Kald det kærlighed

[Cailean Morgaine]

Træskeen ramte kanten af gryden med en lyd, da Cailean slap den og vendte sig mod slangen igen med et provokeret udtryk og en knapt så rolig vejtrækning.

"Pak skuespillet væk, Avery! Hvad er det du vil?" Han følte sig overhovedet ikke ovenpå i situationen.

[Alissa Avery]

Hver en blodåre, der trådte frem i hans pande og hvert et udtryk på frustration, hun kunne spore i hans træk, var som point, der tikkede ind på hendes tavle. Alissa måtte da også pakke et selvtilfreds smil væk.

"Hvis du fortsætter sådan, bliver jeg nødt til at fratrække dig point," konstaterede hun. "Eller også kan jeg selvfølgelig kalde på Professor Yaxley og høre, hvad hun synes om den adfærd?"

Brynene blev hævet, som var det et rent faktisk spørgsmål; Som havde han overhovedet et reelt valg.

[Cailean Morgaine]

Hun var ude på at få ham smidt ud. Det var dét, hun pønsede på. Den lille lede... Cailean kunne have skidt højt og helligt på den trussel der hang over hans hoved, og kastede sig over hende her og nu. Det var næsten det værd. Næsten.

Han bed tænderne sammen igen og rakte ud efter et glas med nogle ingredienser han ikke engang ænsede hvad var, før han stak hånden ned i noget vådt og koldt, som han klaskede ud på skærebrættet så han kunne snitte det. Hvis han kunne finde kniven? Han så sig om og fik øje på den henne ved Averys skærebræt. Pis.

I stedet begyndte han at rive hvad der lignede små stykker af tudselever fra hinanden med fingrene. Resultatet var selvsagt ikke imponerende.

[Alissa Avery]

Alissa noterede sig den indestængte vrede med fryd over, at Cailean nu endelig ville kunne mærke konsekvenserne af at have lagt sig ud med ikke kun sirenerne, men hende. Det var ikke længere kun en røvkløe-forbandelse eller lidt uskyldig brug af amortentia.

Blikket faldt til skærebrættet og endnu et tegn på hans tydelig ophidselse. "Vi skal altså ikke bruge tudselever, Morgaine," belærte hun ham bedrevidende. "Vi prøver at lave amortentia, ikke forgifte nogen. Og vi er altså nogle, der går op i vores karakterer."

Okay, det var ikke helt rigtigt. Alissa var temmelig middelmådig i skolen. Men det behøvede Morgaine jo ikke at vide.

[Cailean Morgaine]

Han kastede stykkerne fra sig på skærebrættet og så på hende igen. "Gør vi?" Lige nu var han temmelig sikker på, at han hellere ville forgiftes end høre mere på hendes provokerende bemærkninger. Hvordan var der ingen andre der kunne se det? Alissa Avery var mere giftig end nogen eliksir de nogensinde havde stiftet bekendtskab med i undervisningen.

"Hvad med at du bare laver den selv så, hm?"

[Alissa Avery]

Det var næsten svært ikke at være decideret skadefro og Alissa bekymrede sig da heller om at holde det fra blikket, selvom smilet forblev sødmefuldt. Hun nikkede en enkelt gang og vendte tilbage til at skære tornene af stilkene.

"Så længe, du selv forklarer det, når Professor Yaxley kommer forbi," bemærkede hun muntert.

[Cailean Morgaine]

Cailean sendte hende et sydende blik, inden han hev bogen til sig og gav sig til at stirre på listen over ingredienser, uden egentlig at læse dem. Men det ville købe ham lidt tid, hvor han kunne se produktiv ud, uden at lave noget.

Først da han fornemmede at Professor Yaxley havde bemærket, at han ikke lavede andet end at kigge i bogen, skubbede han den til siden igen og fandt glasset med perlestøv, som han gik i gang med at veje på kobbervægten. Denne gang på alt andet end øjemål, da han tog sig virkelig god tid om, at fjerne og tilføje støv og lodder så det kunne blive helt præcist. Eller mest af alt så han ikke skulle tage stilling til at lave noget andet.

[Alissa Avery]

Alissa var ikke den mest grundige, men nu gjorde hun sin bedste indsats. Det var trods alt ikke første gang, hun havde brygget eliksiren og netop dét skulle Cailean ikke være i tvivl om.

"Hvad dufter amortentia egentlig af for dig?" inkvirerede hun og for én, der ikke kendte hende, lød det sikkert helt oprigtigt. Og hun æggede ham fortsat skruppelløst. "Nu, du har personlige erfaringer med det."

[Cailean Morgaine]

Han havde tænkt sig at ignorere hende. Og tænkt sig at ignorere duften af eliksiren, når den snart ville sprede sig i lokalet. Det ville ikke blive noget problem, han skulle bare koncentrere sig lidt.

Men så skulle hun absolut nævne hans 'personlige erfaring' og minderne væltede frem i uvelkomne mentale billeder, så han fik lavet et ryk med hånden der ramte pladen med lodder, som alle ramlede ned på bordet.

Han sagde ikke noget lige med det samme. Men farven i hans ansigt talte rigeligt, alt imens han stoppede to lodder fra at trille ud over bordkanten.

[Alissa Avery]

Det kunne ikke være mere perfekt, om så Alissa havde orkestreret hvert øjeblik af det. Hun vendte sig dog selvfølgelig om mod ham og agerede den omsorgsfulde præfekt.

"Skal du have hjælp, Morgaine?" tilbød hun kattevenligt.

[Cailean Morgaine]

Cailean skulle ikke hjælpes af Alissa Avery, om så de var de sidste mennesker på jorden og han mistede både sine armen og ben.

"Nej!" Vrissede han så hurtigt, at hun knapt nåede at sige hans navn færdigt først. Han bemærkede et par blikke fra enkelte af de andre borde, og rettede sig lidt op selvom det måtte være tydeligt for en hver, at Cailean var presset til bristepunktet, og det kun var et spørgsmål om tid før bomben sprang.

[Alissa Avery]

Alissa nød at se ham svede, men hun havde trods alt ingen intentioner om at blive fanget i endnu et sammenstød med Cailean. I hvert fald ikke, hvis ikke det kunne vendes til hendes fordel.

Hun trådte derfor tilbage til gryden og gav sig til at hælde tornene ned i gryden.

[Cailean Morgaine]

Cailean stod stille for et øjeblik. Hans vejtrækning var en smule højlydt, men han fik efterhånden en lille smule kontrol over det og kunne vende tilbage til vægten og lodderne og perlestøvet.

Koncentrationen var dog helt forsvundet. Han fik lagt et enkelt lod på, men det fintfølende arbejde stemte virkelig ikke overens med det voldsomme indre. Han knyttede hånden om det næste lod, og kom ikke rigtig videre. Hvis bare hun ville holde sin kæft resten af timen, ville det måske lykkedes ham at komme igennem.

[Alissa Avery]

Nok så Alissa ikke på ham, i hvert fald ikke direkte. Men ud af periferien af sit synsfelt nød hun alligevel, hvordan hver bevægelse stadig syntes påvirket af deres udveksling. Hun rørte tilfreds i kedlen.

"Er du ved at være færdig?" inkvirerede hun, som lige præcis den pæne og søde fuldblodspige, hun foregav at være.

[Cailean Morgaine]

Hun var virkelig frygtelig. Det var lige før at han kunne mærke hårene i nakken rejse sig, da hendes stemme lød igen. Men fint! Hvis det var dét spil hun havde tænkt sig at spill resten af timen, så måtte det være sådan.

Han vendte blikket igen og stak hende et meget kortvarigt falsk smil, i en parodi på hendes eget. "Ja da," han samlede lodderne sammen og smed dem op i kedlen, stadig med blikket rettet mod hende. "Ups. Ærgerligt."