Særlige omstændigheder

[Calliope Zabini]

Calliope havde virkelig ikke lyst til at slippe Finn eller risikere, at han pludselig segnede. Men hun var ikke interesseret i at nogen skulle se dem sådan og hun havde desuden ingen intentioner om at komme med indvendinger, der kunne opfattes som ømhed.

"Hvad med aftensmad?" spurgte hun nøgternt.

[Finley Runcorn]

Bekymringerne over hele bortvisningsaffæren havde gjort appetitten mindre, men selvom de var glemt nu, forblev lysten til mad mindsket. Selvom den sidste måned han huskede, før påskeferien, syntes at være bevaret i hukommelsen, var der småhuller hist og her. Og han følte sig træt og udmattet lige nu.

"Ikke rigtig' sulten," Besvarede han og fik det forhåbentlig til at lyde mere henkastet, end det havde lydt da han - som et eller andet svagt væsen - havde snakket om at komme til Opholdstuen.

[Calliope Zabini]

Havde Callie tænkt sig mere om, havde hun nok reelt overvejet at tage ham til hospitalsfløjen for at få tilset hovedet. Men hun havde ikke betalt en alt for høj pris, blot for at få Finn tilbage i fedtefadet.

Hun sagde derfor ikke noget, men satte blot mod kælderen - ikke uden et enkelt, bekymret blik til siden på ham.

[Finley Runcorn]

Det var en form for lettelse, at han ikke behøvede at sige mere før kursen var lagt mod kælderen. Han vidste at Calliope nok ikke havde det fjerneste gøremål dernede, og selvom hun gik et godt stykke foran ham, vidste han at det her nok var for hans skyld.

I stilhed nåede de slottets dybere gange. Da de nåede den nøgne stenvæg, hvorbag Slytherins Opholdstue lå, stoppede han op, ude af stand til at huske kodeordet. Det sagde han intet om, selvom udtrykket i øjnene var sigende.

[Calliope Zabini]

Callie vidste bedre, end at stikke hånden direkte ind i den hvepserede, det ville være at lægge ord på sin bekymring. Omsorgen kom normalt ikke naturligt, men nu føltes den lige præcis sådan. Og det var nok til at skræmme hende lidt.

Hun sagde dog ikke noget, men gik bare over til bænken ikke langt derfra og lod sig synke ned.

[Finley Runcorn]

Der var ikke rigtig noget at gøre. Udover at satse på at der var nogle elever i Opholdstuen der måske forlod denne i sidste øjeblik før aftensmåltidet begyndte. Han ville gerne ind og proppe sig under dynen, men nu var det næstbedste at dumpe ned på bænken ved siden af Calliope.

"Bare smut op igen. Det' cool," Han brød endelig tavsheden.

[Calliope Zabini]

Det virkede virkelig ikke cool, men Callie svarede ikke med det samme. I stedet kastede hun et vurderende blik over ham. Så rejste hun sig dog alligevel med et stumt nik.

Blikket dvælede lidt ved ham, før hun fik vendt sig fra ham og gik op mod storsalen.

afsluttet