Hun var en rosenkrans, han en tornekrone

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke den største bevægelsesfrihed og Dominique lod sig for første gang irritere over det. Snart var det dog glemt, da Cal indfangede hende i et nyt kys og fyldte hver af hendes sanser med hans nærhed.

Hun havde muligvis også glædet sig mest til dén del af aftenen og det var at mærke på måden, hun søgte hans læber. Hånden lukkede sig om hans nakke.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hvilede sin vægt på underarmene, selvom den ene snart flyttede sig, så hånden gled op over hendes lår og side. Stoffet dækkede dog det hele og der var ingen chance for at han bare kunne skubbe skørtet op.

Den indsigt afslørede sig i et spørgende: "hm," selvom han nok kunne regne det ud ved nærmere undersøgelse. Det krævede dog, at han flyttede sig.

[Dominique O'Callaghan]

Et smil strejfede hendes læber over den spørgende lyd, men det var heller ikke første gang, at Dominique følte sig begrænset. Det var da også mest af alt impulsivt, da hun rakte ned og fik trukket stoffet så langt op, som pasformen og deres måde at ligge på nu tillod.

Blonderne var ikke uigennemtrængelige, men det krævede alligevel lidt kraft at få de nedbidte negle igennem. Derfra var det dog ikke nogen stor udfordring at få de tynde snore til at give efter, selvom projektet var uundgåeligt forhindret af, at hun ikke for alvor kunne løsrive sig fra hans læber.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde mest af alt fisket efter en forklaring på, hvordan han fik kjolen af hende, men han havde alligevel ikke regnet med at hun ville maltraktere stoffet.

Han undlod dog klogeligt at pointere, at det var et drastisk skridt at tage, men brød i stedet lidt væk. Som han skubbede sig op at sidde på knæene, trak han hende dog med, så han kunne komme til hendes ryg og den formodede åbning.

[Dominique O'Callaghan]

De var trods alt magikere og der var ikke dét, en besværgelse ikke ville kunne klare. Dominique fulgte da også bare med ham, som han førte hende. Hun holdt da også kortvarigt vejret, da hans fingerspidser strejfede nøgen hud ved kjolens åbning.

Kjolens nye bevægelighed blev da også udnyttet, som hun fik smøget et ben på hver side af hans, fødderne plantet i madrassen.

[Cillian O'Callaghan]

Endnu engang blev Cals foretagende lidt spoleret, da Dominique rykkede sig væk fra hans hænder. Han kunne dog ikke rigtigt klage, selvom han kom til at slippe en munter lyd.

"Vil du lade mig få dig ud af den her, kvinde?" brummede han dog også ind mod hendes læber, den irske accent lidt mere udpræget med den halve spøg.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kunne ikke andet end at slippe et muntert fnys over hans ord, men hun efterlevede dog hans forespørgsel. Smilet forsvandt dog ikke helt fra hendes læber.

"Så må du jo skynde dig," mumlede hun da også, hæst under det tunge åndedræt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal slap en bekræftende lyd og tøvede ikke med at få åbnet knapperne med en imponerende hast, uden at rive dem af. Lidt af en bedrift, hvis han selv skulle sige det.

Til gengæld gik der ikke lang tid, før han formåede at få kjolen helt af hende. Og som han gjorde, lænede han sig da også tilbage og lod blikket glide over hende.

[Dominique O'Callaghan]

Cal var en effektiv mand, men det betød ikke, at Dominique ikke var bare en smule imponeret af, hvor effektiv. Det var dog muligvis en af de bedre øjeblikke at være det og hun snoede sig velvilligt ud af stoffet.

Et smil strejfede hendes læber og i stedet for at læne sig frem for at fange hans igen, lænede hun sig tilbage med en albue i lagenet på hver side af sig og nakken lagt lidt tilbage. Det ene bryn blev hævet.

[Cillian O'Callaghan]

Cal forsøgte ikke i et øjeblik at skjule, hvordan han betragtede hende. Det var længe siden, han havde haft mulighed for at se hende på den måde og hun havde tydeligvis intet problem med det.

Han tog sig god tid og lod hånden løbe over hendes ben, før han hægtede en hånd om hendes knæhase og løftede benet op, så han kunne kysse indersiden af hendes knæ.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kunne ikke for alvor huske, hvornår de sidst havde været intime sammen på den måde. Blikket på ham var da også fortærende, som hun slugte hver bevægelse. Fulgte hans læber mod indersiden af sit ben i en berøring, der trak en næsten åndeløs lyd fra hende.

Hun brød ikke tavsheden og var ikke selv bevidst om, hvor tungt hendes åndedræt var blevet eller hvordan hendes hud var lige så brændende som hendes blik.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mærkede utålmodigheden røre på sig et sted i sit indre, men som altid blev det blot til en udfordring om at holde den hen så længe som muligt. Derfor tog han sig også god tid; lod læberne aftegne hendes hud ned til midt på inderlåret.

Der markede han en enkelt, blid gang med tænderne, før han lænede sig frem over hende igen og søgte hendes læber.

[Dominique O'Callaghan]

Modsat Cal var Dominique virkelig ikke udstyret med tålmodighed. Blikket på ham var hungrende, uden hun helt var bevidst om. På samme måde ænsede hun slet ikke, at tungespidsen løb over de let adskilte læber, som al opmærksomhed var fixeret på ham og følelsen af tænder fik hvert et hår til at rejse sig over den nu temmelig arrede hud.

Hun fulgte hvert kys med åndeløs intensitet og var ikke sen til at hæve sig lidt fra madrassen i en søgen på hans læber. Et møde, der trak endnu en dæmpet lyd fra hende.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mødte med glæde hendes læber på halvvejen og tog sig tid til at fortabe sig ved dem igen. I mellemtiden gled hans hånd over ydersiden af hendes lår, før han tog et fastere greb og rykkede hende længere ind på sengen.

Han selv fulgte naturligt med og selvom der endnu var stof, der adskilte dem, så fandt han plads mellem hendes ben; søgte nærheden og fornemmelsen af hud mod hud, som det føltes som om, at han havde været foruden længe.