg ikke har andet jeg skal." hun tog en dyb indånding, som om det var svært at uddybe hvorfor "Jeg håbede jeg skulle bruge tid med dig, så.." hun løftede blikket tøvende og mødte hans igen.