Restless bones etherialize, rise as spooks of every size

[Archie McCormack]

På trods af samtalen med Hamish, havde Archie ikke et øjeblik overvejet at bede hende om at blive hjemme. I hvert fald ikke tidligere. Nu betragtede han hende tankefuldt.

"Og hvis vi bliver fanget et sted uden anden udvej end transferens?" blev han nødt til at spørge.

[Valerie McCormack]

Det advarende udtryk veg så snart, det virkede tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at bede hende blive tilbage, men det blev blot erstattet af dyb alvor, som hun overvejede hans ord nøje.

"Jeg har ikke tænkt mig at forlade lejren og komme for tæt på denne gang," svarede hun roligt, men alvorligt. Og hvis uheldet alligevel var ude...

Så måtte de vel krydse den bro, når de kom til den.

[Archie McCormack]

Archie havde virkelig lyst til at bede hende blive tilbage, men han fandt også, at han ikke var interesseret i at være uden for rækkevidde, hvis hun skulle behøve ham. Og ved det umulige valg, der aldrig havde været hans, blev han siddende igen.

Han tyggede hårdt sammen og slap en udånding, der ikke fik skuldrene til at sænke sig helt igen. Men han kom ikke med flere indvendinger. I hvert fald ikke med ord.

[Valerie McCormack]

Det var ikke fordi, Valerie ikke så udfordringerne. Tværtimod var hun bevidst om dem alle og måske især risikoen for, at hun ikke ville være i stand til at komme tilbage, før barnet var født. Alene tanken om en fødsel i det alt andet end sterile miljø i et telt havde allerede holdt hende søvnløs flere nætter, men hvad var alternativet?

Blikket hvilede på Archie og i flere sekunder var der stille. Indtil hun endelig talte igen. "Vil du have, at jeg bliver hjemme?"

[Archie McCormack]

Det var intet nemt spørgsmål og Archie gjorde intet for at skjule, at det voldte ham en del besvær - og havde gjort det i nogle uger, efterhånden. Han tog en indånding, gned sig over brynene og slap den igen, som hånden sank.

"Nej," indrømmede han til sidst. "Men jeg ved ikke, om det er min egoisme, der taler."

[Valerie McCormack]

Valerie vidste ikke om det var en hjælp eller det modsatte at se hans tvivl. I hvert fald skubbede den, uanset hendes sikre udmelding kort forinden, til alle de usikkerheder, der lå lige under overfladen.

Hun åndede tungt ud og lod hånden glide over den begyndende bule. Blikket fulgte bevægelsen og brynene var trukket tæt sammen.

"Jeg er i tvivl om, hvad der er det rigtige valg," indrømmede hun endelig, efter flere sekunders stilhed. "Men jeg ved ikke, om jeg overhovedet er i stand til at vælge andet."

[Archie McCormack]

Blikket flakkede til hånden og maven under den; Et syn, der kun syntes at sætte det mere på spidsen. Det blev dog snart ført op til hendes ansigt igen, hvor Archie fandt tegn på samme tvivl, der groede i hans indre.

Langsomt rejste han sig op og lagde en hånd på hver side af hendes overarme, så han blidt kunne guide hende ind til sig.

[Valerie McCormack]

Archie svarede hende måske ikke med ord, men det var alt det svar, der var nødvendigt og hun tøvede ikke med at synke ind til ham. Hun tog en dyb indånding ved hans bryst og rynkede på brynene, men realisationen var helt klar, som hun stod der. Uanset komplikationerne.

“Jeg kan ikke være væk fra dig i flere måneder,” konstaterede hun dæmpet. “Det vil jeg ikke.”

[Archie McCormack]

Archie havde vitterligt intet ønske om at undvære Valerie heller og han var ikke sen til at lade armene glide om hende, som kunne nærheden cementere, hvad han ikke formåede med ord. Læberne strejfede lyst hår, tog en dyb indånding der.

“Det kommer du ikke til,” lovede han lavmælt, men helt og aldeles dybfølt.

[Valerie McCormack]

Valerie slap en tung udånding og lukkede øjnene ind mod hans bryst, før hun nikkede ganske let som eneste svar til hans ord. Det var alt andet end ukompliceret, men de skulle ikke tilbage til, hvordan det havde været.

Og den beslutning var helt klar. Når de nåede tiden, hvor de magiske transportveje for alvor ville lukke sig for hende, så måtte de se på det igen.

[Archie McCormack]

Alt, der skulle siges, var blevet sagt og tilbage var der kun at holde Valerie tæt. Så det gjorde Archie. Han begravede næsen i hendes hår og åndede hendes duft ind, mens nærheden gav dem begge, hvad de lod til at have brug for.

Og først, da Caipora blev lidt for insisterede, slap han hende igen. De havde stadig et par timer, før de skulle afsted.

afsluttet