I krig og kærlighed

[Ailis C. Finnigan]

Ailis troede ikke i et øjeblik, at Alissa ikke betragtede det som imponerende og kommenterede af samme årsag ikke på det. Tværtimod mærkede hun sine læber sitre lidt mod et smil, som impulsive ord forlod hende. Ord, som nok burde være blevet inde.

"Du plejede ellers ikke have noget imod at dele det med mig," svarede hun dæmpet og med et umiddelbart flashback, som ikke burde være kommet.

[Alissa Avery]

Det var svært ikke selv at smile, når Ailis gjorde det på den måde og formede ord, der gav liv til en glød, der for længst burde være død. Alissa slækkede fingrenes greb lidt, men trak ikke hånden tilbage. I stedet førte hun to fingre op langs hendes underarm mod albuen, mens hendes hofter fulgte musikken.

“Det har ikke ændret sig,” svarede hun ærligt, stemmen blød.

[Ailis C. Finnigan]

Hårene rejste sig helt op i nakken over følelsen af fingrene mod sin arm og det afslørede sig i den glød, der sneg sig ind i det mørke blik. Hun fugtede læberne igen, mens hun følte sig uundgåeligt draget på en måde, som hun ikke havde følt i lang tid.

"Nej?" spurgte hun dæmpet, næsten blødt, mens hendes ene hånd havde fundet til det øverste af Alissas hofte i dansen.

[Alissa Avery]

Det var efterhånden måneder siden, at Alissa havde set dét blik i hendes øjne, men det var ikke mindre velkendt nu. Eller mindre effektivt i at få hendes fingerspidser til at krible ganske let.

Hun gentog ikke sig selv, men hævede blot brynene let over et sigende blik. Som for at understrege det, endte den frie arm over Ailis' skulder.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis burde slet ikke stå der med Alissa. Hun burde bryde op, finde Summer og glemme alt om den knitren, der var i luften lige nu.

Men hun var, som så ofte før, svag og formåede ikke at løsrive sig. Tværtimod blev hun blot suget længere ind.

I hvert fald fik den ene nik hendes læber til at forme sig i en blød bue og også den anden hånd fandt over en hofte, uden at hun kunne hindre tommelfingeren i at stryge let over stoffet i et usynligt kærtegn.

[Alissa Avery]

Tanker om burde eller burde ikke var ret langt væk, som Alissa fandt sig selv med følelsen af velkendte hænder mod sine hofter og et blik, det brændte sig ind i hendes.

Fingrene på den anden hånd var efterhånden også nået op til hendes skulder og armen lod sig slænge hen over ligesom den første. Blikket forlod ikke Ailis’ så meget som et sekund.

“Jeg har også savnet dig.” Gengældelsen kom dæmpet og tydeligvis kun for hendes ører, men ingenlunde skamfuld.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var bevidst om, hvordan hendes hjerte hamrede, men også, hvordan det ikke føltes ødelagt, som det havde gjort i månedsvis. Det i sig selv burde være et faresignal, men hun så det ikke lige nu.

I stedet tumlede hendes mave lidt over ordene og fingre strammede sig uvilkårligt en anelse omkring Alissas hofter.

"Det er jeg glad for," konstaterede hun dæmpet og var på én gang meget bevidst om resten af de tilstedeværende og fuldkommen blind for dem.

[Alissa Avery]

Alissa var meget bevidst om sin påvirkning på andre mennesker og det var da ikke, st hun var komplet ubevidst om det nu. Det var bare ikke det, det gik ud på. Tværtimod søgte hun lige så meget selv ind mod Ailis, som hun trak hende tættere.

Hun tilføjede ikke mere nu, dansede blot lidt med hende og lod fingerspidserne strejfe hendes nakke, tilsyneladende tilfældigt.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde en evne til at glemme resten af verden fuldstændig, når hun stod sådan med Alissa og det var lidt det, der skete nu. Alt om ægtemænd og hvad-end-nu hun havde med Summer var væk. Der var kun pigen med de grønne øjne som, selv nu, fik hendes hjerte til at slå lidt hårdere.

Og i dét øjeblik kunne en del af hende ikke lade være med at ønske, at der bare var de to og ingen andre. Det blev kun understreget, da hun skælvede mærkbart under fornemmelsen af fingre mod sin nakke og i et øjeblik helt måtte holde vejret.

[Alissa Avery]

Det var alt for nemt at fortabe sig i mørke øjne, men Alissa gjorde nok heller ikke det mest helhjertede forsøg på at lade være. Hvordan skulle hun kunne det, når hun kunne dufte Ailis’ parfume og mærke hendes skælven; en kombination, der fik hendes hjerte til at slå hårdere.

Og for en sjælden gangs skyld var hun tavs, mens hun lod sig lulle ind af musik og nærhed og bløde nakkedun under sine fingerspidser.

[Ailis C. Finnigan]

Hele verden kunne være gået under omkring dem og Ailis var ikke sikker på, at hun ville have bemærket det. Der gik en næsten elektrisk sitren gennem hende, knitrende, under fornemmelsen af Alissas fingerspidser og hun mærkede tiltrækningen.

Den burde være mindre, burde være væk, men pludselig var den der igen, som hun så ind i de grønne øjne og lod sine egne fingre stryge over knitrende stof. Og da først, det gik op for hende, at musikken var nået til et stop, gav det et lille sæt i hende.

[Alissa Avery]

Det var måske det mest naturlige afbræk, de ville få. Men Alissa var langt fra klar til at tage det. Hun blev stående på gulvet, selvom hun lod fingrene falde lidt.

"Bliv her lidt," bad hun, tonefaldet både blødt og dæmpet, og havde for nu glemt alt om både sirener og grævlinge.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis nåede ikke rigtigt at forholde sig til at skulle noget andet. Og hun kunne da heller ikke for alvor modstå Alissas ord, som hun nikkede en enkelt gang.

"Okay," svarede hun dæmpet og smilede blødt.

[Alissa Avery]

Denne gang havde Alissa ikke et ønske eller mål med at holde Ailis hos sig. Ikke andet end bare at stå tæt med hende og mærke hendes varme, mens musikken spillede. Den ene hånd løsnede sig og fandt kollegianerens tinding, strøg syregrønt hår lidt bagud.

“Så, har du tænkt dig at fortælle mig, hvad du skal forestille?” spurgte hun med et glimt i øjet og havde helt tilfældigt rykket sig lidt tættere på hende.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var ulideligt bevidst om, hvordan Alissa kom tættere på og det kriblede i hende, da fingerspidser strejfede hendes tinding. Hun fugtede de grønlige læber, som sitrede afslørende.

"Beetlejuice," svarede hun. "Han er en ret kendt poltergeist i mugglerverden. Jeg tænkte, at det var bedre end Peeves."

Og så var det ret langt fra sirenerne. Det var ikke ubevidst. Hun havde ikke villet risikere at blive beskyldt for at forsøge at efterligne dem, nu hvor hun ikke for alvor var en del af dem længere.