This is why we can't have nice things

[Alastair Fudge]

Alastair slap et impulsivt fnys over de nærmest forventelige ord, selvom netop det, at han forventede det, gav ham et lille stik i mellemgulvet. Langsomt åbnede han øjnene igen og fæstnede det lyse blik mod Lysander.

“Det kunne aldrig falde mig ind,” svarede han, bare en kende tørt, men uden nogen egentlig styrke bag. Han fortsatte da også umiddelbart efter, brynene let sammentrukne. “Jeg troede, at du havde fri.”

[Lysander Scamander]

Lysander kom helt ind i rummet og trak hatten af igen ved spørgsmålet. Han rømmede sig. "Det har jeg også," konstaterede han. "Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at lade dig ligge her alene."

Han trak stolen hen og satte sig stædigt ned i den igen. "Så. Nu er vi her. Og jeg går ikke."

[Alastair Fudge]

Alastair kunne ikke lade være med at se lidt undrende på Lysander, men han valgte at lade være med at pointere, at den eneste grund til, at hans familie havde efterladt ham der, netop var at Lysander stadig hang rundt udenfor værelset.

"Har du altid været så kommanderende?" kunne han dog ikke lade være med at spørge, bare en anelse tørt, men også med den svageste, let opgivende sitren ved læberne.

[Lysander Scamander]

Alastair smilede næsten. Næsten. Lysander tog det som et godt tegn på flere måder og satte sig til rette. Han trak vejret dybt og brummede let.

"Det tror jeg. Ikke altid for det gode. Jeg mindes noget med en eftersidning for at pille ved maling, som vist mest bare var en rigtig dårlig måde at tvinge dig til at være sammen med mig. Man kan argumentere for at jeg havde lidt et magtkompleks. Det blev bedre med tiden."

Hans blik gled over Alastair. "Hvordan har hovedet det?"

[Alastair Fudge]

Alastair slap et fnys ved mindet og lukkede øjnene, bare et øjeblik. "Mind mig endelig ikke om det," svarede han dæmpet, selvom vreden over episoden var en saga blot.

Han slog langsomt øjnene op igen og fæstnede blikket på Lysander. "Bedre. Tak."

[Lysander Scamander]

Lysander smilede svagt og nikkede lidt. "Glad for at høre det," svarede han og mente det.

"Så hvordan vil du helst fordrive tiden. Samtale... Eller troldsmandsskak?"

[Alastair Fudge]

Alastair fattede ærligt talt stadig ikke, at Lysander var her for at holde ham med selskab - eller hvorfor han var der i det hele taget. Samtale hindrede ham dog effektivt i at overtænke det. Dét og resterne af hovedpinen.

"Det kan umuligt være rimeligt at forlange skak af en, der måske har en hjernerystelse," pointerede han med et sigende blik.

[Lysander Scamander]

Lysander fnøs let. "Jeg forlangte ikke," pointerede han.

"Jeg tilbød. I indsigt af at du måske ikke havde lyst til en lang, dyb samtale. Men jeg er opfindsom. Hvis du har det lidt bedre, kan det også være vi kan vove en tur ud til balkonen. En mundfuld frisk luft?"

[Alastair Fudge]

Alastair undlod at diskutere semantik, selvom han følte sig stigende bevidst om behovet for at skulle fylde tiden med et eller andet. Det havde været nemmere, da de bare havde snakket.

"Hvis du synes," svarede han derfor. "Jeg tør dårligt at modsætte mig helbrederen uanset."

[Lysander Scamander]

Lysander hævede et enkelt bryn og rejste sig op. "Fornuftigt," svarede han, næsten kækt, selvom han stadig var temmelig bekymret under det hele.

"Kom så, Fudge. Lad os få luftet dit hoved."

Og så ledte han vejen, opmærksom på patienten hele tiden.

Eventuelt luk?