Blind eyes could blaze like meteors

[Dominique O'Callaghan]

Det var vist mere held end forstand, at Dominique havde fået kontakt til Conrí Singleir, men det tog hun sig ikke af. Hun havde endelig fundet en varulv, der kunne hjælpe hende i forskningen. Allerede nu så hun det hele for sig; så, hvordan de sammen kunne blæse forandringens vinde over ministeriet.

Af samme årsag trådte hun nu ind på den lille, snuskede bar, hvor de to havde mødt hinanden før. Hun smilede ikke, da hun fik øje på ham, selvom noget i hendes træk kunne henlede tankerne på det. Uden andet end glimtet af genkendelse i hendes øjne lod hun døren glide i bag sig uden at skænke den et blik.

Hofterne vuggede blødt i de tætsiddende, mørke bukser. Hun havde altid nydt at fremhæve sine ben og de blev da også lagt over kors, da hun dumpede ned over for ham.

2023

[Conrí Singleir]

Conrí var som så mange aftner før havnet på Vildsvinet. Almindeligvis ville det være tidsfordriv, en smule underholdning mens han ventede på det næste der kunne tage hans tid. I aften sad han dog ved sit vandte bord med et formål, og observante typer ville have bemærket at de grå øjne var rettet stift imod barens dør, mens hånden fraværende førte hans krus op til munden.

Der kom først rigtig liv i blikket, da døren blev åbnet af en ung, blond heks. Kruset blev sat i bordet, og varulvens høje krop rettede sig op. En lille tilfreds krølle satte sig i hans mundvige, da heksen gled ned overfor ham.
"Godaften Dominique, hvad skylder jeg æren?" Ordene blev udtalt med en ru stemme, mens kroppen rettede sig en smule tilbage, og den vestre hånd lod en knut glide rundt imellem fingrene.

[Dominique O'Callaghan]

Den ru stemme fik hårene til at rejse sig over Dominiques hud, men det var ikke i frygt. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen og gjorde et slag med nakken, der sendte de lyse krøller om på ryggen.

"Sikke et spørgsmål," bemærkede hun med et glimt i øjet og en let sitren ved mundvigen. "Jeg troede, vi var ude over, at jeg skulle have et formål med mine besøg."

[Conrí Singleir]

Det spillede i varulvens grå øjne, da han fulgte de lyse lokkers rejse om på ryggen. Det virkede som en tilfældig bevægelse, og dog var der alligevel noget ved deres dans, der gjorde det svært for ham at løsrive hans blik. Det lykkedes endelig, og han kiggede på hende igen.
"Så du kom ikke for at se mig?" Conrí satte sig lidt bedre tilbage i stolen. Han vidste godt hvorfor hun var kommet, men han ville gerne høre hende sige det.

[Dominique O'Callaghan]

Det ene bryn blev hævet let. Dominique mente ellers, at det var lige præcis dét, der havde ligget i hendes ord, men hun var ikke overrasket over, at han ville have hende til at sige det.

"Måske," medgav hun, men rullede ikke bare om på ryggen. "Måske var jeg bare tørstig."

[Conrí Singleir]

Conrí var en meget direkte mand, han var ikke særlig god til sarkasme. Alligevel lænede han sig veltilfreds tilbage ved den unge heks' ord, omend han stadig forgav at misforstå dem.
"Så må du ikke sidde at tørste." Galant fik han gestikuleret til en af pigerne at de manglede et glas, før han fyldte det med den billige ildwhiskey der i forvejen stod på bordet.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var kun nitten og havde ikke meget erfaring med at drikke stærkere sager, selvom hun da ikke havde levet helt skærmet på slottet. Oftest holdt hun sig til vin, men det sagde hun selvfølgelig ikke, da han fyldte et glas til hende.

"Så. Har du bare siddet og ventet på mig?" Brynene blev hævet let over et spillende blik.

[Conrí Singleir]

Kække bemærkninger stod ikke ligefrem i kø i Conrís talestrøm, så da hun spurgte direkte, var hans naturlige reaktion at give hende et direkte svar, endelig var de færdige med at danse om den varme grød.
"Mhm.." Brummede han, og kiggede ned i sit eget glas, mens fingrene stoppede deres leg med mønten.
"Og du lod mig vente." De farlige øjne gled op på hende, tydeligvis forventede de en forklaring.

[Dominique O'Callaghan]

Måske udtrykket burde få Dominique til at træde varsomt, men det var ikke tilfældet. Hun tyggede sammen om underlæben i et halvhjertet forsøg på at dæmpe det skæve smil og løftede den ene skulder lidt.

"Jeg er her nu."

[Conrí Singleir]

Varulven nikkede anerkendende, og tog en tår af det billige sprøjt der stod foran ham. Han havde håbet på en form for undskyldning, men på den anden side var noget af det han satte pris på ved den blonde heks, at hun ikke undskyldte.
"Det behager mig." Hans mundvige lavede en trækning, der var det tætteste hans hårde ansigt kunne komme på et smil.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique forventede ikke at se ham smile, men så dog trækkene mildnes, hvor flygtigt øjeblikket så end var. Hun smilede lidt for sig selv, slap endda et muntert fnys.

“Jamen så er mit mål med tilværelsen jo nået,” bemærkede hun tørt, men ikke uden et spillende glimt i de blågrå øjne, som hun hævede glasset til læberne. Væsken brændte hele vejen ned, men hun fortrak ikke en mine.

[Conrí Singleir]

Conrís mine blev kortvarigt selvtilfreds, før det gik op for ham at hun anvendte sarkasme. Han kunne bedst lide når hun var oprigtig, og dog var hun kommet herned i første omgang, det sagde et og andet.
"Så lad os sætte nogle nye." Han hævede sit glas og lod resten af væsken løbe ned i den ru hals, før han satte glasset i bordet.
"Hvad burde det første være?"

[Dominique O'Callaghan]

Sarkasme var Dominiques primære sprog og hun kunne ikke se sig helt fri for at nyde at betragte Conrí, når han kæmpede med det. Hun slap en munter lyd og lænede sig lidt ind over bordet, efter at have sat glasset på det.

"Det kunne være noget med at færdiggøre lærlingetiden med arbejde, der potentielt kan ændre samfundet."

[Conrí Singleir]

Uden at tænke meget over det, blev varulvens egen krop også trukket ind over bordet, tættere på den blonde heks, som blev han draget af hende.
"Hvordan vil du ændre verden ved at gå i skole?" Conrí var tydeligvis skeptisk ved konceptet, mens underarmene blev lagt på bordet, for at understøtte kroppen der efterhånden lænede sig ind over det.

[Dominique O'Callaghan]

Det trak ved Dominiques ene mundvige, bevægelsen næsten doven, og denne gang kunne hun ikke dy sig for at himle med øjnene af ham.

“Jeg går ikke i skole,” mindede hun ham om, tonefaldet lige så drilsk som glimtet i hendes øjne. Faktisk havde hun ikke engang færdiggjort sit syvende år, men det delte hun ikke.

“Og hvis ikke, du tror, det kan ændre noget, hvorfor hjælper du mig så?”