Hvert år i december

[Logan Filch]

Logan kunne ikke helt holde en latter tilbage. "Jeg sagde ikke at den ikke klædte jer," påpegede han så, selvom han da fandt den langt mere charmerende på Rosie end hendes bror.

"Bliver du overhovedet så nemt fornærmet, Day?"

[Rosie Day]

Rosie kunne ikke lade være med at blotte tænderne og trak da også blot næsten nonchalant på skuldrene.

"Hvis det lige passer mig," erklærede hun og så på ham med et spillende blik. "Og så er jeg nysgerrig på, hvordan du vil gøre det godt igen."

[Logan Filch]

Logan havde et par ideer, men der blev bestemt sorteret godt ud blandt dem. Det var nok også grunden til at han ikke svarede med det samme, men, i stedet, lod læberne møde glassets kant igen så han kunne væde ganen med den søde væske.

"Det lyder næsten som en udfordring," lød det så fra løven. Blikket gnistrede underspillet og gled ikke væk fra grævlingen, trods han måske, på et eller andet tidspunkt, burde checke hvor hans date befandt sig.

"Du vil bare se mig kæmpe lidt, amirite?"

[Rosie Day]

Rosie mærkede det kilde hele vejen ned over rygraden over den måde han så på hende og var glad for, at han ikke kunne se det. Han kunne heller ikke se, hvordan hjertet slog lidt hurtigere, som hun smilede kækt.

"Selvfølgelig vil jeg det," svarede hun, som om det var fjollet overhovedet at spørge. "Og hvis du var i tvivl om, at det var en udfordring, så sagde jeg det tydeligvis ikke tydeligt nok."

[Logan Filch]

Attraktionen til grævlingen var unægtelig og, ved merlin, hvor ville han ønske at han kunne læse hendes mening om ham. Det var hende der havde henvendt sig til ham ved drinksbordet og hun var da ikke smuttet igen - det sagde vel lidt. Det samme gjorde den der gnist af udfordring der blev sendt frem og tilbage mellem dem.

"Jeg ved ikke om jeg behøver at gøre det godt igen," konkluderede han så og fugtede læberne i en diskret bevægelse for at få smagen af punch væk. "Tværtimod mistænker jeg at du allerede har glemt hvad du er fornærmet over."

[Rosie Day]

Rosie fnøs og slog sig let på tindingen med spidsen af den ene pegefinger. "Du kom med ufine hentydninger om min accent. Tro ikke, at jeg glemmer så let," svarede hun drillende og prikkede hans arm med selv samme finger.

"Men hvis du er bange for at tage udfordringen op, så må jeg jo bare finde selskab, hvor jeg ikke bliver fornærmet," fortsatte hun.

Udfordringen var tydelig, men hun var også lidt bekymret for, om han ville sige, at han var ligeglad med om hun gik. Og pludselig fortrød hun lidt, at hun havde sagt det.

[Logan Filch]

Man kunne nu håbe at Rosie bare bed guleroden som blev rakt frem. Logan blev ved med at prøve omkring hende, selvom han efterhånden kendte pigebarnet godt nok til at vide at hun ikke gav sig så let. Øverste tandrække blottede sig flygtigt da hun prikkede til hams arm, og for fanden hvor ville han ikke have at hun skulle gå.

"Jeg er ikke bange," påpegede han roligt med en let hæven af det ene øjenbryn. Det trak lidt i mundvigen. "Når alt kommer til alt, tror jeg du nyder mit selskab. Ligesom du nyder at spille lidt fornærmet omkring mig, så jeg får lidt modstand."

[Rosie Day]

Rosie fnøs hørligt, selvom hans ord om, at han ikke var bange for hendes trussel, gav hende et lille stik i maven, som hun forsøgte at undertrykke.

"Det er ufatteligt, at dit hoved ikke er eksploderet endnu, så stort som dit ego er," svarede hun og tog et skridt tilbage.

[Logan Filch]

Logans ego var bestemt stort. Det var i hvert fald langt bedre at virke stolt over hvem man var, end undskyldende og svag. Selvom han da ikke ligefrem nød at Rosie snart skabte bare den smule yderligere afstand mellem dem.

"Det er netop derfor jeg har brug for selskab som dit, Rosie. Til at tale mig ned, før det sker," konstaterede han i en blød indvending, mens smilebåndet trak lidt på sig igen.

[Rosie Day]

Rosie havde været halvt på vej til at gøre alvor af sin trussel, men havde ikke for alvor lyst til det.

Af samme grund stoppede hun også og gav ham et tydeligt elevetorblik, mens det sitrede i hendes mundvige.

"Ja, den er god," svarede hun, men lød mere munter end noget andet. "Du er i hvert fald smooth nok, når du vil det."

[Logan Filch]

Det var måske en lille sejr, at få Rosie til at stoppe op for et sekund. Dog var det en. Og det købte Logan tid med hende og det der forbandede smil, der ikke gav ham for meget eller for lidt.

"Netop. Så udhold og underhold mig lidt endnu, ikke?" Foreslog han. "Jeg er rent faktisk glad for dit selskab, selvom vi bruger halvdelen af tiden på at fornærme hinanden."

[Rosie Day]

Han var virkelig ret smooth og Rosie vidste, at hun ikke burde lade sig smigre af det, men hendes knæ føltes alligevel bare en anelse bløde. Måske mere end bare en anelse.

I hvert fald så hun kort væk for at skjule et lidt dumt smil, men det var ikke helt væk, da hun så tilbage på ham igen.

"Så lad gå da. Sig ikke, at jeg ikke er storsindet."

[Logan Filch]

Logan kunne ikke lade være med at blive en anelse spændt over smilet over Rosies læber. Det fik da også noget i ham til at flakse en smule for entusiastisk. Især i lyset af, at hun flere gange havde påstået hvor selvfed han var og hvor lidt egoet kunne tage, før det blev helt opblæst.

"Storsindet nok til at komme derud igen?" Han nikkede hentydende til dansegulvet, som de havde betrådt sammen til allehelgens. Hans ledsager for aftenen var alligevel stadig fraværende efter hvad der var sket udenfor, før han havde besluttet sig for at komme væk fra dét drama.

[Rosie Day]

Rosie prøvede at fortælle sig selv, at Logan bare var en flødebolle, der vidste hvad han skulle sige og primært gjorde det for at understrege en pointe, men hendes mave summede uhjælpeligt.

Et enkelt blik gled mod dansegulvet, hvor det var en lidt anden slags dans end til allehelgens, men spørgsmålet var ikke svært.

"En regulær Hufflepuff," svarede hun med selvironi, men stak også en hånd frem mod ham, før hun kunne nå at få kolde fødder. "Så kom da, Filch. Dine tæer er sikkert også i bedre sikkerhed med mig end hos alle dem med stylter på."

[Logan Filch]

Hånden tøvede ikke med at fange hendes. At dømme på smilet der spillede om hans læber, var han mere end tilfreds med hendes storsindethed, og han så da også frem til at kunne holde hende lidt tættere, selvom baldans ikke ligefrem var hans foretrukne disciplin.

"Utvivlsomt. Alle ti, står i gæld til dig," bemærkede han tamt, før de fulgtes ud på gulvet mellem de festklædte. Hånden vedblev i hendes, da de endelig fandt lidt rum, mens den anden hægtede sig om hendes liv. "Lad mig føre, vil du?" Bemærkede han med en gnist i blikket. Det var sådan man gjorde, så han regnede ikke med et modargument. Men hun var en Day. Og modstand var der nok af.