Deep into the darkness peering

[Septimus Slughorn]

Septimus havde ladt Emmelys kollega trække afsted med hende, og han var selv faldet i snak med sine egne kollegaer tilstede. Alt var faktisk gået hen og blevet en ret god aften, især i takt med at Septimus havde fået et par flere glas i sig, og skuldrene var faldet en smule mere.

Humøret tog dog en drastisk ændring ud på aftenen, da han ud fra øjenkrogen fik øje på Emmely i selskab med Rowan. I første omgang forsøgte han ikke at tænke mere over det end dét, men han kunne ikke holde sig fra at holde lidt øje med sin hustru på afstand. Især som de endte med at stå tæt sammen. Næsten lidt for tæt. Og sådan som de hviskede og holdt fast i hinanden, som om de havde en hemmelighed kun sig imellem.

Da Septimus endelig slap de to med blikket, var det med målet om at få nogle flere glas i sig. Og han var dermed heller ikke selv ligefrem ædru, da han og Emmely tilfældigt stødte ind i hinanden igen, så halvdelen af hvad der var tilbage i glasset i hans hånd, havnede på hans skjorte. Hendes kælne hilsen, som normalt ville have fået ham til at smile varmt af hende, blev mødt med en stram grimasse.
"Godt at se, du morer dig." lød det tørt fra ham, mens han forsøgte at tørre sin skjorte af med hånden.
"

[Emmely R. Slughorn]

Under normale omstændigheder ville Mel nok bare have trukket staven og hjulpet ham, men hun havde drukket og var i forvejen ikke den skarpeste med husholdningsmagi.

Impulsen blev druknet øjeblikket efter og hun rynkede brynene, mærkede irritationen røre på sig.

“Hvad skal det betyde?”

[Septimus Slughorn]

Septimus var ikke så beruset, at han ikke kunne fornemme irritationen i Emmelys tone. Til gengæld var han beruset nok til ikke at tage hensyn til det, og besvarede det med et tørt fnys.

"Hvad tror du, det betyder?" spurgte han sigende, før han drak det sidste der var tilbage i sit glas. "Du hygger dig da, gør du ikke? Finder kendte ansigter, snakker, drikker..." En stram maske gled over hans ansigt. "Flirter."

[Emmely R. Slughorn]

Hvis hans indledende ord havde irriteret hende, var det intet sammenlignet med hans fnys. Eller dét, der fulgte efter. Et bryn blev hævet over et helt og aldeles uimponeret blik.

“Ja, Gud forbyde, at jeg rent faktisk får lov at more mig lidt en aften,” fnøs hun og vendte blikket væk fra ham.

[Septimus Slughorn]

Hvis Septimus havde haft mindre alkohol i blodet, kunne det være at han ville have set skænderiet komme, og forsøgt at afværge det. Det var ikke så længe siden de var kommet sig over deres sidste skænderi. Desværre var han ikke i det mest fornuftige hjørne den aften, og besvarede hendes affejende svar med endnu et fnys.

"Du ved godt, det ikke er hvad det handler om." svarede han dæmpet. Hun havde vendt blikket fra ham, men Septimus holdt sit blik på hende. Så tæt som hun havde stået af Rowan, sådan som hun havde smilet af ham - men det havde også været måden Rowan havde set på hende, som stak i ham.

[Emmely R. Slughorn]

Fnyset satte hendes blod i kog og Mels hænder fandt over hofterne, fingrene krummet sammen om kjolens bløde stof. Hendes kæbe var spændt, men hun tænkte ikke et øjeblik på, at de var ude blandt andre mennesker. Det var Septimus, der insisterede på en scene. Og hun gav ham det gladeligt.

“Nej, det er det ikke,” afbrød hun hans sidste ord. “Det handler om, at du mener, at vores ægteskab giver dig en eller anden form for ejerskab over mig. Og der tager du fejl, Sep. Ja, jeg valgte dig, men jeg er ved Merlins sure sokker stadig min egen.”

[Septimus Slughorn]

Det sidste Septimus havde brug for var endnu et skænderi med Emmely, men hendes anklage ramte lige præcis hårdt nok til at han mærkede brystkassen puffe sig lidt op, og den stramme mine vred sig frustreret.

"Jeg tror for pokker ikke at jeg ejer dig, Em." For nu var tonefaldet stadig dæmpet, men kun fordi det var så sammenbidt og spidst. "Men jeg tror ikke du selv er klar over hvordan det ser ud. Du ser ikke dig selv, når du gør det."

[Emmely R. Slughorn]

Septimus lignede en eller anden kampklar hane, når han stod sådan og Mel kæmpede med trangen til at prikke ham hårdt i brystet, som kunne hun på den måde få ham punkteret igen. Hun gjorde det dog ikke, men blikket havde nogenlunde samme kvalitet.

“Jamen så er det jo godt, jeg har dig til at fortælle mig det,” bed hun sarkastisk. "Hvad i alverden skulle jeg gøre uden?" Og med de ord prøvede hun at mase sig forbi ham. Stod det til hende, var den samtale i hvert fald slut.

[Septimus Slughorn]

Idet Emmely forsøgte at mase sig forbi ham, reagerede Septimus hurtigt med at række hånden ud for at gribe fat om hendes arm for at stoppe hende. De havde haft sine skænderier før, når det kom til hvordan hun kunne bære sig ad overfor andre. Septimus vidste udmærket godt at det var sådan hun var; han havde vidst det da de var begyndt at gå ud sammen igen. Men det her var anderledes.

"Em, stop." bed han dæmpet. Opmærksom på blikke som efterhånden var faldet på dem, forsøgte han at vende dem så de stod lidt mere skjult, men det var ikke en nem opgave. Specielt taget i betragtning af begge deres blussende temperament. "Jeg vil ikke bare lade det her ligge. Det ydmyger mig, hvad du gør."

[Emmely R. Slughorn]

Den frie fugl nåede aldrig langt, før vingerne igen blev stækket og hun vendte sig rundt mod ham med en sådan kraft, at det et sekund kunne ligne, at hun ville give ham en skalle.

"Hvis der er nogen, der ydmyger nogen her ..." Ordene blev hvislet ud, men fik ikke lov at hænge der længe, før hun fortsatte. "Hvis du har så meget imod det, så skrid dog. Og slip mig så." Hårdt rev hun sig fri, kinderne allerede blussende af vrede.

[Septimus Slughorn]

De var så tæt på hinanden at Septimus kunne mærke vinddraget da hun havde vendt sig mod ham, men han bakkede ikke ned. Hans blik forblev trodsigt hvilende i hendes, selv da hun mod hans vilje lykkedes i at løsrive sig fra hans greb.

Noget spydigt, på grænsen til det giftige, gled over Septimus' ansigtsudtryk, da det så ud som om han havde givet sig selv tiden til at tygge på hvad hun havde sagt.
"Det ville du kunne lide, hvad? Blive fri for mig, så du kan finde mere behageligt selskab i andre mænd?" Han gestikulerede løst omkring dem. "Så slå dig løs, elskede. Jeg er sikker på du stadig kan finde Rowan Filch et sted herinde. Hvis ikke han i forvejen allerede står et sted og bare venter på at jeg giver dig nok plads igen."

[Emmely R. Slughorn]

Grebet strammede om armen, selv efter hans fingre havde forladt den, men Mel dvælede ikke ved ubehaget nu. Faktisk registrerede hun det knapt, som hun betragtede Septimus med øjne, der slog lyn.

Der var muligvis et kompliment gemt i hans rod, men hun så det ikke. Faktisk ventede hun ikke engang på, at han var færdig, før hendes hånd kolliderede med hans kind i et klask, der vendte hoveder på både de få, der endnu ikke havde bemærket uroen og de, der havde forsøgt at skjule, at de lyttede.

"Hvad bilder du dig ind?" udbrød hun højrøstet, men der var ingen grund til at lade som om længere. Den mulighed havde Septimus frarøvet hende.

[Septimus Slughorn]

Lussingen ramte langt hurtigere end Septimus nåede at registrere det, og kinden føltes rødglødende da han nåede at sunde sig over det. Blikket som nu var på hende reflekterede da også chokket, og for øjeblikket var Septimus efterladt mundlam. Deres skænderier var aldrig endt i det fysiske.
Det var også nu at Septimus blev opmærksom på hvordan de øvrige festgæster omkring dem nu åbent så på dem. Ydmygelsen var komplet. Først at se sin hustru åbent flirtende med en anden mand, og nu dette. Han kunne ikke blive enig med sig selv om det var skammen eller raseriet som varmede ham mest.

"Right. Det er mig, der er skurken, ikke?" hvislede han køligt, mens en hånd gned den ømme kind. Den føltes hævet. "Som sædvanlig."

[Emmely R. Slughorn]

Mel var rasende, men det var ikke kommet ud af ingenting og under vreden var hun såret. Ganske vist havde hun brudt en grænse, men det var flere år siden og hun havde været Septimus tro i ægteskabet. Beskyldningen sved mere end håndfladen.

"Fuck dig, Sep," hvislede hun, hjertet hamrende. "Og du skal ikke følge efter mig." Denne gang prøvede hun ikke at gå forbi ham, men drejede i stedet om på hælen med alle intentioner om at forlade festen.

[Septimus Slughorn]

Det sved ikke lige så meget nu, som det gjorde sidste gang hun havde brugt de ord imod ham. Han havde dog intet at sige til det, hverken i protest eller i modangreb. I stedet fulgte han hende tavst med blikket da hun drejede om på hælen og gik sin vej. Og Septimus lod hende gå.

Hvor hun endte med at tage hen, anede Septimus ikke, for han fulgte ikke efter hende denne gang. I stedet gik han den komplet modsatte vej, alt imens han aktivt ignorerede blikkene som fulgte ham. I et tilfælde af selvmedlidenhed og frustration opsøgte Septimus nye drikke, med alle planer om at tilbringe resten af sin tid til festen dér. Hvor han skulle tage hen derfra, havde han ikke bestemt sig for endnu.

Lukket