Will likely be late because of who i am as a person

[Olive O'Neal]

Pludselig virkede alt som en elendig idé. Olive kastede et blik på sig selv i spejlet og stak t-shirten ned i bukserne, drejede en gang rundt, rev den op igen. Hun lagde hovedet på skrå, før hun alligevel endte med sjusket at skubbe den ned igen og vendte ryggen til det, før hun kunne nå at ombestemme sig. Både med tøjet eller med aftalen.

Det havde ellers virket helt naturligt, da Kiaan Patil-Fawley havde kysset hende bag tribunerne nede ved quidditchbanen og hun havde foreslået, at de tog til Hogsmeade sammen. Nu følte hun sig en lille smule udspilet og håndfladerne svedige. Et kig på uret fortalte hende, at hun nu havde valget mellem at komme for sent eller ankomme helt forpustet og hun forbandede sig selv, da hun kastede jakken om skuldrene og ilede ud af opholdsstuen.

Hun løb ikke, men hun havde bestemt fart på, da hun krydsede gården og stoppede foran slangen. "Tiden løb lige fra mig. Og den er ikke sådan lige at indhente igen," bemærkede hun beklagende og følte sig alligevel lidt forpustet.

Oktober 2026

[Kiaan Patil-Fawley]

Ollie ville måske have ladt sig trøste, hvis hun vidste at hun ikke var den eneste som mærkede nerverne spille. Det var lykkedes Kiaan at holde den bekvemme maske på, da hun havde foreslået at de tog til Hogsmeade sammen, men under huden havde hans hjerte hamret heftigt afsted. Nu, da han stod nede på slottets gårdsplads og ventede på hende, følte han sig stadig anspændt.

Nerverne blev først nogenlunde beroliget da det blev tydeligt at Olive ikke var bakket ud, men bare var forsinket. Smilet som lå på Kiaans læber blev da også kun bredere, og han rystede lidt på hovedet af hendes beklagelse.
"Tiden tager vel ikke hensyn, gør den?" spurgte han retorisk, men med en tydelig munter undertone.
I anledning af efterårskulden, som havde gjort sig mere bemærket i det sidste, havde Kiaan lagt halstørklædet løst om halsen og havde taget en jakke på udenpå den varme trøje. "Så håber jeg du stadig er frisk til turen." tilføjede han blødt.

[Olive O'Neal]

Olive grinede. "Nah, det kan der være noget om," medgav hun med et blik, der dvælede. Så kastede hun et blik mod retningen af troldmandsbyen og nikkede.

"Yeah, helt sikkert." Hun kneb øjnene lidt sammen om et spillende blik. "Medmindre kulden er nået til dine fødder?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaans blik faldt ned på hans egne fødder, som om han måtte vurdere hendes spøgefulde bemærkning. Han lagde hovedet vurderende på skrå, før han med et bredt smil løftede blikket tilbage til Ollies ansigt.

"Nej, de holder stadig varmen. Men kun lige, så vi skal nok ikke stå stille alt for længe. Desuden er der helt sikkert en kop varm kakao med vores navn på dernede." tilføjede han, før de side om side begyndte at gå ned af stien som ville tage dem til den lille landsby.

[Olive O'Neal]

Olive grinede lidt af ham og gav sig til at gå mod troldmandsbyen med en overbærende hovedrysten. Latteren sad stadig i blikket, selv da lyden var forstummet, som hun igen skottede til ham.

"Jeg har seriøst haft våde drømme om dén kakao de sidste mange dage. Det bliver så dumt godt."

[Kiaan Patil-Fawley]

Latteren hang sig en smule fast i Kiaans strube ved Ollies ordvalg, men ikke desto mindre grinede han stadig.

"Damn. Så håber jeg da virkelig at de lever op til forventningerne. Jeg vil så nødig have at du kommer skuffet tilbage." Han kunne ikke lade være med at sige det med et lille glimt i øjet. "Men jeg forstår dig godt. Der er ved at blive virkelig koldt. Jeg fryste næsten fingrene af til sidste Quidditch-kamp. I det mindste fik jeg hurtigt varmen tilbage bagefter." Denne gang var der intet diskret ved hentydningen, som blev understreget af et sigende, varmt smil til grævlingen.

[Olive O'Neal]

Ordene gav et sug nord for navlen og det var knapt gået i sig selv igen, da Kiaan gav liv til et nyt. Olive mærkede kinderne blive varme, trods smilet var smørret.

"Nå, det gjorde du alligevel?" bemærkede hun drilsk. "Jamen det er da godt at vide, at jeg i hvert fald har visse kvaliteter."

[Kiaan Patil-Fawley]

Hans smil voksede sig en lille smule bredere.

"Jeg vil nok påstå at du har masser af kvaliteter." indskød han, inden han fiskede hænderne op fra lommerne, så han, måske knapt så diskret, kunne lade sin ene arm sno sig omkring Ollies lænd. Det gav ham stadig et sug i maven, næsten i samme grad som han havde haft da han havde kysset hende efter Quidditch-kampen. "Det er forresten nu du gerne må sige noget i retning af 'i lige måde', før jeg bliver bekymret for hvor dårligt jeg kysser." tilføjede han drilsk i retur.

[Olive O'Neal]

Olive var let til fals for den slags smiger, men kunne da sagtens komme med drilske indvendinger. I hvert fald, indtil hun mærkede hans arm om sig og al bevidstheden i stedet gik til det.

"Og hvor meget er det så værd, hvis det er dig, der har bedt mig sige det?" pointerede hun med et skævt smil om læberne.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det glædede ham alligevel at hun intet havde gjort for at vende opmærksomheden mod armen omkring hende. Det fortalte ham i hvert fald at hun ikke havde noget imod berøringen, og han lod hånden falde om hendes hofte, så han kunne trække hende den smule tættere på sig mens de gik.

"Det var jo måske derfor jeg håbede på at du ville sige det uden at jeg skulle hinte til det, ikke?" gav han igen, selv om munterheden i tonen tydeligt understregede at han ikke tog sig nær af det. Der var noget underholdt i hans blik. "Og hvis du siger det nu, kunne jeg komme til at tro at du kun sagde det for at pleje mit ego. Eller score en ekstra stor kop kakao. Enten eller." tilføjede han med et grin.

[Olive O'Neal]

Når de nærmede sig Hogsmeade, ville Olive nok trække sig fri, men for nu var hun mere end tilfreds med at gå sådan med Kiaan ned mod den. Også, selvom det nok skulle give liv til drillerier fra de af klassekammeraterne, der så dem.

"Jamen altså. Kan du virkelig bebrejde mig for at gøre alt for en god kop kakao?" bemærkede hun muntert.

[Kiaan Patil-Fawley]

Sandt at sige var Kiaan efterhånden blevet mere og mere ligeglad med hvad folk ville sige eller tænke, hvis de så ham sammen med Olive. Deres flirt var ganske vist startet meget i det skjulte, men de var så småt kommet mere ud fra skyggerne. Og han kunne ikke påstå at han ikke nød det.

Hendes bemærkning høstede endnu et grin fra ham.
"Er en god kop kakao alt som skal til, for at motivere dig? Det må jeg hellere notere mig." konkluderede han - nok en gang med et særligt glimt i de mørke øjne.

De fortsatte lidt ned af stien, indtil den jordede sti gav vej for landsbyens brostensgade, og Kiaan slækkede sit greb om hende en smule.

[Olive O'Neal]

Det var nemt at overgive sig til den lette, ubekymrede stemning, selv på sådan en efterårsdag som nu. Kiaan var i hvert fald varm og fik Olive til at grine. Hun nev ham i siden.

"Nu skal du ikke få nogle gode ideer, Mr," drillede hun, før hun sev lidt væk fra ham igen. Men i de honningfarvede øjne var en gnist af noget indforstået. Noget, der kun var deres.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan måtte slå en troskyldig mine op, som om hendes drillende bemærkning faktisk havde såret ham.

"Hvordan kan du dog anklage mig for sådan noget, Ollie? Mig, få gode idéer?" Minen gled over i et bredt grin, og han gav hende et blødt puf i siden med armen, som et øjeblik dvælede, da hans hånd strøg mod hendes. Trangen til at strække fingrene ud efter hendes blev dog holdt tilbage - i hvert fald for nu.
"Skal vi starte vores dag med den kakao, eller skal vi opbygge forventningerne til den store finale?" foreslog han muntert.

[Olive O'Neal]

Olive vidste bedre, det gjorde hun virkelig. Men Kiaans lumre humor ramte hende lige, hvor det gjorde godt og hun grinede igen. Fingrene sitrede allerede nu efter at gribe ud efter hans, men hun stak dem ikke i lommerne. Ikke, når der hele tiden var muligheden for, at hud kunne strejfe mod hud. Også selvom det var alt for koldt at rende med dem ude.

"Det virker næsten som noget, man bør bygge op til, ikke? Den syndige belønning i enden?"