De professionelle

[Elias Oliver Wood]

Elias havde ikke et nummer på hvor mange gange kammerater i skoletiden havde anklaget ham for ikke at beskæftige sig med andet end Quidditch. Nu hvor han var dimitteret, og uger forinden havde indledt lidt af et langdistanceforhold, bar anklagen meget mere substans. Selv nu - på sin fridag - havde han sine praktiske gøremål omkring sportsgrenen. 

Men nu hvor han alligevel skulle lægge vejen omkring Kvalitetsudstyr til Quidditch, havde han slynget en invitation ud til Kala Patil-Fawley . En veninde han ikke havde set i ugevis. "Jeg føler at kosten falder fra hinanden med al den træning," Bemærkede han, netop som de trådte ind i butikken. Døren fik klokken ovenover til dæmpet at bjælde. "Hvis ikke jeg gør det først." Kroppen var øm.

[Kala Patil-Fawley]

De sidste par uger havde været travle. Sæsonen skulle snart til at begynde igen og det var ikke kun træningen, der krævede hendes tid, men også journalisternes hunger efter at få talt med nogle af de nye talenter, der skulle til at gøre debut.

Det var derfor helt rart bare at kunne slappe af i skuldrene og gå ved Elias' side i et øjeblik i quidditch-butikken, der føltes helt normalt.

"Nej, jeg kan ikke huske, hvornår det ikke har gjort ondt alle vegne," tilføjede hun med et skævt smil, uden det for alvor var en beklagelse. I virkeligheden var det det i hendes liv, der havde givet mest mening indtil videre.

"Men det er alle de interviews, der får mit hoved til at rotere. Shit, der er mange ting at tage stilling til lige pludselig. Hvad er min idé om en perfekt søndag? Jeg mener, er det alvorligt?"

[Elias Oliver Wood]

Elias' far havde mindet sønnen om at tingene kunne ændre sig hurtigt. Efter den første kamp, kunne det være at han blev genkendt af hekse og troldmænd på gaden. En tur i butikker som denne ville blive overflødige på grund af sponsorater. Det hele virkede uvirkeligt, men det var netop også det normale han forsøgte at holde fast i.

Desuden var det rart endelig at have selskab med én i samme situation. En der også var en ny personlighed blandt etablerede spiller. Læberne slap en latter.

"Ja, jeg aner det ikke. Hvem vil overhovedet vide hvad vi spiser til morgenmad?" Blikket gled over de mange vedligeholdelsesprodukter, og han mærkede da også lidt på et sæt handsker af smidigt ruskind.

[Kala Patil-Fawley]

Kala trak på skuldrene og undlod at pointere, at hun engang havde været den, der havde siddet limet til bladene for at finde ud af, hvad James Sirius Potter spiste til morgenmad. Det ville simpelthen være for akavet at indrømme, nu de spillede på samme hold.

"Ingen anelse. Mennesker, der mangler bedre at læse om, mens de selv spiser morgenmad? Så sidder de og læser navnet og tænker: Hm, gad vide, hvordan deres morgenrutine er? Hvad mon, de spiser til morgenmad?" foreslog hun, måske lidt for specifikt til, at det ikke var en tanke, hun selv havde haft tidligere.

[Elias Oliver Wood]

Elias havde måske ikke gået meget op i at finde ud af hvad Quidditchspillere foretog sig derhjemme, men han havde da undersøgt bladene, og sin fars mentale sportskatalog, efter tricks der kunne bedre hans eget spil. Som hvilke øvelser de professionelle benyttede sig af. Endda hvilke ritualer de udførte før en kamp. Det var derfor han selv havde haft to forskellig-farvede sokker på, til alle kampene på sit første år på Ravenclawholdet.

"Slut med privatlivet, huh," Bemærkede han med et grin og forlegenheden siddende i kinden. Der var en fansektion af butikken med bevægelige billeder af kendte spillere. Næsten under hvert interview var civiltilstanden også blevet spurgt ind til. Han havde ikke nævnt noget sin nye kæreste. Samtidig virkede det også underligt at få ordet 'single' printet i magasinerne.

"Vi må lige nyde friheden mens vi har den."

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke kun Elias, der ikke vidste, hvordan man skulle håndtere sit gamle/nye forhold, når det kom til de hungrende sladderspaltejournalister. Kala havde undgået at besvare spørgsmålene endnu, men vidste, at det nok kun ville blive mere intenst, når først sæsonen gik i gang. Medmindre hun stank så meget, at ingen ville have noget med hende at gøre. Hun skubbede tanken væk.

"Nå? Hvad vil du da gerne nyde privatlivet til, Wood?" spurgte hun muntert. Hun kendte ellers ikke ørnen som den spontane eller skandaløse type.

[Elias Oliver Wood]

Øjnene bevægede sig over de forskellige typer pudsemiddel. Den billige havde han oftest graviteret mod, men nu havde han fået en anbefaling fra en holdspiller omkring den der var i en langt mindre glasbeholder, men kostede den dobbelte pris. Han undersøgte bøtten lidt, før Kalas spørgsmål fik et smil til at kruse frem.

"Til at ligne et stort rod om morgenen, eller holde madpræferencerne for mig selv," Foreslog han, selvom det var noget andet han gerne ville holde under låg for nu. "Til at se hvem jeg vil uden at snige rundt."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke helt samme nysgerrige tilgang til indkøbsprocessen. Hun havde købt den samme pudsecreme i årevis og det var præcis den samme bøtte, der blev plukket fra hylden nu, uden hun for alvor gav den opmærksomhed. Til gengæld så hun nysgerrigt til siden på Elias.

"Snige dig rundt?" spurgte hun, brynene let hævede over de flerfarvede øjne. "Du har ikke overvejet at ses med én, der rent faktisk, det ved jeg ikke, måske også vil ses med dig?"

[Elias Oliver Wood]

Det var både perfektionist og latterligt, sådan som Elias virkelig tog sin tid, selvom det trofaste middel aldrig havde svigtet ham. Måske var det egentlig gruppepres, nu hvor han vidste hvad mange af dem på Puddlemere sværgede til. Distraheret blev han dog lidt fra midlerne, da Kala søgte en uddybning.

"Nej nej, det er ikke sådan," Skyndte han sig at sige, før han slap et dæmpet grin. "Jeg ser én. Og hendes familie er rimelig striks, så jo vi holder det måske lidt privat for nu... men jeg vil heller ikke have et nyt forhold i sladderbladene."

Fordi han forventede at spørgsmålet ville komme op før eller siden - og fordi Kala var en af hans gode venner, valgte han at smide kortene på bordet. "Det er Jemima Burke."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde åbenbart en evne til at omgive sig med folk, der åbenbart kun kunne indgå i super dramatiske, hemmelige forhold. Hun fnøs, men lyden var munter frem for affærdigende og det var godhjertet, da hun rystede lidt på hovedet.

"Burke?" gentog hun, et bredt smil om hendes læber. "Det må være dagens gode nyhed."

[Elias Oliver Wood]

Smilet blev nok lidt dummere, men også mere forlegent da tandrækken blottede sig og han tillod sig at nakke. "Jaerh. Det er ret fedt," Smilet dvælede i hvert fald lidt, før han valgte at samle en af de genkendelige bøtter pudsemiddel op, frem for de dyre, anbefalede varianter.

"Der kan åbenbart ske meget på en sommer."

[Kala Patil-Fawley]

Et skævt smil strejfede hendes læber. Der kunne ske meget bare på en aften med lidt for mange øl og hun nikkede derfor bare lidt, mens Elias fik rørt ved hvad der virkede som samtlige af butikkens pudsecremer.

"Sandt," medgav hun. "Hvem skulle have troet det? Da først huspokalen var ude af billedet, så blev tiden." Hun slap en fornøjet lyd.

[Elias Oliver Wood]

Elias nikkede medstemmende, før han lavede et lille kast med hovedet over mod udvalget af nogle af de nyeste modeller af koste. Han havde egentlig ingen intention om at købe sig en ny - for man blev mærkeligt tilknyttet til sådanne objekter - men man kunne godt stimulere savlproduktionen ved at nyde udvalget.

"Det er et spørgsmål om tid, før vi to skal kæmpe om en ny pokal," Bemærkede han med et grin, mens han betragtede en af de blanke, perfekt-trimmede koste.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fulgte ham velvilligt over til kosteudstillingen. Hun havde selvfølgelig lige fået en Comet Hawker i forbindelse med, at hun kom på Montrose, men det var altid en fornøjelse at studere de mange forskellige mærker. Også selvom hun aldrig ville flyve andet end en Comet. Det havde hun besluttet sig for.

"Så var det godt, du fik en kæreste inden," bemærkede hun fornøjet og gav ham et blødt dask med albuen. "Glæder du dig?"

[Elias Oliver Wood]

Det var sikkert et spørgsmål om tid, før han ville få besked på at udskifte kosten. Og egentlig var det efterhånden også tiltrængt, selvom han ikke helt vidste om han ligefrem kunne smide den ud. Den kunne måske gemmes. Være et ophæng som dem her, når han endelig valgte at flytte ud fra hjemmet i Portree.

Læberne slap en varm latter. "Jeg ser frem til det," Bekræftede han med et nik, før han endelig satte kursen mod kassen for at betale for de plejeprodukter han havde brug for. Snart efter, befandt de sig på Diagonalstrædes hovedgade.

"Hvordan er det så at komme væk hjemmefra?"