Hemmeligheder mellem søstre

[Iris Burke]

Iris var ret fast besluttet, men det var også nemt nok, når det stadig var hypotetisk. Hun havde dog et stædigt drag om munden.

"Hvis det kom til det, ved jeg slet ikke, om jeg ville tale med dem," konstaterede hun. "Og Elias ville hjælpe dig, hvis du gik for ham, ikke? Det tror jeg også, at Willard Ollivander ville for mig."

[Jemima Burke]

Jemima smilede skævt, men det nåede ikke helt hendes øjne, der ellers havde spillet oplagt kort forinden "Måske.. jo, men jeg tror ikke helt vi er lige der hvor man overvejer at bo sammen. Og jeg vil ikke have han skal føle det er hans skyld, hvis jeg bliver uvenner med mine familie." hun sukkede tungt igen "Jeg tror jeg opgav lidt at få dem til at lytte, sidste gang jeg luftede tanken om at søge ind som aurorlærling." konstaterede hun og slap et lille, mellemfornøjet fnys.

[Iris Burke]

Iris slap et dæmpet suk. Det var ikke et opløftende emne og hun slap en dæmpet, forstående lyd.

"De må bare finde ud af at acceptere det," konkluderede hun. Der var ikke andre muligheder. Og deres mor arbejdede trods alt selv.

[Jemima Burke]

Det sitrede ganske svagt ved Jemimas mundvige før hun nikkede en enkelt gang, så godt det nu lod sig gøre, når man lå med nakken mod en seng "Jeg tror lige din indre Løve kiggede frem der." drillede hun tørt, mens smilet fandt tilbage på hendes ansigt, bare ved tanken om Elias Oliver Wood "Jeg er bare så vild med ham. Nogen dage, tror jeg slet ikke jeg kan rumme det. Bare.. boom!" hun brugte hænderne til at illustrere en sværm af usynlige sommerfugle, der eksploderede ud i det fri fra hendes mave og slap en lille, overvældet latter.

[Iris Burke]

Iris trak lidt på den ene skulder, uden at sige søsteren imod. Til gengæld blødte hun lidt op over det næste og kom til at smile.

"Det er så godt for dig, Jem. Du ser også virkelig glad ud."

[Jemima Burke]

Jemima skar en lille grimasse, men endte med at smile endnu bredere end før, mens søsterens ord bundfældede sig "Det er jeg.. glad. Virkelig glad." faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun nogensinde havde været så godt tilpas som hun havde været i det halve år, hun og Elias havde været mere end bare venner.

Hun skubbede sig op at sidde igen "Hey.. det jeg sagde i sommers ikke, med at hvis jeg kan hjælpe dig med at ses med Willard i ferierne uden at der bliver ballade over det. Det gælder stadig."

[Iris Burke]

Iris fattede stadig ikke helt, hvordan det rent faktisk var gået sådan, at hende og Jemima pludselig talte sammen som tætte veninde, men hun var så taknemmelig for det. Det var som at have fået en helt ny søster og ved ordene, blottede hun tænderne i et bredt smil.

"Tak, Jem. Virkelig," svarede hun og mente det fuldt ud.

Måske luk?