Alternativ træning

[Archie McCormack]

Det var et fint svar og Archie tog notits af det, mens han tog en tår mere. Han nikkede, da først han havde sat den fra sig igen. Blikket var snart tilbage på lærlingen igen.

"Er der noget i den fysiske træning, du har behov for, at vi lægger særligt fokus på inden?"

[Ronan Thomas]

Det var et godt spørgsmål og Ronan tog sig tiden til at overveje et reelt svar. Så nikkede han en enkelt gang.

"Det er længe siden, at jeg har været i regnskoven," konstaterede han. "Min krop er uden tvivl ikke vant til klimaet, så øget fokus på bevægelse og navigation i dét."

[Archie McCormack]

Archie nikkede og gjorde sig endnu et mentalt notat. Det ville også kun give mening, at han også lagde fokus der for sit eget vedkommende. Han tøvede dog en smule, før han alligevel valgte at krydse endnu en personlig grænse.

"Jeg har tænkt mig at opfordre Valerie til at deltage fra tid til anden, også," konstaterede han alvorligt. Og selvom det ikke var et spørgsmål, var der alligevel en lille indgang til at komme med indvendinger. Eller som minimum ønsker.

[Ronan Thomas]

Ronan udviste ingen større tegn på overraskelse over informationen. I stedet nikkede han blot, som var det noget selvfølgeligt. Sådan så han det da også og trak blot umærkeligt på skuldrene.

"Det giver mening," konstaterede han. Ærligt havde han før undret sig over, at hun ikke deltog i mere af træningen, men det var ikke hans plads at kommentere på. "Jo bedre forberedt vi alle er, jo bedre."

[Archie McCormack]

Instinktivt havde Archie lyst til at skærme Valerie fra alle farer og han brød sig ikke om udsigten til, at hun potentielt ville skulle duellere mod ham og Ronan. Men det var bedst at være forberedt på alle tænkelige scenarier. Selv, hvis han måtte holde sine impulser under kontrol.

"Har du flere spørgsmål?"

[Ronan Thomas]

Ronan troede ikke rigtigt på at skærme nogen fra noget og skænkede det ikke mange flere tanker. Han overvejede da også bare spørgsmålet, før han ultimativt rystede på hovedet.

"Ikke på stående fod." Ikke, at han ikke regnede med, at der nok skulle komme flere.

[Archie McCormack]

Archie sænkede nakken og hævede glasset en sidste gang. Det kom ikke naturligt for ham, men efter et sekund eller to, vippede han det alligevel let mod lærlingen i en skål.

Han fik gjort kål på den sidste tår og sænkede glasset igen. "Tag formiddagen fri i morgen og sørg for at få hvilet og drukket godt. Så går vi i gang klokken 13." Det ville blive intensiv træning og nok fortsætte til sent ud på aftenen. Men det krævede forberedelse, når man ikke var i træning.

[Ronan Thomas]

Ronan var ikke lige så højspændt som sin læremester og tænkte ikke et sekund over skålen. Han drak bare en slurk og nikkede, da Archie fortsatte.

Det var kort efter det, at de endelig tog afsked for dagen, men Ronan var ikke fuldkommen udkørt, da han hoppede på undergrunden mod lejligheden.

Det skulle nok komme den efterfølgende dag. Nu håbede han bare på at Kala Patil-Fawley var kommet hjem, som han tog trinnene i opgangen to ad gangen og snart efter låste døren op.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var smadret. Sådan, helt og aldeles smadret, så hvert trin havde føltes som en kamp og hun til sidst havde sikret sig, at hun var helt alene, før hun transfererede sig op. Hun var mere eller mindre kollapset inde i sin seng, ude af stand til at flytte sig, da hoveddøren gik.

"Hey," kaldte hun og kunne slet ikke lade være at lyde helt og aldeles ynkelig. Ikke, at hun for alvor prøvede.

[Ronan Thomas]

Ronan hørte lyden af Kalas stemme og allerede dét gav ham en fornemmelse af, hvad der ventede. I hvert fald skridtede han mod hendes værelse og smilede skævt, da han lænede sig nonchalant op mod dørkarmen.

"Hård dag?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville rigtigt gerne vende sig om og se på ham. Hvad hun ville og hvad hendes mørbankede muskler tillod, var dog to vidt forskellige ting. Hun formåede kun at sprælle lidt som en fisk på land, før hun slap en opgivende lyd, der i sig selv også var et svar.

“Jeg kan mærke hver millimeter af min krop.”

[Ronan Thomas]

Ronan var ikke uden sympati, men det betød ikke, at det ikke trak underholdt i hans mundvige og vedblev at gøre det, som han skubbede sig fri og krydsede afstanden.

Han sank ned at sidde på kanten af sengen og bøjede sig frem for at plante et kys mod Kalas læber, der ikke krævede, at hun flyttede sig. Så rettede han sig op igen.

"Det glamourøse liv som professionel sportsudøver, hm?"

[Kala Patil-Fawley]

Der var mere bevægelse i sengen, der gav sig under ham, end i Kala, men hun slap dog en tilfreds lyd, da bløde læber fandt hendes. Udmattet rykkede hun bare lidt på sig, så hun kunne finde hans lår med den ene hånd med en bekræftende lyd.

"Stadig at foretrække over at snakke med journalister, dog," tilføjede hun og gav ham et let klem.

[Ronan Thomas]

Ronan satte den ene hånd på den modsatte side af hende og støttede mod den, som han sad halvt drejet mod hende. Det antydningsvise smil forblev på læberne og han slap en dæmpet lyd.

"En dag bliver det hverdagskost," gættede han og trak let på skuldrene. "Mangler du noget?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var sikker på, at dagen nok skulle komme, hvor hun ikke havde lyst til at pive over at skulle gå op ad trapper. Journalisterne var en anden sag, men det sagde hun intet om. Hun smilede bare op til Ronan og nød gevaldigt at have én, der var der. Med alt, hvad det indebar.

"Adskillige sekunder mere af det kys er nok øverst på listen," blev det sorgløse svar.