At falde er ingen skam, at blive liggende er

[Summer Maddox]

Summer forberedte sig ikke nødvendigvis, men hun forventede i hvert fald både protest og harme. Noget forbløffet blinkede hun en gang, så en gang mere, mens hun prøvede at tænke tilbage. Ordene var gledet ud.

"Var det ikke okay?" spurgte hun, i stedet for at gentage. Pludselig virkede ordet forkert at lade over læberne.

[Cailean Morgaine]

Var det ikke okay? Hvor skulle han vide det fra? Han anede ikke om det var okay. Han havde aldrig overvejet om det var okay, for hun havde ikke kaldt ham det før, og det havde aldrig strejfet hans tanker, at hun nogensinde ville kalde ham det. Så spørgsmålet kom næsten ligeså meget bag på ham, som kælenavnet havde gjort.

Han tænkte tydeligvis så det knagede, og der gik en god rum tid, inden han endelig svarede med et skuldertræk. "Du er alligevel vildt mærkelig, Maddox." Ikke et definitivt nej.

[Summer Maddox]

Brynene trak sig lidt sammen, men så glattedes ansigtet ud igen. Et lille smil sneg sig endda over hendes træk.

"Ja," medgav hun. "Det ved jeg godt."

[Cailean Morgaine]

Brynene krøllede lidt, og han så undrende på hende for en kort stund. Ganske kort, faktisk. Det var underligt hun bare gav ham ret i, at hun var mærkelig. Men efterhånden kom det ikke længere bag på ham. I stedet rullede han bare med øjnene, og lod det ligge.

"Okay."

[Summer Maddox]

Summer så godt de himmelvendte øjne, men tog det ikke så tungt. Det svage smil bar endda blevet liggende.

“Og i lige måde.”

[Cailean Morgaine]

Han betragtede hende for et kort øjeblik. "Whatever, Maddox. Men hvis jeg var dig, ville jeg ikke finde mig i lort fra de piger." Og det var hans sidste bemærkning, inden han satte den ene fod foran den anden og forlod hende hvor hun stod.

_____

Han rendte ikke umiddelbart mere ind i Summer Maddox, da han kom tilbage. Han hang faktisk mest med de andre fra klubben, indtil han gik ud for at trække lidt luft. Udenfor var han dog rendt ind i ingen andre end Cora Greengrass, og 'overbevist' hende om, at hun ikke længere skulle genere Summer Maddox og andre.

Da han vendte tilbage til storsalen, var der ikke ret mange elever tilbage. Nogen var måske gået i seng. Men langt de fleste var begyndt at sive ud til diverse små efterfester. Cailean var bare ikke rigtig sikker på, om det var noget han var i humør til. Han burde nok bare gå tilbage til sovesalen, men Corban Yaxley Jr. var her ikke, hvilket vel betød at han skulle konfronteres med ham, så snart han gik op.

Til gengæld fik han øje på Summer Maddox, der gik sammen med ham den rødhårede nørd hun altid hang med. De var på vej ud, og Cailean endte med at følge med uden at skænke det mange tanker. Knægten med det røde hår forlod Summer, da han smuttede op ad trappen, og så snart han var et godt stykke op, gjorde Cailean opmærksom på sig selv.

"Hey, Maddox!"

[Summer Maddox]

Og så var Summer alene igen. Hun traskede ind i salen, men formåede ikke ægte at hygge sig så godt, som hun ellers havde forberedt sig på. Alle lod til lidt at have sit eget kørende og hun endte med at føle sig temmelig akavet.

Derfor havde hun heller ikke mange indvendinger, da Tibby foreslog at smutte. Hun sjoskede med ham og skulle selv til at sætte ned ad trapperne, da lyden af Caileans stemme nåede hende. Forundret kastede hun et blik på ham over skulderen, men stoppede dog.

“Hva så?”

[Cailean Morgaine]

Cailean sendte et hurtigt blik rundt for at sikre sig, at ingen holdt øje med dem. Samtidig blev han lidt i tvivl om sin beslutning om at kalde på hende.

"Øh..." Han ville fortælle hende, at hun ikke skulle bekymre sig om Greengrass mere. Fortælle at han havde sørget for, at hun ikke ville få flere problemer med harpyerne. Men da hun vendte sig mod ham, blev han ret meget i tvivl om, om det var en god idé.

"Bare, øh... Godnat?" For fanden altså.

[Summer Maddox]

Summer forventede ikke noget. Hun stod bare og betragtede Cailean, ikke uden nysgerrighed i blikket, selvom det var sekundært til trætheden. Og svaret gav liv til et smil.

“Yeah. I lige måde,” svarede hun og tøvede lidt. “Jeg var på vej op mod badeværelset. Vil du følges?”

[Cailean Morgaine]

Når Summer Maddox smilte og Cailean kom til at se på hendes mund, var det kun hendes læber han kunne fokusere på, og så kunne han ikke tænke på andet end alle de dér forvirrende og akavede kys. Derfor så han hurtigt væk.

"Altså, hvis vi begge to skal op ad trappen, skal vi vel begge to op ad trappen." Igen var det ikke et definitivt nej.

[Summer Maddox]

Et nyt smil sitrede om hendes læber, ikke overstadigt eller bredt, så tænderne kom til syne. Det var nærmere genert, smigret næsten, selvom det ikke havde været andet end en mangel på afvisning. Det sagde i virkeligheden også rigeligt, når det kom til Cailean Morgaine.

“Har du så haft en god aften?” spurgte hun prøvende og skævede til ham, mens de begav sig mod trappen.

[Cailean Morgaine]

Cailean fulgte med og tyggede lidt på hendes spørgsmål, imens han mentalt løb aftenen igennem igen. Han havde mest bare hængt med nogle f dem fra klubben. Og så havde han sat ild til Greengrass' hår.

I sidste ende trak han blot på skuldrene og tilføjede: "Bedre end din, forstiller jeg mig. Altså med tungen og dét."

[Summer Maddox]

Der skulle ikke meget til at have en bedre aften end den, Summer havde haft. Tungen og det medfølgende besøg på hospitalsfløjen var dog intet ved siden af det syn, der havde ventet hende i storsalen.

Ailis C. Finnigan havde stået med ingen anden end den pige, hun havde sagt, hun ikke skulle stole på. At Alissa Avery var køn, sommetider endda næsten fejlfri i sin fremtræden, gjorde ikke følelsen bedre. Det samme kunne siges om at se efter dem, som de forlod storsalen sammen.

Summer smilede blegt og nikkede. "Yeah. Det er nok ikke så svært," fik hun fremmumlet sin tanke.

[Cailean Morgaine]

Han tilføjede en enig lyd, selvom han absolut intet anede om resten af hendes aften, alt imens de fortsatte op ad trapperne. Cailean havde dovent fat i gældeneret.

"Det er også lige meget. Det er bare en skolefest." Bemærkede han, og prøvede ligeså meget at overbevise sig selv som hende.

[Summer Maddox]

“Yeah,” svarede Summer fladt, bevidst om hvor fesent og halvhjertet, det hørte sig an. Men hvad skulle hun ellers sige. Hun lagde hånden over gelænderet og trak sig selv lige så meget op ad trapperne, som hun gik.

“Jeg kan godt lide dit kostume, forresten. Det fik jeg vist ikke sagt tidligere.” Også selvom hornene var skræmmende realistiske.