Her er spillereglerne...

[Cora Greengrass]

Berøringen var så blid, at Cora virkelig måtte kæmpe for ikke at læne ansigtet mod hans fingre, eller falde ind i søgerens favn. Hun nøjedes med at lægge armene omkring sig selv, selvom hun da lige måtte løsrive en hånd for at fange faldne tårer. Blikket slog sig ned i gulvet igen ved spørgsmålet før hun rystede på hovedet.

"Bare en dreng," Hun huskede de truende ord: dem der afholdt hende fra at sige hans navn højt. For det var ikke kun håret der ville brænde, hvis hun sagde noget. "Han troede... Han anklagede mig for at genere en pige, og så..." Hun gik i stå.

[Kiaan Patil-Fawley]

'Bare' en dreng. Kiaans ansigt spændte sig op, men han var ikke blind for hvor rystet Cora var over hvad end, der var sket. Han var ret sikker på at hun ikke ville opgive mere end dét, og at presse hende ville nok ikke hjælpe på det.

I et forsøg på at lægge ro på sig selv, åndede han derfor langsomt ud og nikkede langsomt.
"Alright. Sikke en idiot." lød det mumlende fra ham, før han igen granskede hendes brændte lokker nærmere. "Måske kan det ordnes? En besværgelse, eller måske en eliksir?" foreslog han, i et forsøg på at være nogenlunde hjælpsom.

[Cora Greengrass]

Cora hævede og sænkede hagen i et skrøbeligt nik. Det var ydmygende at han skulle se hende sådan her, men samtidig havde hun ikke opsøgt hverken helbrederen i sygefløjen eller overhoved Cedrella Ogden . Hovedsageligt fordi hun ikke ønskede at skabe ballade for Cailean Morgaine . Eller nærmere - ikke turde af frygt for at blive brændt igen.

"Jeg ved at-," Hun snøftede en gang før hun fortsatte. "Der er en besværgelse der kan gøre håret længere, men det tager nogle uger at vende tilbage til... sådan det var før." Hun måtte sætte det op indtil da. Der var ikke andet for. Hun tørrede kinderne igen, trådte væk fra Kiaan - men sank snart ned i en af de bløde møbler foran pejsen for at få varmen.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det lød rigtigt nok, at der skulle være en besværgelse som kunne hjælpe. Men det løste ikke problematikken i sin kerne. Nogen havde gjort det her mod Cora, og hun nægtede at sige hvem. Samtidig som han ikke havde lyst til at grave i det, gav det ham alligevel noget andet at gruble over end hans egen problemstilling. Kiaan nåede kun kort at fange sig selv i at vurdere om Ginny mon stadig var til festen eller om hun var taget tilbage til Ravenclaw-tårnet, men tanken stak ham for meget i brystet, og han fokuserede igen på Cora i sofaen.

Han placerede sig ved siden af hende, lænet en smule forover med albuerne på knæene og hænderne foldet.
"Jeg er ked af, aftenen ikke blev som forventet." kommenterede han endelig, da han drejede blikket mod hende. "Er du... okay?"

[Cora Greengrass]

Øjnene føltes ømme og ru, som de betragtede ilden i kaminen. Da søgeren tog plads ved hendes side, kunne hun ikke undgå at tænke på første gang de havde siddet sammen i dette møbel, og hvor det hele var endt. Inde i et mørkt depotrum. Denne aften i et mørkt kosteskab. Og så - for hendes vedkommende - udenfor i skyggerne af ranglede, krogende træer. "Jeg klarer mig," var det instinktive svar der gled over de buttede læber.

Efter nogle øjeblikke, rettede hun blikket mod ham. Frem for at fokusere på minderne om den ældre løve ved skovbrynet, valgte hun at vende fokusset mod en anden problematik. "Virginia Slughorn. Har du sørget for at hun ikke siger det videre?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke et videre overbevisende svar, men det var i det mindste et svar. Han nikkede blot tavst, usikkert på hvordan han ellers skulle tage det videre. Alle tegnene tydede i hvert fald på at hun ikke havde lyst til at tale om dét.

Til gengæld var der noget andet, Cora var interesseret i at tale om, og det blev hans tur til at spænde kæben igen. I et par sekunder sagde Kiaan intet, før han til sidst lænede sig tilbage mod sofaryggen.
"Det tror jeg." lød svaret kortfattet. Han kunne ikke glemme Ginnys ansigtsudtryk før hun havde vendt ham ryggen og gået. Hans blik faldt på flammerne i pejsen. "Ja... Jeg tror ikke, hun vil sige det til nogen." konkluderede han til sidst. Som han kendte Ginny, ville hun ikke sige det videre.

[Cora Greengrass]

Stilheden der først fulgte efter hendes spørgsmål, var langt fra betryggende. Og så var der søgerens ordvalg, der gjorde de rødmende øjne lidt smallere.

"Tror?" Gentog hun. "Tror er ikke godt nok hvis den heks sladrer om hvad hun så." Der var en skarphed i den ellers modløse stemme. Som forsøgte hun at genvinde styrke i sig selv ved at vende smerte og frygt til vrede.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Lad være med at tale sådan om hende." Svaret var lige så uventet som smældet af en pisk, og blikket som vendte sig mod Cora var skarpt og advarende. Det var normalt ikke en side man så af ham. Kiaan plejede at kunne skjule sit dårlige humør bag en flabet joke eller et spydigt smil, men ingen af delene var til stede nu.

Blikket hvilede på hende i et sekund for at understrege ordenes effekt, før han igen førte det tilbage til pejsens flammer. Om ikke andet kunne han bilde sig selv ind at det var på grund af flammerne hans øjne føltes brændende. "Hun siger det ikke til nogen. Så du kan tage det helt med ro."

[Cora Greengrass]

Den skarpe og hårde tone i søgerens stemme fik tvunget Coras blik væk fra ham igen med det samme. Hun huskede hvordan Slughorn havde kigget på dem, ladet blikket vandre til hende og formet nogle ord der havde malet skam i hendes indre. Alligevel var Kiaan klar til at forsvare hende. Cora var sikker på at hendes ekskæreste ikke ville gøre det samme. Det var hendes skyld forholdet til Ian Ogilvy var ødelagt - og måske også hendes egen skyld at håret var blevet brændt, uden der var nogen til at forsvare hende, før eller efter.

Det nev i næsen, men hun kom ikke med et modsvar med det samme. I stedet kiggede hun bare ind i kaminen med et lidt tomt udtryk i blikket. "Vi skulle distrahere hinanden. Hvis du stadig er forelsket i hende, har det tydeligvis ikke virket." Kom det så endelig fra hende, uden hun så mod ham.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det her var på ingen måde, hvordan Kiaan havde ønsket at aftenen skulle gå. Det havde gået fint med at de distraherede hinanden, lige indtil Ginny havde fanget dem i det. Og nu kunne han ikke få hendes ansigtsudtryk ud af hovedet. Selv hvis han og Cora forsøgte at distrahere hinanden igen, var han ikke sikker på om det ville hjælpe.

Han kunne ikke sige med sikkerhed om Cora var nået til den samme konklusion med sin kommentar, men det lød sådan. Han vidste heller ikke hvordan han skulle svare på det lige med det første. Indrømmelsen han ikke ville sige højt holdt ham fra det.
"Er det hvad du har lyst til at diskutere nu?" spurgte han. Han havde i hvert fald ingen lyst til et nyt skænderi. Hverken med Cora eller nogen anden.

[Cora Greengrass]

"Selvfølgelig har jeg ikke lyst," svarede Cora, temmelig prompte. Først der, vendte hun blikket mod ham igen. Det flakkede en anelse ved kontakten, eftersom hun syntes at spore hint af smerte i hans udtryk. Eller også projekterede hun det mod ham. Hun fugtede læberne, før hun fortsatte: "men min aften kan umuligt blive værre, så jeg vil gerne vide om vi ender her."

De sidste festarrangementer på skolen var gået til helvedshundene, og denne aften fulgte trop. Nok havde hende og Kiaan fundet distraktion med hinanden til afslutningsfesten, men så snart hun var komme ud af depotrummet havde virkeligheden ramt. Hun var dog også kommet videre.

[Kiaan Patil-Fawley]

Burde de ende det? På den ene side ville det måske være det bedste. Cora havde selv påpeget at distraktionen tydeligvis kun virkede i øjeblikket, og så snart de ikke havde læberne presset mod hinanden, var effekten ovre. På den anden side var han ikke sikker på om han havde lyst til det. Specielt nu, når han var sikker på at Ginny for alvor var blevet færdig med ham. Havde han virkelig mere at tabe på at fortsætte?

Han havde efterhånden tygget på hendes spørgsmål i et fuldt minuts tid, da han lænede sig frem igen og lagde ansigtet lidt i hænderne og gned tindingerne.
"Jeg ved det ikke." indrømmede han til sidst. "Jeg har ikke lyst. Men du har ret i, at det ikke har hjulpet. Men jeg er distraheret sammen med dig." Endelig vendte han blikket til hende igen. "Hvad har du lyst til?"

[Cora Greengrass]

Meget mere end bare nogle lokker af Coras hår var knækket på midten. Det var ydmygende at han skulle se hende sådan her, men samtidig anede hun ikke om kompleksiteten i deres situation var det hele værd. For de var ikke meget for hinanden, når de ikke fandt trøst og distraktion i lange, trukne kys. Var der desuden følelser i klemme mellem Kiaan og Virginia Slughorn , kunne ørnens kendskab til det hele, vise sig at være farlig.

Det havde ikke hjulpet, sagde han, men det havde hjulpet hende. Måske fordi hende og Ians breakup havde været langt mere ensidigt og uomtvisteligt. Hun smagte på spørgsmålet, han stillede hende.

"Det er ligemeget. Hvis du føler noget for en anden, og hendes reaktion var så stærk som den var i aften, synes jeg du skal kæmpe for hende, frem for at spilde din tid på distraktioner." På mig... Det var ærligt sagt. Hun havde ikke meget tilovers for ørnen, men hun ville da ønske at nogen ville have kæmpet for hende.

[Kiaan Patil-Fawley]

Et tørt grin lød fra ham, inden han skeptisk rystede på hovedet af hendes forslag.

"Kæmpe for hende... Vi gik fra hinanden fordi vi ville forskellige ting i livet." Det var argumentet de havde givet hinanden, dengang for lidt over et halvt år siden da de havde haft den hårde snak med hinanden, og det var dét argument han mindede sig selv på, når hans blik dvælede på ørnen når de passerede hinanden i gangene. Han havde måske ladt sig friste for meget af den tid de havde tilbragt sammen i det sidste. Følelsen af det langsomt blussende håb som var bristet, var hvad der gjorde mest ondt.

Han prustede tungt ud. "Den chance er godt og grundigt spildt." I hvert fald nu, måtte han tilføje for sig selv.

[Cora Greengrass]

Cora brød sig virkelig ikke om at være fortaler for en pige, der havde kigget sådan på hende. Alligevel forsøgte hun måske at distrahere sig fra sin egen smerte ved at lindre en andens. Dog var der altid en form for egeninteresse på spil for den unge sirene. For hun vidste, at hvis hun skubbede Kiaan væk, ville hun ikke brænde sig endnu mere.

"Hvem ved hvad de vil, når de er på vores alder?" valgte hun så at spørge. "Hvis I vil hinanden, er det vel hvad der burde tælle for noget." Blikket vristede hun fri fra ham igen, mens de dirrende fingre pillede ved den kønne kjole, hvis sømme var blevet revet lidt op af grene, og havde tilegnet sig mængder af jord.

Hun sukkede så. "Distraktionen virkede for mig, men hvis ikke den har for dig, er den måske ikke svaret. Måske burde du arbejde på at komme videre, frem for at slukke for det hele med mig."