Den bedste måde at spilde tiden på, er at tælle timerne

[Kala Patil-Fawley]

Kala undgik ikke bevidst hans blik og da han bad om det, tøvede hun ikke mange sekunder, før hun så på ham. Hun nikkede en gang mere, før hun lod til at være i stand til at stoppe.

"Jeg ved det godt," svarede hun. "Virkelig." Men det ændrede bare ikke på, at det var hendes første jul alene. Og den skulle tilbringes i en tom lejlighed.

"Og jeg vil ikke have dig til at være ked af, at du skal af sted. Jeg vil bare ..." Være sammen med ham. Men det var også et ønske, der fik hende til at føle sig som en treårig. Så hun tav.

[Ronan Thomas]

Ronan så på Kala med komplet alvor i blikket og lyttede til hendes ord, prøvede at høre de bekymringer, der lå under det. Han var da heller ikke blind for problematikken, men vidste også, at det ikke var én, han kunne løse. Han kunne ikke love hende, at han kom hjem, uanset, hvad han så selv gerne ville.

“Kala,” sagde han dæmpet, mildere end han nogensinde var overfor andre. “Jeg ville ærligt talt være ked af det, hvis du ikke hellere ville have, at jeg var her,” konstaterede han og løftede impulsivt en hånd. Tommelfingeren strejfede hendes kind, men rynken forblev mellem brynene og alvoren forlod ikke hans ansigt.

“Det vil jeg i hvert fald hellere. Og jeg ville gøre noget for at ændre det, hvis jeg kunne …”

[Kala Patil-Fawley]

Det var virkelig ikke en samtale eller en følelse, der inviterede til mange smil, men Ronans indledende ord og den akkompagnerende berøring lokkede alligevel antydningen af ét frem.

Kala rystede på hovedet. “Det skal du ikke,” afbrød hun ham i en hastig forsikring. Hånden faldt til hans ben og gav det et forsikrende klem.

“Virkelig. Jeg elsker, at du har noget, der er dit og giver mening.” Hun sukkede og lænede sig frem mod ham. “Jeg kommer bare til at savne dig.”

[Ronan Thomas]

Ronan hævede et bryn let, men det mildere udtryk forsvandt ikke helt fra hans ansigt, som hånden endte mod hendes kind.

"Nej, jeg skal ikke," gav han hende helt ret. "Men jeg ville stadig, hvis jeg kunne. Jeg kommer også til at savne dig, fodboldvidunder."

Et glimt sneg sig ind i blikket. "Eller var det quidditchstjerne?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville virkelig gerne lade ham vide, at det hele altså var okay, og hun rynkede brynene lidt, før panden igen lod sig glatte ud af hans ord. Instinktivt lænede hun sin kind ind mod hans hånd og smilede endda svagt ved kælenavnet.

"Hold dog op," mumlede hun forlegent, men smilet voksede alligevel lidt ved fortsættelsen. Og med det kunne hun ikke længere holde sig tilbage fra hans bløde læber.

[Ronan Thomas]

Ronan blottede tænderne i et ulvesmil over hendes ord og dét smil var svar nok i sig selv, før hendes læber igen var mod hans.

Han tog da også mere end villigt imod dem og lod den ene hånds fingre kroge sig om hendes hals og nakke, som han med kysset prøvede at understrege, hvad han netop havde sagt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke ægte i tvivl om, at Ronan også ville savne hende. Men den slags havde det bare med at blive sværere at holde fast i, som dagene gik, og selvom hun ikke nødvendigvis havde tænkt sig at dvæle ved hans læber, var det det, hun gjorde.

Øjnene gled i, som hans hånd fandt hendes nakke og hun tøvede ikke med at søge under hans t-shirt, så hun kunne lukke fingrene om hans side.

[Ronan Thomas]

Ronan dvælede så absolut og havde ingen skrupler ved det. Fingrene krummede sig let sammen og forblev der en tid, før den, sammen med den anden, fandt ned til hendes lår.

De lukkede sig sammen om dem og trak blidt, både et ønske og en opfordring om at rykke sig op på hans skød. Uden andre umiddelbare motiver end nærheden.

[Kala Patil-Fawley]

Meget var anderledes mellem dem nu og Kala var ikke længere overrasket over det blide ryk. Denne gang fik det hende heller ikke til at smile ind mod Ronans læber. Hun hævede sig blot på det ene knæ, så hun kunne følge opfordringen og glide ind over ham.

Med hans hænder på sine lår, søgte hun dog ikke tilbage til hans sider, men lagde i stedet armene om hans nakke og svajede ind mod ham.

[Ronan Thomas]

Ronan burde få sig en god nats søvn, men for en gangs skyld prioriterede han ikke fornuften. Der var vigtigere ting og han brugte de næste timer fuldt ud på Kala.

Det var da heller ingen nem afsked og han kyssede hende længe, før han endelig tog sig sammen og forlod hende der. Velvidende, at det var livet.

Lukket