Tågen ligger tykt om søen

[Cailean Morgaine]

Til Summer Maddox
I et af drivhusene
Tidlig morgen

Det var stadig mørkt da han vågnede. Sådan, rigtig mørkt. Selv da han trak gardinerne fra himmelsengen og blikket søgte mod vinduet, kunne han ikke fornemme noget lys. Måske var det fordi vintermånederne stadig havde deres kolde, mørke greb om morgenstunden, eller måske var det bare fordi han var vågnet tidligere end han plejede.

Det var næsten tre uger siden, at han havde været til det længe frygtede møde på skolen. Efter at have gået hjemme hele december og opfundet alverdens scenarier for hvad der kunne ske, havde det hele føltes meget uvirkeligt i sin simplicitet. Hans stav var konfiskeret udenfor timerne og der var absolut ikke flere chancer. Men han var stadig på skolen. En tung vægt var faldet fra hans skuldre, ved dén information og han havde været næsten helt lettet efter mødet.

Nu føltes det som en evighed siden og de ugentlige eftersidninger hang ham allerede langt ud af halsen. For slet ikke at tale om ydmygelsen ved, at skulle aflevere sin stav hver dag efter timerne. Men det var hvad det var, og om det så skulle blive det længste halve år i hans liv, var han fast besluttet på at komme igennem det! Han skulle bare holde sig ude ad ballade.

Udfordringen lå dog i, at han af og til fik breve hjemme fra hver gang Mr. Morgaine så en mulighed for at hente vare fra skolen. På trods af mødet og advarslen om, at Cailean ville blive bortvist hvis han overtrådte flere regler. Men en helt særlig plante gav slip på sine frø på denne tid af året, og de var penge værd, så Cailean var stået tidligt op. Det var den bedste løsning hvis han ville undgå at støde på andre elever uden at skulle lave natterend.

Han pakkede sig godt ind i sin vinterkappe og bevægede sig ned fra Gryffindortårnet med søvn i øjnene, til han endelig nåede udenfor og lod den kolde luft fylde lungerne. Det frosne græs knirkede under hans fødder og han fortrød han ikke havde taget vanter på, da han forsøgte at varme hænderne lidt ved at ånde ind i håndfladerne. Heldigvis var drivhusene fri for kulde og frost, takket være magi og det var en lettelse endelig at træde indenfor, selvom det stadig var køligt.

Han var ikke bekymret for om der skulle komme nogen. De fleste lå sikkert stadig og sov, og hvis ikke var en frisk morgentur til drivhusene nok det sidste nogen ville begive sig ud på så tidligt om morgenen.

Så Cailean gik i gang med at samle frø imens himmelen ændrede gradvist farver, igennem de sidste rester af den disede nattefrost. Fra den helt mørkeblå til de spæde gyldne nuancer over træerne i det fjerne, hvor silhuetten af deres kroner stod i skarp kontrast, til de lyse farver der langsomt vågnede bag dem.

Det var i virkeligheden en ganske smuk morgen.

[Summer Maddox]

Det ville være synd at kalde Summer Maddox for at A-menneske, men det hændte da, at hun vågnede tidligt. Det var ikke så meget af frivillighed, men mere af bekymring for botanik-projektet, der ikke tålte for meget nattefrost, at hun var stået tidligt op. Og med en god uldtrøje, tykke sokker og handsker havde hun begivet sig ud i den friske morgenluft.

Det var ikke én af de værste dage at stå tidligt op på, besluttede hun med sig selv, som hun tog det hele ind. Hun fløjtede endda muntert, da hun gik ind i drivhuset og lukkede døren efter sig.

Og så så hun ham. "Cail?"

[Cailean Morgaine]

De allerede høstede frø havde han samlet i en brun pose, og da der pludselig var nogen der fløjtede i døre, skubbede han den lidt om bagved planten han stod med nu. Tankerne gik hurtigt i gang med at fabrikere løgnehistorier og gode undskyldninger, men da han så hvem det var, var det alligevel ikke det første han kastede sig over.

"Øh..." Hun så glad ud. "Hej? Maddox." Han kløede sig lidt bag øret, og det gik op for ham, at han faktisk ikke havde snakket md hende, siden han var kommet tilbage. Sidste gang han rigtig snakkede med hende var måske til Allehelgens. Hvor han havde foreslået hende, at han kunne brænde Cora Greengrass' hår af som hævn over det med tungen.

Hun havde sagt nej. Han havde gjort det alligevel. Men det vidste hun vel ikke.

[Summer Maddox]

Maddox. Det gik op for Summer, at hun trods alt, der var sket, havde savnet at blive kaldt det af ham. Hun var ikke selv helt klar over, at smilet var trukket ind over hendes læber.

"Jeg, uhm, glædelig jul. Og godt nytår," væltede det over frostsprukne læber, netop som det slog hende, at de ikke havde set hinanden i al den tid. Siden allehelgens, faktisk. Tiden var på en eller anden måde bare gledet forbi.

[Cailean Morgaine]

Der harve ikke været ret meget hverken glædeligt eller godt ved jul og nytår, men det var ikke ligefrem en detalje han havde lyst til at skildre med, så han sagde hende ikke imod.

"Hm, ja. I lige måde," han trak lidt på skuldrene. "Men det er over en måned siden, at det var jul?"

[Summer Maddox]

Summer rynkede brynene. "Nå ja, men nu fik jeg jo ikke ønsket dig nogle af delene. Så altså, ja. Der har du det," væltede ordene ud af hende og hun skyndte sig at lukke munden.

Hun trak huen lidt længere ned over ørerne, før hun tog en dyb indånding. Og så gik hun ellers hen til den plante, der havde fået hende til at frygte for frosten.

[Cailean Morgaine]

Han slap et lavmeldt men let underholdt fnys, og fulgte hende med blikket da hun gik målrettet mod en plante. Nysgerrig. Interessen for at samle frø, var alligevel ikke hans egen og han skævede kun kort til posen, inden han ignorerede den og fulgte efter Summer Maddox.

"Hvad skal du?"

[Summer Maddox]

Det var ikke første gang, de var sammen i drivhuset, men det var så helt klart en første, da Cailean udviste reel nysgerrighed for noget, hun foretog sig. Ikke maskeret bag en spids tone eller foregivet ligegyldighed.

"Jeg plantede nyserølliker i forgårs, så med frosten og sådan ville jeg bare være sikker på, at de havde det godt." Først der så hun op på ham, et let smil om hendes læber.

[Cailean Morgaine]

Cailean havde for vane at se på andres projekter i drivhuset, og udpege alle fejl og mangler eller selvhøjtideligt erklære hvad de burde gøre for at optimere projektet. Han betragtede også Summer Maddox' nyserøllike med samme underbevidste intention, men da han rettede blikket mod hende igen, glemte han det lidt.

I stedet lænede han sig lidt dovent ind over bordet og fulgte hendes hænder med øjnene. "Hvad skal du bruge dem til?"

[Summer Maddox]

Summer rystede lidt på hovedet for at få krøllerne væk fra ansigtet. Hun fulgte hans blik tilbage til bordet og mærkede temperaturen på jorden.

"Vi laver dem til eliksirer. Os, der har det, i hvert fald," svarede hun, distraheret af sit arbejde.

[Cailean Morgaine]

Uden at have fået en invitation, stak Cailean også en finger i jorden på planten. Men der var virkelig ikke noget at komme efter, hverken i forhold til temperatur eller fugt. Til gengæld bragte handlingen ham tættere på grævlingen, og han fangede den velkendte duft af hendes shampoo. Og selv den havde han åbenbart savnet. Han var i hvert fald ikke fuldstændig frastødt, og blev da stående.

"Har du gødet?"

[Summer Maddox]

Det kom ikke længere bag på Summer, at Cailean bare gjorde og hun lod ham stikke fingrene i mulden uden at tænke meget over det.

"Ikke endnu," svarede hun da også bare og hævede blikket til ham. "Vil du?"

[Cailean Morgaine]

Han løftede et bryn, og tog hånden til sig igen. Nu med mere jord under neglene end før.

"Okay? Det kan jeg da godt. Hvis du har brug for hjælp," han trak på skuldrene men var allerede på vej for at hente spanden med de små tørrede kugler af dragelort. Den var selvfølgelig også relativt tung. Det var nok meget smart af Summer Maddox, at spørge om hjælp fra en der var stærkere, syntes han.

[Summer Maddox]

Summer havde ikke rigtigt brug for hjælp, men det betød ikke, at hun ikke værdsatte det. Hun fulgte Cailean med blikket, da han slæbte spanden hen.

"Tak," sagde hun og mente det. Så meget sagde det varme smil om hendes læber. Hun skubbede krøller væk fra tindingen.

"Hvor har du været, egentlig? Hvis det er ok, at jeg spørger?"

[Cailean Morgaine]

Cailean satte spanden fra sig på bordet og fulgte hendes fingre med blikket, da hun skubbede håret til side. Underbevidst selv trak en hånd halvejs gennem sit hår i en akavet bevægelse, der endte med at han bare kløede sig lidt bag øret i stedet.

Kæbemusklerne blev dog en anelse anspændte ved hendes næste spørgsmål, og han slog blikket ned mod nyserølliken i stedet. "Hvad mener du?" Han tog en kugle ad gangen og pressed dem omhyggeligt ned stratetiske steder i potten, imens han håbede hun bare snakkede om weekenden eller i går eller et andet ligegyldigt og tilfældigt tidspunkt, hvor han havde været på skolen.