Lidt blæk på skjorten

[Valerie McCormack]

Den varme fornemmelse i maven blev mere solid og hun slappede af, mens fingrene strøg over det bløde hvalpehoved og tegnede mønstre i den spættede pels.

"Jeg har i hvert fald lært så meget siden foråret alene," konstaterede hun. "Jeg kan slet ikke forestille mig at gå tilbage."

Heller ikke selvom et spædbarn i et telt i ørkenen eller i regnskoven utvivlsomt ville komme med sine udfordringer.

[Altinius Rier]

Tino havde haft sine bekymringer, da Valerie først havde præsenteret ideen om at forlade hospitalet for Gringotts. Men han havde set hendes udvikling og vigtigst af alt havde han set hende på ekspeditionen; et syn, der havde fået enhver tvivl til at fordampe i den varme sol.

"Det er vigtigt at følge sin passion." Det var i hvert fald det, der havde bragt ham både glæde og sjælero.

[Valerie McCormack]

Ordene var måske ikke ment sådan, men de satte en lille, taknemmelig klump i halsen på Valerie, som godt nok også havde lidt lettere til tårer for tiden.

Nu stak det lidt bag øjnene, som hun slog blikket ned, men snart så op tilbage på sin bror med et mildt smil og nikkede sin enighed. Sådan havde deres forældre ikke set det. Sidst hun havde talt med dem, havde de beskyldt hende for at være utaknemmelig og smide sit liv væk.

"Jeg er enig," svarede hun. "Og jeg er så glad for, at Archie hjalp mig med at finde den," konstaterede hun og tog en dyb indånding, før hun rynkede lidt på brynene. "Tino, jeg håber, at det er i orden, at jeg beder dig om ikke at fortælle det her til nogen."

[Altinius Rier]

På nogle punkter var Tino skarpere end de fleste og ganske bevidst om det, men når det kom til at læse andre mennesker, var han ikke lige så begavet. Han bemærkede da heller ikke nogen forskel i Valeries adfærd og lagde intet i, at hendes blik flyttede sig. Tværtimod brugte han det som anledning til at lægge hænderne om koppen og løfte den til læberne.

Han betragtede hende over koppen, da hun talte igen og pustede en gang til den dampende væske, før han svarede. Lige så simpelt, som det forekom ham.

"Det er ikke min nyhed at fortælle."

[Valerie McCormack]

Egentlig var det vigtigste for Valerie, at Tino ikke nævnte det overfor deres forældre. Hun havde endnu at beslutte med sig selv, hvad de skulle have at vide og hvordan. Derfor smilede hun også taknemmeligt over svaret og nikkede en enkelt gang, uden at forfølge emnet yderligere.

"Fortæl mig om dit nye hold," inviterede hun i stedet og faldt lidt tilbage i køkkenstolen, mens hun pustede til teen og aede hvalpen. Det var ikke den værste aften.

Lukket