Spillemand spil lystigt op

[Finley Runcorn]

Benævnelsen af den mørkeste troldmand i nyere tid, fik nok stadig en del magikere til at misse med øjnene. Finn stirrede dog vredt og stædigt på Calliope, uden at kunne gøre meget for at hæve sig over situationen eller spille en rolle af smart ligegyldighed. Han trådte tættere på.

"Så du må gerne kysse Filch, men jeg må ikke kysse på nogen?"

[Calliope Zabini]

Det kom simpelthen ikke på tale, at Callie lod sig intimidere af Finley. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun ville kunne knække ham over på midten som en vintertør kvist. Krigerisk trådte hun et skridt frem, bare hvis han skulle være i tvivl.

"Jeg er da ligeglad med, hvem du render og kysser," gav hun igen. "Burde du ikke være det samme?"

[Finley Runcorn]

Frem for at besvare det, efter hans mening, dumme spørgsmål - fokuserede Finn på det han betragtede som Calliopes dobbeltmoralskhed.

"Du kaldte det da lige klamt at jeg prøvede at kysse Summer før," Indvendte han. De stod ret tæt nu, og derfor hævede han hagen en smule mere. "Du virkede ikke ligefrem ligeglad, vel?"

[Calliope Zabini]

Calliope havde så vanvittigt meget lyst til at slynge det lige i hovedet på ham, hvordan pigen højest sandsynligt var hans søster. Men så var det hele forgæves og hun bed hårdt sammen om sandheden.

"Jamen fint. Så lad mig da vise dig, hvor ligeglad jeg er. Jeg kan sikkert stadig nå at fange Filch."

[Finley Runcorn]

Øjnene klemtes sammen, da Calliope nævnte dét fandens navn igen. Filch. "Du skal ikke vise mig noget som helst med... ham," Det sidste ord blev formuleret som var drengen den værste på skolen hun kunne vælge at kysse på. Finn havde åbenbart besluttet sig for at se sig ondt på quidditchspilleren fra øjeblikket Calliope hang på hans arm, da de trådte sammen ind i storsalen.

"Er du vild med ham eller hvad?"

[Calliope Zabini]

Finley havde aldrig nævnt Filch før dén aften og Calliope var ikke helt blind for, hvorfor det var netop nu, at slangen så sig sur på ham. Det var bare ikke helt så tilfredsstillende, som hun havde håbet. Så hun skubbede kæben frem og så på ham med udfordring i blikket.

"Måske er jeg," svarede hun trodsigt. "Og hvad vil du gøre ved det?"

[Finley Runcorn]

Nogle solide måneder var forsvundet for ham, og det samme var noget klarhed omkring følelserne Calliope havde provokeret frem. Finn huskede dog ikke hvordan han, også dengang, var blevet antændt af ideen om Calliope med en anden fyr (en Burke frem for en Filch), men vidste kun at det her, nu vred jalousien rundt.

"Få dig til at indsé hvor fucking dumt det er," svarede han, i tydelig modstand, selvom argumenterne var mangelfulde. "Du kan gøre meget bedre end sådan en... hårsættende, selvfed Quidditchspiller."

[Calliope Zabini]

Under mere normale omstændigheder havde Calliope nok grinet af hans beskrivelse af Logan. Hun var da heller ikke helt blind for humoren, selvom det ikke var den herskende følelse. Mundvigen sitrede dog en anelse.

"Og du mener måske, at det er dig?" Det gjorde hun i hvert fald, men det skulle Finley jo ikke vide.

[Finley Runcorn]

Kinderne var stadig røde, men fik da lidt mere pigment ved spørgsmålet. "Jeg står fucking ikke her og tilbyder mig selv," protesterede han, egentlig uden at hæve stemmen. Nærmere lød han bare mere knotten og sammenbidt nu, mens han betragtede Calliope uden helt at kunne holde øjenkontakten længere.

"Hvis du er vild med sådan én, vil du ikke ligefrem kunne lide..." mig. Ordet udeblev.

[Calliope Zabini]

Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det. For ligemeget hvad Callie gjorde, var følelserne med hende åbenbart forsvundet med minderne og nu var der ikke andet tilbage end en irritation over, at hun åbenbart ikke opførte sig i overensstemmelse med forlovelsen.

"Hvad skal det betyde?" spurgte hun defensivt i stedet for at forsøge at gætte sig frem til slutningen på hans sætning.

[Finley Runcorn]

Finn forsøgte at bide tænderne sammen og bare sluge sine ord, og den der skide, uforklarlige vrede i sig. Alligevel kunne han ikke helt holde sig tilbage. Derfor kom svaret relativt hurtigt og vrissende ud:

"Du ville sikkert ønske at du var blevet forlovet med en som ham i stedet. En eller anden høj, sporty type der rent faktisk kan gribe en bold når man kaster den." 

[Calliope Zabini]

Calliope forstod ikke helt, hvorfor hun fortsatte. Kun, at det føltes bedre, end det havde føltes at være venner med ham det sidste lange stykke tid.

"Ja, men jeg fik ligesom ikke lov til at vælge selv, vel?" Engang havde det været sandt, men nu smagte det af løgn.

[Finley Runcorn]

Ordene sved gevaldigt og mere end Finn helt kunne forstå. Han blinkede, uden helt at kunne finde ud af hvad han skulle kunne sige for at modargumentere hende. Det var trods alt sandheden.

"Fuck dig, Eugene," Brummede han derfor, før han trådte væk fra hende i retning af de store porte igen.

[Calliope Zabini]

De havde sagt langt værre til hinanden gennem tiden, men pludselig sved ordene på en måde, Callie ikke var vant til og hun ville ikke for alvor erkende, at følelsen var skam.

Lavmælt bandede hun for sig selv, før hun satte efter ham. Det burde nok være en undskyldning, der fulgte, men da hun greb fat i ham, var det ikke ligefrem det, der kom ud.

"Stop lige dig selv."

[Finley Runcorn]

Den venstre fod havde lige plantet sig på det nederste trin, da han mærkede Calliopes hånd mod sin arm. Han stoppede ganske rigtigt, men der gik nogle sekunder før han vendte sig mod hende.

"Det er dig der startede," Protesterede han så, uden helt at kunne møde hendes blik. I stedet kiggede han ned mod sine skosnuder og mod en af de mørke krøller der havde undsluppet Calliopes opsatte frisure.