Gæt hvem

[Kiaan Patil-Fawley]

"Hvis jeg vidste at du ville mig, ville jeg slet ikke have startet noget med hende til at begynde med." kom det ud af ham. Og da katten først var ude af sækken fulgte resten med. "Jeg savnede dig pissemeget, Olive, og jeg fortrød at vi havde slået op. Men det kunne jeg jo ikke komme og fortælle dig, mens du så ud til at have det godt." Tanken havde gnavet i ham længe. At mens han havde savnet hende, havde det næsten virket som om hun var godt tilpas. Det havde gjort ondt, og havde fået ham til at tage afstand.

"Dengang til allehelgensfesten, da jeg fortalte dig at vi hjalp hinanden? Jeg løj ikke for dig. Vi havde begge eks-kærester vi prøvede at komme os over." Og det havde ikke hjulpet, andet end en midlertidig distraktion. "Jeg troede det bedste jeg kunne håbe på, var at vi kunne få et venskab igen, så jeg i det mindste ikke skulle undvære dig helt." Kombinationen af alkohol og eliksir åbnede ham helt op, og det hele busede ud. Også selv om han efter hvert ord ville ønske han bare kunne holde sin kæft.

[Olive O'Neal]

Fuck. Hvert ord bidrog kun til revnerne i facaden, der smuldrede omkring hendes bløde indre. For hvordan skulle hun kunne rive sig fri igen, når Kiaan stod og sagde ord, der kun gav hende lyst til at søge tæt ind til ham igen.

"Men du vidste det," indvendte Olive og stemmen tog et knæk. Ligeså foldedes armene op, så der ikke længere var beskyttelse at finde i dem. De hang løst langs hendes sider og hun lukkede dem, så de ikke skulle driste sig til at række frem mod ham.

"Du vidste, at det ville skubbe mig længere væk. Du måtte kunne se det dengang."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan vidste ikke hvad der ramte ham hårdest, det faktum at han ikke kunne sige at hun tog fejl, eller lyden af hvordan hendes stemme knækkede, ligesom hele hendes kropssprog skiftede. Trangen til at tage hende i armene og knuge hende tæt til sig igen meldte sig, og han nåede heller ikke helt at standse armene i at løfte sig en anelse, før han, ligesom hende, lod dem falde hjælpeløst ned langs hans sider.

"Jeg troede ikke du ville have mig tilbage igen." lød det spagt fra ham. Det var ikke en undskyldning, men nærmere end forklaring. "Jeg vidste ikke hvad du ville have, Ollie, kun hvad jeg selv ville have. Og jeg troede ikke at jeg kunne få det." Noget sørgmodigt dukkede op i de mørke øjne. "Intet jeg gjorde, blev gjort for at såre dig, men jeg er så ked af at det skete." Mod sit bedre vidende rakte han forsigtigt ud efter hende igen, i et forsøg på at opnå kontakt med hende igen.

[Olive O'Neal]

Olive havde så meget lyst til bare at træde ind til ham, at det næsten gjorde fysisk ondt på hende. Sådan havde det aldrig føltes før, ligesom impulserne aldrig havde været så svære som nu at undertrykke. Hun rynkede brynene og trådte et skridt tilbage.

"Det er jeg også," svarede hun og lød ikke længere vred, men udelukkende dybt og inderligt såret. Og med de ord vendte hun ryggen til ham og gik ind igen.

afsluttet?