Det er menneskeligt at fejle, men idiotisk at blive ved

[Calliope Zabini]

Det var en smule hårdt, men udviklede sig til at blive bare en smule blødere, som Calliope formede sine læber efter hans. Måske burde hun trække sig og redde bare lidt af sin værdighed, mens hun kunne.

Problemet var bare, at hun virkelig ikke havde lyst til at bryde kysset eller konfrontere det, der ville komme efter det. Så hun lagde en hånd på hans side og tog bare et enkelt skridt tættere på ham uden at slippe hans læber.

[Finley Runcorn]

Det var en fremmet fornemmelse, men han kunne tydeligt mærke at Calliope havde mere styr på det hele end han havde. En del af ham havde lidt lyst til at protestere og brokke sig - men det var nok mere vane end et udtryk for hvordan han egentlig havde. For det var ikke slemt.

Faktisk blev kinderne godt varme da hun lagde en hånd mod hans side og mindskede afstanden mellem dem yderligere. Sanseindtrykkene var fremmede, men han gengældte prøvende hvad de havde gang i. Indtil han da fjernede læberne fra hendes. "Det er lidt for meget," protesterede han mumlende.

De var forlovede. Så havde han fået en kold skulder. Nu kyssede de. Alt på få uger, og det var vildt overvældende.

[Calliope Zabini]

Calliope fattede ikke helt selv, at hun rent faktisk havde kysset ham og nok endnu mindre, at han lod hende. Men nu stod de ikke desto mindre helt tæt sammen, som hun havde længtes efter i flere uger nu. Ikke, at hun selv ville stå ved det, selvfølgelig.

Ærgrelsen meldte sig, da han brød fri af hendes læber, men hun prøvede ikke at fastholde ham eller følge med. I stedet stod hun med en klam fornemmelse indeni over indvendingen.

[Finley Runcorn]

En næsten bekymret rynke sad mellem hans bryn, allerede før øjnene langsomt åbnede sig. Finn var ikke god til at sætte ord på sine indvendige fornemmelser, og bare det at trække sig tilbage fra en af løvernes impulsiviteter, virkede... mærkeligt. Især når han havde endt det så roligt.

Han rømmede sig lidt, og indså at en hånd havde lagt sig mod siden af Calliopes arm. Han lod den falde. "Var vi stadig venner før... alt det her?" spurgte han alligevel og pegede hentydende mod tindingen. Han frygtede lidt at kysseriet, hun havde fortalt om, havde sat en stopper for det andet.

[Calliope Zabini]

Blikket flakkede hen over Finns ansigt med en opmærksomhed, Callie sjældent besad. Men det var også sjældent, hun var så investeret, som hun var nu og hun mærkede et stik i maven, da hans hånd faldt. Hun skyndte sig selv at slippe hans side.

Brynene trak sig lidt sammen over spørgsmålet og hun svang lidt af håret væk fra skulderen og om på ryggen. I aftenens anledning var det for en sjælden gangs skyld glat som silke og fremhævede hendes lighed med moren, selvom hun ikke havde samme kulde til at strømme ud fra sig. Lige nu var det ellers at foretrække over den lidt for bløde og sårbare position, hun fandt sig selv i.

"Ja," svarede hun med et træk på skuldrene. Det havde ikke været gnidningsfrit, men det havde det aldrig mellem dem. "Det var bare ... Sådan, vores ting. En hemmelighed. Ligesom dengang vi stjal vin fra krypten." Det var et år siden nu. Tanken fik maven til at snøre sig sammen.

[Finley Runcorn]

Den forhenværende Allehelgens var, for Finn, kun få måneder tilbage. Meget havde ændret sig. For den aften havde ført dem til spøgelsernes fest og helt glemt var ikke det faktum at Calliope havde sendt en kropslås mod ham, før hun var skredet. Nu havde hun mødt hans læber med en næsten krævende blødhed. Kontrasten var enorm.

Hovedet gled en anelse på skrå ved svaret. "Ah," Han følte sig tom for ord, men det var tydeligt at tankerne svirrede rundt. "Jeg ville ønske at jeg kunne... huske det hele, ved du nok." Selvom det var fucking skræmmende. Men han havde mistet måneder, og for en femtenårig var det voldsomt.

[Calliope Zabini]

Det var sjældent, at Callie tvang ham ud i situationer, der fik det til at knage så meget inde bag hans øjne og endnu sjældnere, at hun rent faktisk gav ham tid til at tænke. Men nu nikkede hun blot en enkelt gang, afmålt næsten.

"Det ville jeg også," medgav hun og lød mest af alt konstaterende, selvom der var et blødende hjerte bag. Og hvis nogen skulle kunne se det, måtte det næsten var Finley, der kendte hende bedre end nogen anden.

[Finley Runcorn]

Obliveringen var ikke kommet ud af ingenting, selvom Finn ikke huskede hændelsen der startede det hele. Samtidig var det næsten bare værre, at opleve den her bratte ændring mellem ham og Calliope. Især fordi han kunne se at det trykkede hende, men - for en gangs skyld - undlod at prikke på et blåt mærke.

Han tyggede lidt sammen, mens ideerne spirrede. Men måske burde de bare... nyde aftenen mens de havde den. "Vi kan gøre det igen. Tage til spøgelsernes fest, altså."

[Calliope Zabini]

Verden smuldrede lidt omkring Calliope ved tavsheden og hun nåede allerede at samle facaden op igen, da Finley fik det hele til at falde igen med sit forslag. Det sitrede lidt ved hendes mundvige, men blev aldrig til et reelt smil. Men hun nikkede dog.

“Okay. Hvis du gerne vil,” svarede hun nonchalant og trak på den ene skulder. Men fuck, hvor ville hun gerne lave noget alene med ham igen. Forbandet.

[Finley Runcorn]

Det var måske en åndssvag ide, men Finn forsøgte at normalisere det fremmede. En del af ham håbede måsle at hvis han gentog visse begivenheder der var sket, kunne han måske trække mentale tråde til dem han ikke kunne huske.

Desuden kunne han stadig mærke aftrykket af Calliopes læber mod sine, og det var ærligt distraherende og... sygt mærkeligt.

"Skal vi rippe en flaske i køkkenet igen?" Spurgte han, uden at følge impulsen til at række ud efter hendes hånd, selvom det var en gammel normal.

[Calliope Zabini]

De sidste par uger var det kun Finley, der havde søgt fysiske handlinger, som ellers altid havde været naturlige for dem. Calliope havde undgået hans hånd og undgået at sidde ved siden af ham i klassen uden at forklare, hvordan hun pludselig havde skiftet fast partner til Milphio Borgin.

Nu var hun meget bevidst om, at det var omvendt og hun brugte i stedet hånden på at stryge over det glatte hår. Det føltes stadig underligt.

"Det kan vi da godt."

[Finley Runcorn]

"Godt," Finn gentog det ene ord af mangel på bedre. Han havde det stadig underligt - sådan en følelse af kriller - efter kysset der, for ham, var det første han nogensinde havde fået.

Inden længe havde de navigeret sig ned ad trapperne, kildet en pære, distraheret en husalf og nakket en flaske.

"Den her vej." Han fandt døren med lethed, der ledte mod den gamle kryptsal og den snoede, støvede stentrappe. For ham var det jo ikke så længe siden.

[Calliope Zabini]

Callie var ikke helt sikker på, at det var godt. Men måske det i virkeligheden ikke behøvede at være dét. Måske det bare skulle være okay. Hun tog en indånding og gjorde et enkelt nik.

De var ikke lige så strategisk udklædt til at passe ind denne gang. Men det tænkte hun ikke videre over. Hun fulgte ham bare i tavshed.

[Finley Runcorn]

De måtte nok holde sig mere på afstand fra spøgelserne denne gang. Men nu, havde de også en flaske med sig, frem for at være nødsaget til at stjæle en fra deres bord. Han huskede tydeligt hvordan den havde smagt af sødt støv. Og hvordan Calliopes læber - for stunder siden - havde smagt af punch.

Han rystede tanken af sig, fulgte hende mod salen og trak sig lidt ind i skyggerne, så de kunne dumpe ned ved en af de støvede søjler - med godt udsyn over de glidende, gennemsigtige figurer. Så baksede han med korkproppen i flasken. Det var meget besværligt, og det var kun med hjælp fra kindtænderne, at han fik den ud.

[Calliope Zabini]

Det føltes lidt mere normalt mellem dem. Måske var det, at de genskabte et minde, måske at Calliope havde fået bare en lille smule af dét, hun havde savnet, i kysset. Hun gav sig ikke til at analysere det nu, men skubbede bare tanken bagud og betragtede Finns forsøg på at få proppen ud.

"Giv lidt," kommanderede, mere end bad hun. Selvom det ikke var lige så skarpt som normalt. Hun rakte hånden frem.