When you kissed me by the mistletoe above

[Dominique O'Callaghan]

Efter Victoires endnu engang dramatiske exit, havde Dominique følt sig helt ualmindeligt træt. Det lod Theo også til at være, selvom det var af helt andre årsager og hun sang ham ind i søvnen, før hun lagde ham i værelset, der var tættest. Døren stod på klem, så han kunne høre den milde summen af snak, der havde det med at berolige ham.

Stadig en smule opkørt søgte hun udenfor og stod lænet op ad husmuren, da Teddy Lupin trådte ud ad døren. Blikket blev kun langsomt rettet mod ham, efter hun havde fyldt lungerne med røg og sluppet den igen. Hun skubbede sig fri.

"Vil du have selskab?" spurgte hun, kun lige hørbar over lyden af bølgerne. Tonefaldet var nøgternt.

[Teddy Lupin]

Det var som om det først blev lettere at trække vejret, da han trådte udenfor og den friske luft tvang sig ned i hans lunger. Den ellers normalt så prangende hårfarve var en smule mat, og han ænsede ikke sin omgivelser eller Dominique. Ikke før han hørte en stemme gennem lyden af bølgerne og vendte blikket mod kusinen.

"Dom? Øh... Det ved jeg ikke, jeg... Jeg kom bare ud for at få noget luft." Han sendte hende et smil, men det nåede ikke rigtigt hans øjne.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique undlod at pointere, at man sagtens kunne være udenfor nær hinanden, uden at være sammen. I stedet tog hun ham ind med blikket. Hun kunne foregive at være ligeglad med det meste af verden, men Teddy havde altid været et svagt punkt.

"Det er der også nede ved stranden," konstaterede hun og kastede et blik i retningen af selvsamme, før hun så tilbage på ham.

"Jeg skulle til at gå en tur. Du er velkommen til at gøre mig selskab."

[Teddy Lupin]

Det kunne han vel godt. Hvis Dominique ville have selskab, var det måske også nemmere at glemme samtalen med Vic for en stund. Og det kune han virkelig godt bruge.

"Ja, selvfølgelig." Stranden var også lidt væk fra huset og familien. Før eller siden ville en af dem gå ud i køkkenet og før eller siden ville hele huset sikkert kunne regne ud, at Teddy havde gjort Vic ked af det igen og så ville hun sige, at han endelig havde sagt ja og så ville de ønske ham tillykke og han ville blive nødt til at ligne en der selv var glad for beslutningen. Det var lige til at blive svimmel af.

Han rømmede sig, "hvad så? Har Fleur gjort krav på sit barnebarn?"

[Dominique O'Callaghan]

Teddys accept var så forudsigelig, at Dominique allerede var begyndt at bevæge sig mod stranden. Hun satte cigaretten mod læberne igen og slap røgen med et næsten muntert fnys, så hun måtte hoste en enkelt gang.

"Det har hun sikkert. Jeg efterlod ham ellers inde på Louis' værelse, men det skulle ikke undre mig, hvis han ikke får lov at ligge mere end et par minutter af gangen."

Ikke, at Dominique var utilfreds med at have en pause fra at have et lille, krævende spædbarn ved sig hele tiden.

[Teddy Lupin]

Teddy stak hænderne i lommerne og trak skuldrene op som værn imod kulden, imens hans blik hvilede på Dominique da hun talte. Han kunne alt for godt forstille sig, at Fleur have fundet Theo og kastet sin kærlighed over ham.

"Ja? Det kan jeg godt tro, at du har ret i. Men jeg fornemmer ikke, at du er ked af en pause."

[Dominique O'Callaghan]

Fleur var ikke den eneste i Muslingehytten, der var helt og aldeles forelsket i det nye medlem i klanen. Det passede dog Dominique fint og mundvigene sitrede let.

"Ikke rigtigt. Altså, jeg elsker ham virkelig, men det er også virkelig rart bare at være mig," svarede hun og brugte som sædvanligt flere ord med ham end med nogen anden.

[Teddy Lupin]

Gad vide hvor tit Dominique fik lov til bare at være sig selv, efter hun havde fået Theo. Han undlod at spørge, men kunne ikke helt lade være med at tænke på det.

"Det kan jeg forstille mig. Du får nok først rigtig tid til bare at være dig, når han starter på Hogwarts. Og så kommer du sikkert til at savne ham." I hvert fald hvis man skulle tage ordene fra de gamle i familien for gode vare.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique så tankefuldt frem for sig og røg lidt i tavshed, før hun slap røgen lidt mere larmende. Hun trak på skuldrene."Nu er jeg ikke alene om det," konstaterede hun roligt. Cillian O'Callaghan var måske væk meget af tiden, men han kunne ikke beskyldes for at være en fraværende far.

"Og han sover jo trods alt omkring sytten timer i døgnet. Desuden har jeg aldrig rigtigt sovet mere end fem timer ad gangen, uanset. Så det har ikke rigtigt været så livsomvæltende, som de gerne vil have det til at se ud."

Men meget af det havde sneget sig ind på hende så langsomt, at hun knapt havde bemærket det. Selvom hun da var svagt bevidst om, at hun ikke længere kun var sig selv nærest.

[Teddy Lupin]

Der havde aldrig været nogen der var alene om nogen børn i familien Weasley, det var Teddy ganske sikker på. Og da slet ikke så længe Molly havde noget at skulle have sagt, og det havde hun tit.

"Nej, jeg forstiller mig også at jeg ikke er den eneste i familien der gerne vil give en hånd med." Han slap så en underholdt lyd imens blikket vandrede ud over havet, "og Mr. O'Callaghan, selvfølgelig. Hvem skulle have troet, at han var god til børn."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique slap en bekræftende lyd til den indledende bemærkning, men havde heller ikke meget mere at knytte til det. Hun var ikke overrasket over familiens investering, snarere sin egen uventede situation.

Det var derimod fortsættelsen, der fik hende til at studse og hun tog sig tid til at tage et drag, før hun vendte blikket mod Teddy igen. Brynene var hævet let.

"Jeg ville ikke have troet, at du var så fordomsfuld."

[Teddy Lupin]

Teddy så næsten helt forskrækket ud over anklagen og begge bryn blev løftet.

"Nej nej, det var ikke sådan ment. Jeg mener- Eller han er bare meget- Jeg kender ham jo også kun som chef, så det var bare sådan... Altså jeg ved ikke, han har også virkelig været der for dig. Og jeg kender ham jo slet ikke privat."

[Dominique O'Callaghan]

Brynene søgte sammen over Teddys padlen rundt i det. Var det en hvilken som helst andet havde Dominique nok bare ladet ham drukne, men nu kastede hun ham en redningskrans.

"Han var der for mig i Wales," fortalte hun, selvom der indtil videre ikke var nogen, der havde hørt om tiden, hvor hun havde været Zoé. Hun kastede cigaretstumpen fra sig uden at bekymre sig meget med, hvor den endte.

"Og der er ikke det, han ikke vil gøre for Theo."

[Teddy Lupin]

Teddy havde mistænkt at Mr. O'Callaghan havde hjulpet Dominique en del, men han anede ikke hvor meget. Og netop af den årsag, kunne han kun være taknemmelig overfor manden. Det burde han. Familie betød alt for Teddy, og han kunne se igennem fingrene med mange ting, hvis et menneske stod en i familien nært og havde udøvet en ligeså stor hjælp som Mr. O'Callaghan. Alligevel...

"Ja selvfølgelig. Jeg har bare aldrig oplevet ham rigtigt i den kontekst, så det tænkte jeg ikke lige på. Men selvfølgelig er han det." Han pausede et øjeblik, og søgte så hendes blik. "Men han passer også på dig, ikke?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde allerede givet Teddy lang snor og gjorde sig generelt ikke i at redegøre for sine motiver eller følelser til andre. Men han havde altid været vedholdende og måske derfor stoppede hun op med et blik, der på mange måder sagde lad-os-lige-få-noget-på-det-rene.

"Jeg elsker ham, Teddy," konstaterede hun ligefrem. "Og jeg ville ikke være her i dag, hvis ikke det var for ham. På så mange måder."

Ikke kun, fordi han havde fået hende ud af ministeriet af flere omgange eller holdt hende sikker og tryg. Ikke kun, fordi de havde et barn sammen. Det var på et eller andet tidspunkt blevet sekundært. Havde måske altid været det.