Blodtud(eri)

[Finley Runcorn]

Det var utroligt så øm kroppen kunne være. Han havde både båret hende op ad trapperne og væltet hende ned af nogle tidligere. Blå mærker var der nok en del af under det løse tøj. Varmen steg i ansigtet over nærheden. Måske fordi det gav ham nogle flashbacks til hvordan de havde presset sig mod hinanden til julefesten.

"Jeg aner ikke hvordan jeg kommer op på benene igen," Indrømmede han så. Det var både sandt, men også lidt en bevidst og underholdt provokation nu hvor vidste at han maste Calliope.

[Calliope Zabini]

Calliope prustede lidt under vægten og vred sig. Ikke, at bevægelsen hjalp hende med at komme fri. Faktisk formåede det kun at skubbe dem tættere på hinanden.

"Det er utroligt, hvor meget du kan veje for sådan et skravl," brokkede hun sig.

[Finley Runcorn]

Det var egentlig ikke voldsomt behageligt da krøltoppen begyndte at vride sig lidt. Måske fordi det ligesom fik sat et pres mod visse af de blå mærker og skrammer i processen. Alligevel slap Finn en underholdt lyd, selvom han godt kunne mærke hvordan ørene blev varmere over nærheden.

"Oy. Jeg har båret dig skidelangt. Jeg er intet skravl," protesterede han og forsøgte at fange hendes hænder, hvis nu hun skulle kunne finde på at skubbe.

[Calliope Zabini]

Det ville være alt for nemt for Calliope at bryde fri af grebet, men hun lod sine hænder indfange og kunne ikke for alvor finde det i sig at have noget imod det. Fnyset, der forlod hende, lød da også mest af alt muntert.

"Så siger vi det."

[Finley Runcorn]

Det var næppe første gang de tonsede rundt sammen på et gulv, men det var længe siden. Naturligvis ikke nær så længe fra Finn, der havde mistet et halvt år af sin hukommelse.

Så snart han havde indfanget hænderne, vidste han ikke helt hvad han skulle gøre med dem. Han gik derfor lidt i stå, mens smilet og åndedrættet langsomt faldt til ro. Impulsen var der skam. Til at prøve at kysse hende igen. Snart rullede han dog ned ved hendes side igen.

"Vi bliver nok jokket på før eller siden."

[Calliope Zabini]

Calliope mærkede det trække i sig, men det var endelig bare lidt normalt mellem dem. Af samme årsag søgte hun ikke at følge impulserne, men slap i stedet et lettet suk, da han endelig trillede væk.

"Bare det ikke er af en professor," svarede hun nonchalant.

[Finley Runcorn]

En hånd lå på brystet, som stadig bevægede sig lidt forpustet opad efter bare den lillesmule tumlen. "Eller en vejleder. Eller - ad - en præfekt," forfattede slangen videre med en karikeret træthed i tonen.

"Så hellere blive trådt på af Milphio Borgin lige efter han har trasket rundt i mudder eller thestrallort," Der gik et sekund, før han drejede ansigtet mod hende. "Kan man se den slags, tror du?"

[Calliope Zabini]

Calliope slap et enigt fnys. Hun var så træt af Yaxley og Avery, der trods deres forskelligheder begge var lige uudholdeligt selvhøjtidelige.

"Thestrallort?" spurgte hun og drejede hovedet for at se på ham, kun for at opdage, at hans blik allerede var på hende.

[Finley Runcorn]

Da Calliope havde vendt ansigtet mod ham, blottede han flygtigt mellemrummet mellem fortænderne. "Ja," sagde han, som var hans mindre åbenbaring temmelig åbenlys.

"Altså, hvis man ikke kan se en thestral - hverken hår eller skind, kan man så se det der kommer ud?" Det den indtog var vel biologiske materiale, men stadig...

[Calliope Zabini]

Dét udviklede sig hurtigt til en længere filosoferen omkring thestraler og bæ - meget klassisk for deres venskab. Og da de endelig nåede op til tårnet, gav hun ham endda et lille smil, da de sagde godnat.

Det var da også med en underlig følelse i maven, at hun gik i seng.

afsluttet