Ingen arme, ingen småkager - eller kløen på næsen

[Summer Maddox]

Et øjeblik overvejede Summer, om Finley mon havde fået personlighedstransplantation. Men hendes mor havde flere gange sagt, at nogle mennesker bare skulle have lidt tid. Måske det samme havde gjort sig gældende for slangen.

Hun smilede og nikkede lidt. “Det kan der være noget om,” medgav hun. “Det gad jeg i hvert fald. At vi kom godt ud af det med hinanden, altså.”

[Finley Runcorn]

Knægten var ikke ligefrem typen der rakte hånden ud for at etablere nye venskaber. Faktisk ville han nok forklare sit venskab til en som Milphio Borgin som grundede det blot i en sjælden medlidenhedshandling. Ikke at det som sådan var sandt. Summer var en mulighed for ham. Især hvis hun var interesseret i ham, hvilket selvfølgelig var sådan han tolkede det fordi det altså gavnede ham mest på den måde.

"Det kunne være cool," medstemte han. "Du er ikke så slem af en vejleder at være. Og du er egentlig også ret pæn."

[Summer Maddox]

Én ting var de andre bemærkninger, men komplimentet rettet mod udseendet fik hende alligevel til at stoppe op. Lyse bryn trak sig let sammen, som hun kastede et undersøgende blik over hans ansigt.

“Øhm, tak. Jeg får tit at vide, at jeg ligner min mor,” svarede hun, pludselig en anelse usikker. “Men hun har mørke øjne. Ikke ligesom …” Os. “Mig.”

[Finley Runcorn]

"Dig?" Forsøgte Finn at afslutte, uden helt at vide hvorfor Summer begyndte at tale om sin mor. Det var mærkeligt at forestille sig en piges forældre når man var i gang med at komplimentere hende. Måske... var det normalt. Han anede ærligt ikke meget om hvordan piger egentlig teede sig. For ham, var de mystiske væsner.

"Jeg kan godt lide dine øjne." Prøvede han så igen. Mere kikset denne gang.

[Summer Maddox]

Summer nikkede lidt, efter de færdiggjorde sætningen på samme tid. Mundvigene sitrede lidt over, hvad hun tog, som en anerkendelse af deres familietilknytning.

“Tak,” svarede hun og gav hans skulder et lille klem. “Måske det er helt fint, at jeg har dem, så. Udover den åbenlyse grund, selvfølgelig.”

[Finley Runcorn]

Finn var ret sikker på at hånden begyndte at blive svedig, men uanset hvor klamt det nu var, var han umådelig stædig. Og han brød sig ikke om hvor tæt Calliope stod på Quidditchspilleren ikke langt derfra. Eller om smilet om hendes læber eller hvor langt hun måtte bukke hovedet tilbage for at møde sin ledsagers blik.

"Ja... Det ville ikke gøre godt hvis du ikke kunne se," bemærkede han så, lidt distraheret, men formåede at smile halvstort til den lyshårede heks, hvis lighed til ham selv, han endnu ikke var i stand til at bemærke. "Pæne er de i hvert fald." Prøvede han så igen, som om det ville virke anden gang.

[Summer Maddox]

Det var lidt svært at forholde sig til det pludselige skift, men Summer havde heller ikke lyst til at fornærme ham. Også selvom hun igen var ved at snuble i dansen.

"Hov, undskyld," mumlede hun, da hun fik trådt ham over tæerne. "Jeg er ikke den mest velkoordinerede person."

[Finley Runcorn]

"Fucking, forband-," Finn, der egentlig ikke havde slynget et eneste bandeord ud i samtalen af hvad han kunne huske, kunne ikke helt afholde sig selv fra den naturlige reaktion da toppen af tæerne blev godt maste.

"Ej, det er fint..." Kinderne var godt røde grundet de undertrykte, forurettede følelser. Dem der normalt havde fået ham til at trampe igen. "Kan vi lige..." Han var lige ved at spørge hende om de skulle sidde ned, men så bemærkede han Calliope bevæge sig væk fra dansegulvet med Logan. I retningen af de store døre.

"- gå udenfor?"

[Summer Maddox]

Det gav et sæt i Summer, der ikke var vant til den slags kraftudbrud. Ikke fra andre end Cailean Morgaine og det var mere end én gang endt i blå mærker. Hun skulle lige til at undskylde igen, da han foreslog at gå ud. Og hvordan skulle hun kunne nægte ham det efter at have jokket på ham gentagne gange.

"Jo, selvfølgelig," medgav hun derfor med et lille smil og var ærligt talt også lettet over at kunne forlade dansegulvet igen.

[Summer Maddox]

Fortsættes her