Abnormitet

[Siobhan Munro]

De var selv slående modsætninger de to, men Siobhan så glimt af Reginald i den unge kvinde; ikke mindst i intelligensen i hendes blik. Det fik hende til at se eftertænksomt på hende i flere øjeblikke, mens hun overvejede sit svar.

"Ingen," sagde hun til sidst, ganske sandt. Blikket veg heller ikke, som hun fortsatte. Måske ville Gillians far ikke bifalde, men sådan var det. "Ikke i det magiske samfund."

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke et vanvittigt informativt svar, men det var et sted at starte. Det gjorde Gillian dig ikke med det samme, men lænede sig i stedet frem og hældte teen op i de to kopper af sart porcelæn.

Langsomt rettede hun sig lidt op igen. "Din familie?" spurgte hun. "Eller dig?"

[Siobhan Munro]

Det var en risikabel måde at svare på, men Gillian fangede - måske til hendes held - ikke den reelle mening bag. Og Siobhan gjorde ikke noget for at udpensle, hvad hun egentlig havde ment.

"Mig," svarede hun dog med et svagt sardonisk smil, uden at skarpheden var rettet mod pigen. Og trods hun aldrig talte om det, tilbød hun et stykke mere af sig selv. "Min familie ville passe perfekt ind her."

[Gillian C. Fudge]

Dét var uforventet, men Gillian var forholdsvist uinteresseret i menneskers familier. Som oftest var det blot, hvad man måtte overleve for at komme nogenlunde helskindet ud på den anden side og hun forfulgte ikke emnet.

"Men du minder ikke om din familie," konstaterede hun langsomt, mere end spurgte. Hun studerede kvinden med blikket, ikke længere så optaget af hvad høflighed og pli foreskrev.

"Du har måske mere til fælles med min far?"

[Siobhan Munro]

Siobhan genkendte det som en observation, frem for et spørgsmål og af samme grund så hun ingen grund til at besvare det. Til gengæld mødte hun også blot Gillians blik uden tegn på andet end interesse.

"På visse områder," medgav hun. Også flere nu, end da de først havde fundet hinanden. "Men måske flere forskelle. Det er nogle gange bedre."

[Gillian C. Fudge]

Et lille smil strejfede Gillians læber, som svaret uundgåeligt sendte hendes tanker forbi William Knight. Blikket flakkede kortvarigt og hun fugtede læberne, før hun talte igen.

"Der er et andet perspektiv at finde gennem det," medgav hun og glattede skørtet igen i ren vane.

[Siobhan Munro]

Siobhan overså ikke smilet og havde en fornemmelse af, at Gillian måske vidste udmærket, hvad hun snakkede om. Hun smilede selv ganske svagt og slap en dæmpet lyd i enighed.

Til gengæld spurgte hun heller ikke ind til det, men betragtede blot den yngre pige og afventede flere spørgsmål.

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke første gang, at Gillian i højere grad agerede forhørsleder end aktiv samtaler og selv da spørgsmålene forstummede, var blikket på kvinden vågent. Hun havde sine mistanker, men i stedet for at gå direkte til sagens kerne, nærmede hun sig den varsomt.

"Du ser ikke ud til at frygte ham."

[Siobhan Munro]

Siobhan var ikke blind for, at Gillian bevægede sig i periferien af noget, men de boede under samme tag, hun var Reginalds datter og hun selv var ikke på vej nogen steder hen.

"Nej," svarede hun ærligt. Hun havde aldrig frygtet Reginald Fudge, selv ikke, da forvandlingen nær havde taget menneskeligheden fra ham. Til gengæld:

"Men jeg respekterer ham," tilføjede hun. Udover det bånd, de havde som mennesker, så var han også hendes alfa og det betød ikke så lidt. Ikke, at det afholdt hende fra at skændes med ham, selvfølgelig.

[Gillian C. Fudge]

Gillian betragtede kvinden, blikket tankefuldt. Hun respekterede selvfølgelig også selv Reginald, men det var der en helt anden årsag til det. Og mere end det havde hun nok altid frygtet ham, selv før han var blevet forandret.

"Det er der nok ikke mange tilbage, der gør," konstaterede hun, ikke med det samme. Teen stod stadig urørt foran hende og hun gjorde ingen anstalter til at ændre på det.

[Siobhan Munro]

Siobhan havde heller ikke rørt sin egen te. Ærligt talt ville en stiv whisky være bedre, men det var trods alt stadig formiddag. Hun tog en indånding ved ordene, men modsagde dem ikke.

"Nej," medgav hun tværtimod. "Det er problemet med det magiske samfund. Men det har du sikkert allerede gennemskuet med den bog, du læser."

Og nok også ud fra førstehåndserfaring.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke, om problematikkerne i det magiske samfund kunne koges ned til én grundlæggende. Hun rettede sig lidt op og blikket på kvinden var uudgrundeligt.

"Er det?"

[Siobhan Munro]

Siobhan trak let på den ene skulder, men noget ved hendes ansigt afslørede, hvordan hun havde det med ministeriet.

"Ét af dem," tilføjede hun en kende tørt og uden reel humor.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde stræbt efter ministerposten det meste af sit liv og selvom alt havde ændret sig, havde det stadig ikke bevæget sig længere væk end en ambition om en plads i ministeriet.

"Du har måske flere problemer med samfundet?" spurgte hun og tonen afslørede ikke noget, selvom brynene var let hævede. "Eller ministeriet?"

[Siobhan Munro]

Siobhans hoved gled let til siden og der var noget udpræget rovdyragtigt over bevægelsen. Øjnene var let sammenknebne og den mindste antydning af et smil rørte hendes læber, uden at det nødvendigvis var varmt.

"Har du ikke?"